

Se billedserie
En 84-årig kvindelig beboer i et rækkehus på Irisvænget omkom tirsdag aften, da der opstod brand i hendes bolig.
Det var forbipasserende, der klokken 19.35 opdagede, at flammer stod op fra taget, og at sort røg væltede ud omkring bygningen.
Politiet undersøgte stedet med to brandefterforskere onsdag, og i dag skal de igen kigge nærmere på rækkehuset sammen med folk fra Nationalt Kriminalteknisk Center samt Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.
- Det er stadig tidligt, og det er rigtig svært at sige noget. Men det er lidt bekymrende, at vi igen i dag (onsdag, red.) har fået en anmeldelse om en brand bare 350 meter derfra. Det lyder lidt mystisk. Det kan være tilfældigheder, men lige nu arbejder vi med alle muligheder, siger Peter Fobian Hvidberg, leder af politiets lokale efterforskning i Næstved.
På grund af omstændighederne sendte politiet onsdag hunde ud for at kigge nærmere på begge mulige gerningssteder. Den anden omtalte brand opstod klokken 9.40 onsdag. Her var der ingen tilskadekomne.
Branden på Irisvænget startede i en udestue, hvor der både er elinstallationer og varmekilder. De pårørende til den 84-årige er blevet underrettet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her