26. oktober 2020
Ordentlig mad, daglig motion, mange fritidsinteresser og en stor interesse for hvad der foregår i verden og omkring hende har været med til at holde Margit Simonsen i fuld vigør. På mandag fylder hun 90 år.
Ordentlig mad, daglig motion, mange fritidsinteresser og en stor interesse for hvad der foregår i verden og omkring hende har været med til at holde Margit Simonsen i fuld vigør. På mandag fylder hun 90 år.
Foto: Jan Jensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 90 år: Margit rører fortsat i gryderne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

90 år: Margit rører fortsat i gryderne

Et liv med mad: Margit Simonsen står stadig bag gryderne i køkkenet hver eneste dag.

Opdateret 23. juni 2014 kl. 10:21
Næstved - 22. juni 2014 kl. 08:14
Af Helle Hansen

To retter hjemmelavet mad det skal man da have. - Rødgrød med fløde er en af favoritterne her om sommeren, men ellers er maden ret alsidig, og selvfølgelig skal den laves med smør, piskefløde og rigtig mælk (sødmælk), så det smager af noget. Frugt og økologiske varer er der nu også en del af i de indkøbsnet, som bliver båret gennem avisens gange og op af trapperne til hjemmet gennem 66 år på toppen af bladhuset i Ringstedgade i Næstved. Meget bliver også båret ned igen, når turen går til det elskede sommerhus i Karrebæksminde.

Avisens forhenværende kantineleder gennem en menneskealder Margit Simonsen er stadig i gang i køkkenet hver eneste dag, selv om hun på mandag fylder 90 år.

arrow Læs også: Nyd udsigten: Fem nye lejligheder på toppen af byens gamle bladhus
Kantinemor

Mad har været et omdrejningspunkt hele livet.

Hun var kokkepige på Bækkeskov Gods, da hun i sin tid mødte Holger. De giftede sig i 1946, og året efter flyttede de ind i lejligheden i bladhuset, hvor han blev portner. I 1950erne blev hun headhuntet til jobbet som leder af avisens første kantine nede i kælderen.

- Direktør Vilhelm Larsen ville ikke have typograferne til at rende rundt ude i byen i arbejdstiden, mindes Margit Simonsen, som startede med et udvalg bestående af frikadeller, røde pølser og ostemadder og så selvfølgelig øl, som der dengang blev drukket en del af, selv om det ikke var med hendes billigelse. Købmand Schou på Hjultorv kom med varer to gange om dagen. Da der blev lavet en ny større kantine på tredje sal, udvidede hun med smørrebrød med hjemmelavet pålæg og fik assistance i køkkenet.

- En af de nye lavede grøn salat, men det kunne vi slet ikke sælge. Det var ikke noget for typograferne, husker hun tydeligt. Der var mere salg i flæskesteg og sylte.

Godt arbejdsliv

- Jeg skal bæres herfra. Jeg har haft et utroligt rigt arbejdsliv og har aldrig været ked af at gå ned ad trappen, selv om jeg har arbejdet meget, siger Margit Simonsen.

I mange år sørgede hun ikke blot for kantinen men også for alle andre møder og selskaber i huset, julefrokoster og jubilæer.

Selv om hun aldrig har haft nogen ansættelseskontrakt, var hun kantinemor på avisen til hun fyldte 67 år, og den dag i dag slipper ingen godt af sted med at sige noget dårligt om Sjællandske i hendes påhør.

65 år i træk har hun deltaget i avisens generalforsamlinger, og avisen bliver dagligt læst fra ende til anden. Hun var avisens første kvindelige medlem af Arbejdslederens Fagforening, som hun er medlem af den dag i dag.

- Jeg kan slet ikke forstå, at jeg bliver 90 år, siger hun, da Sjællandskes journalist besøger hende til en snak over en kop kaffe og hjemmebagte småkager.

Stadig aktiv

Turen op og ned ad trapperne til lejligheden giver den daglige motion.

Hun står stadigvæk selv for indkøb og rengøring både i lejligheden og Karrebæksminde, og hun sætter en ære i at holde haven i sommerhuset. Næsten 90 arbejdsomme år har dog sat sine spor, og kørekortet og den gamle Volvo er nu erstattet af ture med Flextrafik. Men man kommer langt med viljestyrke, og det besidder hun i rigt mål.

I pinsen bagte hun småkager i lange baner, men ligefrem at tage ud og lave mad til selskaber er hun dog holdt op med, og ved fødselsdagsmiddagen med den nærmeste familie skal hun for en gangs skyld ikke selv stå bag gryderne. Hun ville gerne have haft blomkålssuppe med letsaltet torsk i til forret, men det kunne dagens madleverandør ikke lige klare, så i stedet bliver det til legeret aspargessuppe, dyreryg med hvide og brune kartofler, sovs og tyttebær og til dessert karamelrand.

Margit Simonsen er ikke hjemme på dagen, som bliver fejret sammen med hovedparten af den allernærmeste familie, som tæller døtrene Ninette og Tora samt svigersønner, fire børnebørn og fire oldebørn.

arrow Livslang kærlighed til mad: Margit Simonsen er død
14. august 2018 kl. 18:04 Opdateret: kl. 14:02
Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk