14. november 2018
Kalundborgs andethold har mødt Raklev masser af gange. Her er det et opgør fra 2015. Foto: Per Christensen
Kalundborgs andethold har mødt Raklev masser af gange. Her er det et opgør fra 2015. Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Slaget om Kalundborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Slaget om Kalundborg
Lokalsport - 08. september 2018 kl. 10:04
Af Brian Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Selv om KGB og Raklev har eksisteret siden begyndensen af forrige århundrede, så har de to fodboldklubbers førstehold aldrig stået over for hinanden. Men det sker på søndag, når de to klubber tørner sammen på Munkesø Stadion i sæsonens fjerde runde i serie 1. Det er en anelse naturstridigt, at de to klubber efter 102 år i samme postnummer først i 2018 står over for hinanden i en turneringskamp, og rivaliseringen har lidt under, at Raklev i mange årtier var placeret længere nede i rækkerne.

På trods af at de to naturfødte arvefjender ikke har krydset klinger på banen før, så er der masser af tråde mellem de to klubber. Raklevs førstehold har mødt Kalundborgs andethold et hav af gange i årenes løb, masser af spillere og trænere har optrådt i begge klubber eller mødt hinanden i ungdomsårene.

Det gælder ikke mindst de aktuelle trupper. Kalundborg-træner Kennet Jensen begyndte som ungdomsspiller i Kalundborg, men skiftede til Raklev, hvor han stoppede seniorkarieren og begyndte som træner. Raklev-træner Morten Nielsen har ud over en lang og glorværdig karriere i udlandet fortid som spillende træner i Kalundborg.

Raklevs opstigning gennem serie-rækkerne begyndte ikke længe efter at de tidligere Kalundborg-spillere Martin Jensen, Steffen Krogh, Lasse Hansen og Morten Sørensen skiftede til Raklev, mens Kalundborgs Emil Dahlmann Pedersen er en af de spillere, der tidligere har optrådt for Raklev.

- Spillerne går i skole med hinanden eller arbejder sammen, så jeg tror ikke der er så stor rivalisering mellem spillerne. Det er nok mere lederne, mener Kennet Jensen, der ser frem til kampen med stor spænding.

- Kalundborg slået på eliten, mens Raklev har slået på sammenholdet, så det er to forskellige overskrifter. Det er mindre nu, end det har været før, men klubberne skeler stadig til hinanden og det højner niveauet, siger Raklev-træneren, der som kollegaen glæder sig til opgøret.

Kampen spilles på Munkesø Stadion søndag klokken 12.