

Se billedserie
Når det ny byråd i Næstved træder sammen efter nytår, er der sket en væsentlig foryngelse.
Faktisk er der blevet barberet knap fem år af lokalpolitikernes gennemsnitsalder.
Ved det forrige kommunalvalg i 2013 var alderen i gennemsnit 55 år. Tirsdagens valg har sammensat et ny og yngre hold med en gennemsnitsalder på 50,7.
Det yngste byrådsmedlem er Venstres 25-årige Sebastian Mylsted-Schenstrøm. Alderspræsidenten er den konservative Helge Adam Møller på 75 år.
Mandehørmen fortsætter ufortrødent. Kønsfordelingen bliver fordelt med 12 kvinder og 19 mænd - ligesom i det nuværende Byråd.
Ligestilling mellem kønnene får en ordentlig lussing, når det kommer til formandsposter i udvalgene.
I det nuværende Byråd er der fire kvinder ud af ni formænd. Anette Brix (K), Beskæftigelsesudvalget, Linda Frederiksen (S), kulturudvalget, Jette Leth Buhl (SF), omsorgsudvalget og Kirsten Devantier (V), Sundheds- og Psykiatriudvalget.
Foreløbig ser det ud til, at antallet af kvindelige udvalgsformænd barberes ned til to.
Linda Frederiksen (S) fortsætter som formand for kulturudvalget. Hendes partikammerat Helle Jessen overtager formandsstolen i teknisk udvalg efter Søren Revsbæk (V).
I skrivende stund er det ikke afgjort, hvem der løbet med formandsstolen i Beskæftigelsesudvalget.
Kigger man på skaren af de 31 politikeres jobmæssige situation, er tendensen klar.
Tager man pensionister og studerende med i puljen af offentligt ansatte, når antallet op på 18.
13 af det nye Byråds medlemmer er privat ansat.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her