En bredskuldret mand med kun en lille stribe hår på toppen af hovedet blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved og varetægtsfængslet i to en halv uge.
Den 30-årige er sigtet for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder samt trusler.
Truslerne skulle være fremsat mod en kvinde i en lejlighed i det centrale Næstved. Da politiet blev involveret i sagen, standsede de manden, da han ved 11-tiden torsdag kom kørende i Møllegade.
I bilen fandt de en pistol med tilhørende ammunition.
Den 30-årige mand blev i december 2017 idømt ubetinget fængsel i et år og ni måneder for netop våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Dengang fandt Retten i Nykøbing Falster det bevist, at den sigtede havde forbindelse til rockergruppen Satudarah.
Han blev dømt for at gemme to våben. De skulle være benyttet i rockerkonflikten, der hærgede Næstved i efteråret 2016.
Her blev der skudt i alt fem gange frem og tilbage mellem sympatisører af Bandidos og Satudarah. To 18-årige Bandidos-lærlinge blev hver især idømt otte års fængsel for drabsforsøg mod en dengang 31-årig Satudarah-rocker.
I grundlovsforhøret meddelte den 30-årige, at han ikke var på toppen, idet han lider af PTSD og ikke havde fået sin daglige medicin i et døgn. Han lider af psykiske problemer og er tilknyttet psykiatrien.
Medicinen havde han først fået udleveret kort inden, han mødte i retten, og hvis han tog det der, ville han bare falde i søvn.
Derefter erklærede han sig, via sin forsvarer, uskyldig i begge sigtelser.
Hvad der videre skete, kan Sjællandskes udsendte ikke berette, for trods protester fra denne - samt i øvrigt også den 30-åriges forsvarer - blev resten af grundlovsforhøret afholdt bag lukkede døre.
Dommer Line Bjørklund valgte dette skridt på grund af sagens tidlige stadie, og fordi politiet stadig mangler at afhøre centrale vidner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her