19. november 2018
Holbæk-kitesurferne Oliver Hansen og Stine Juhl ser OL-muligheder, efter kitesurfing er kommet på OL-programmet i stedet for finnjolle.
gallery icon

Se billedserie

Holbæk-kitesurferne Oliver Hansen og Stine Juhl ser OL-muligheder, efter kitesurfing er kommet på OL-programmet i stedet for finnjolle.
Foto: Per Buurgaard Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: OL-drømme i Holbæk efter finnjollens exit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OL-drømme i Holbæk efter finnjollens exit
Lokalsport - 07. november 2018 kl. 18:10
Af Anders Vestergaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Talemåden »Den enes død, den andens brød«, blev forleden til konkret virkelighed, da man på World Sailings generalforsamling i Florida vedtog at stryge den hæderkronede Finnjolle fra det olympiske program til fordel for en ny topersoners kølbådsdisciplin til langdistance-løb på åbent hav.

Men det blev også besluttet, at kitesurfing kommer med på OL-programmet fra 2024 i Paris.

Og det har ikke mindst skabt glæde hos den 16-årige holbækker Oliver Hansen, der er en af Danmarks bedste kitesurfere og senest vandt bronze for U19-sejlere ved VM i Aarhus i disciplinen racefoil, hvor det handler om at komme først over målstregen.

- Det er bare godt. Jeg formoder, at kitesurfing bliver taget mere seriøst, og at vi nu er blevet mere attraktiv for sejlunionen og får bedre forhold til konkurrencerne, siger Oliver Hansen, der tidligere har ydtrykt store ambitioner om at komme med til OL.

Lillesøster måske på vej

Og den unge kitesurfer, der netop er flyttet til Holbæk og læser Team Danmark-støttet HX på Slotshaven Gymnasium, vil stadigvæk gå »all-in« i bestræbelserne på at nå sit mål.

Men han studser lidt over, at kite-konkurrencerne ved OL i Paris skal afvikles som mix-disciplin i en slags stafet med en mand og en kvinde i hvert team.

- Problemet er lidt, at man har gjort en enkeltmandssport til en holdsport. Det vil kræve, at begge kan præstere på meget højt niveau, siger Oliver Hansen, som dog har et frisk bud på hvem den kvindelige makker kunne blive et stykke ude i fremtiden.

- Min lillesøster Julie er lige fyldt 15 år og lærte kite i sommer, og hun er god til racefoil, så jeg håber, at det kan blive aktuelt. Der er jo meget lang tid til OL i Paris og meget kan ske. Men det vil være dumt ikke at forsøge, understreger Oliver Hansen.

OL kunne være et mål

Også for Holbæks Stine Juhl Jensen kunne OL i Paris i 2024 blive et mål.

Den 23-årige kitesurfer har sejlet freestyle i flere år, men har i et års tid også dyrket racefoil, hvor hun indtil videre er eneste kvindelige udøver i fartdisciplinen.

Også Stine Juhl, der senest var med ved VM i Aarhus, blev nummer ni ved EM og nummer 10 blandt 16 mænd ved DM, er begejstret for at kitesurfing er kommet på OL-programmet. Også hun håber, at den danske sejlunion i lidt højere grad vil tage sportsgrenen alvorligt.

Stine Juhl Jensen har det dog også lidt blandet med den nye mix-disciplin.

- Jeg har aldrig set eller prøvet det format før, så det lyder da superspændende. Men på den anden side er det også lidt ærgerligt, for der er jo stor forskel på niveauet mellem mænd og kvinder. Men spændende at se, om ikke, der kommer flere piger ind i foil-delen, det kunne være lækkert, siger Stine Juhl Jensen, der hen over julen pønser på holde formen ved lige med snow-kite i Østrig sammen med kæresten Nikolaj.