

Se billedserie
Guldkonfettien dalede ned over scenen, da navnet på Årets Iværksætter - MTM Service - blev afsløret.
Indtil afsløringen havde kuverten været gemt under en computer, for vindernavnet var hemmeligt til det sidste. Næstved Erhvervsforenings formand Torben Johansen fik æren af at åbne kuverten med navnet, og som til en anden Oscaruddeling hev han i en snor, der åbenbarede kuvertens indhold.
- Jeg kan ikke læse det, jokede han, mens der var travlhed med at finde blomsterbuketterne frem til alle finalisterne samt diplom og fad til vinderne.
Prisen går til en virksomhed, som er startet for højest fire år siden, er innovativ, har skabt lokale arbejdspladser og har præsteret et bemærkelsesværdigt økonomisk resultat i positiv retning vel af mærke.
Næstved Erhvervs direktør Rasmus Holst-Sørensen var blevet syg, så i hans fravær overtog Peter Fjerring fra Næstved Erhverv præsentationen af prisen Årets Iværksætter og af vinderen.
MTM Service, der har som mål at gøre tilværelsen nemmere for andre erhvervsvirksomheder, tilbyder service indenfor rengøring, vinduesvask og ejendomsservice for erhvervslivet. Firmaet blev stiftet i 2015 af vennerne Thomas Rune, der har en baggrund som sproglig student, og Martin Rowland Sørensen, der er uddannet skolelærer.
- MTM Service har haft en meget markant vækst, og har en ambition om at blive den største privat virksomhed i Næstved, sagde Peter Fjerring.
- Det er skønt med den anerkendelse, og det er rart med et skulderklap på vejen, siger Thomas Rune, administrerende direktør i MTM Service.
De dedikerer prisen til de ansatte, som siden starten af december er vokset fra 40 til nu 50.
- Jeg ved godt, at det lyder pompøst med målet om at blive den største private virksomhed, men det er et opnåeligt mål. Men det er vigtigt at tilføje, at vi vil gøre det ordentligt, så det også er et rigtigt godt sted at arbejde, siger Thomas Rune.
Den vilde vækst lige for tiden skyldes blandt andet, at firmaet er begyndt at gå efter større kunder. I 2018 var omsætningen 10 millioner kroner og overskuddet en mio. kroner.
- Men det er dyrt at vækste. Senest har vi investeret 600.000 kroner i en minitraktor til vores ejendomsservice, siger han.
- Med de aftaler vi har nu, vil 2019 lande på en omsætning på 16 millioner kroner, siger Thomas Rune. Overskuddet skulle meget gerne blive på mindst 1,5 mio. kroner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her