
Et generelt turbulent dansk badmintonefterår smitter i den grad af på Frederik Colberg, der overvejer at stoppe sin internationale karriere.
- For mig er det vigtigste, at lysten er der. Hvis lysten ikke er der, så spiller jeg ikke, slår Frederik Colberg fast.
I efterårets store doublerokade blev han skilt fra Joachim Fischer, men han har ikke fået en ny makker. Og her er han især irriteret over badmintonforbundets kommunikationsniveau.
- Jeg skulle ind til et møde, men det blev aflyst på sms, og så har jeg siden måttet læse i pressen, hvad der sker, siger Frederik Colberg.
Uden nogen fast makker og med lysten for nedadgående er han nu taget til Sverige for at finde lysten og glæden ved Swedish International, som spilles denne uge.
Her deltager han både i herredouble og mixeddouble. I herredoublen er han sammen med Kasper Antonsen, der i efteråret blev vraget af forbundet. Ham kender han fra ungdomstiden. Til gengæld bliver det en ny oplevelse at spille med svenske Amanda Høgstrøm i mixeddoublen.
- Hun er en af Sveriges bedste mixed-piger, og hun har flere gange spurgt, om jeg ville spille med hende. Og nu skulle jeg alligevel spille herredouble, så kunne jeg lige så godt få nogle kampe, siger Frederik Colberg.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her