
En 57-årig mand blev fredag varetægtsfængslet frem til 27. juli, fordi han erkendte at have delt en collage med ni børnepornografiske billeder på nettet.
Politiet ransagede mandens hjem i Fuglebjerg torsdag kort før middag og skal nu undersøge hans beslaglagte computere, mobiltelefoner og usb-stik for yderligere ulovligt materiale.
Sagen startede ved, at Google i USA kontaktede det danske politis Nationalt Cybercenter og fortalte, at en bruger i Danmark havde uploadet et ulovligt billede i deres mailsystem den 12. april i år.
Derefter henvendte centeret sig i sidste uge til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som altså fandt frem til den 57-årige.
Manden forklarede i retten, at billeddelingen måtte være sket i Slagelse, hvor han var under uddannelse.
Han var tilfældigt stødt på en russisk hjemmeside, hvor en bruger havde billeder af nøgne mennesker i alle aldre.
- Jeg ville gerne se flere af hans billeder, men så skulle jeg sende noget til ham først. Derfor fandt jeg billedet på nettet og sendte det i en mail, fortalte den sigtede om billedcollagen med ni billeder af børn ned til under tre år gamle.
Den sigtede har i øvrigt selv et barnebarn på tre år, som ofte besøger ham, fortalte han i retten.
569 billeder
Grundlovsforhøret fandt sted på årsdagen for den 57-åriges seneste besøg i Retten i Næstved. Dengang blev han idømt 40 dages betinget fængsel for at have befamlet en 12-årig pige på hendes bryster og numse, ligesom han på sin mobiltelefon tog billeder af pigens bryster. Han havde også været i besiddelse af 569 børnepornografiske billeder.
- Det her er det værste, jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg har svært ved at forklare og forstå, hvorfor jeg har rodet mig ud i det her, sagde han dengang.
Også fredag var manden med egne ord meget »angerfuld«.
- Jeg kan slet ikke fatte, hvorfor jeg ikke har lært noget. Der er noget kaos på hjemmefronten nu, for min hustru har været yderst venlig mod mig efter den betingede dom sidste år, men nu skal jeg rede nogle tråde ud. Jeg håber derfor, at jeg kan løslades i dag, selvom jeg godt forstår, at jeg skal have min straf senere, sagde han til dommer Henrik Kirk Jensen.
Denne valgte dog ikke at opfylde den sigtedes ønske, men i stedet følge anklager Skipper Falsteds påstand om varetægtsfængsling, mens sagen efterforskes færdig.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her