24. juni 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Læserbrev fra HB&I-spillere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev fra HB&I-spillere
Opdateret 11. juni 2019 kl. 11:36
Lokalsport - 11. juni 2019 kl. 11:15
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Nu er der blevet sagt meget omkring os, så vi synes måske, det også er på sin plads, at vi kommer med vores udlægning og oplevelser af, det at være en del af HBI 1. holdstruppen, og fortælle lidt om, hvordan vi føler det.

arrow Læs også: Tal sammen og se fremad i HB&I

Vi spillere har det rigtig godt med hinanden alle sammen, godt kammeratskab på og uden for banen, og det synes vi da også, vi har bevist i kampene, hvor vi vel har været en stor del af succesen med at rykke op med både 1. og 2. holdet.

Men vi har nu igennem en lang periode haft en masse frustrationer omkring den måde, Morten Skovby reagerer over for os og i øvrigt andre i teamet, når man prøver at have dialog med ham omkring stort set alt, både til træning og til kampene.

Det har betydet, at stemningen stille og roligt det sidste års tid bare er blevet værre og værre, og der er tydelig forskel på stemningen i spillertruppen, når Morten Skovby er til stede i omklædningsrummet, og når han ikke er der.

Vi oplever Morten Skovby som meget enerådig, hvor vores mening og synspunkter meget sjældent bliver lyttet til, og derfor bliver vores input på en mærkelig arrogant måde afvist.

Vi havde derfor i vinters mange lange snakke i store dele af spillertruppen, om vi ønskede at fortsætte i HBI under disse forhold, men besluttede, at vores eneste fokus skulle være at sikre oprykningen til 2. division, og så måtte vi prøve at tale med nogle i klubben om vores frustra­tioner.

Det har ikke været nemt at finde ud af, hvem i klubben vi kunne snakke med om tingene, uden at vores tiltagende frustrationer kunne komme til at påvirke situationen i negativ retning og dermed gå ud over vores oprykning.

Pludseligt melder klubben ud, at man har forlænget kontrakten med Morten Skovby, det blev vi naturligvis utroligt ærgerlige over, og vi havde da også håbet på, at man måske ville høre om vores velbefindende under Morten Skovby som cheftræner/manager, inden man traf den beslutning.

Den nye situation får os til at søge kontakt til bestyrelsen i klubben for at fortælle, hvordan vi oplever det at være fodboldspiller i HBI under ledelse af Morten Skovby.

Vi får skabt kontakt til bestyrelsen, og på et møde i marts måned med syv af os spillere - Johnny Vejlebo og Jakob Andersen - bliver vi lovet, at vores frustrationer vil blive videregivet straks med henblik på en dialog med spillertruppen, og vi lover selvfølgelig at bevare roen i spillertruppen, som på dette tidspunkt er meget anspændt.

Vi var oprigtigt glade for dette møde og følte, at vi nu endelig ville blive hørt, og at man faktisk ville lytte på os.

Efter en lille måneds tid, hvor der ikke sker noget som helst, og vores frustrationer begynder at ændre karakter til noget andet, og hvor vores oprykning stort set bliver sikret, som vi jo havde lovet, rykker vi for den dialog med bestyrelsen, som var aftalt, og som Johnny havde lovet os.

Det næste, der sker, er, at nogle enkelte af os bliver kaldt ind af Morten Skovby, hvor vi skal redegøre for vores utilfredshed med ham og den måde, han efter vores opfattelse behandler truppen på generelt, manglende lydhørhed - manglende samarbejde - manglende inddragelse og styre truppen med en mærkelig form for frygt.

Mødet med Morten Skovby afsluttes meget symptomatisk på den måde, som vi nu igennem længere tid havde oplevet det på, med en klar udmelding om, at han havde bestyrelsens 100 % opbakning til den måde, han styrer tingene på, og han havde fået beføjelse fra Johnny til at løse eventuelle små »problemer« med de midler, der skulle til, og at vi ikke var svære at erstatte i den fremtidige spillertrup.

Det går langt ud over vores forstand, at vi skal behandles på den måde, når vi forsøger at ytre vores frustrationer og forsøger at skabe en rolig dialog omkring tingene.

Vi forstår ikke, hvis det skulle være det værdigrundlag, klubben - en klub, som de fleste af os er vokset op i - har som udgangspunkt for sine spillere, hvor vi jo i bund og grund bare ønsker at være nogle glade, unge, dygtige spillere, som vil gøre alt for at skabe succes for klubben HBI.

Men vi kan altså desværre ikke se os selv yde det optimale for klubben under den form for mistrivsel og dårlig behandling af velvillige mennesker, vi har oplevet den seneste lange tid, og derfor har vi måttet meddele bestyrelsen, at vi ikke kan fortsætte efter sommerferien, medmindre der sker ændringer i den måde, vi ydmygt føler, man som minimum bør behandles på som spiller i HBI.

Vi har også fundet ud af i forløbet, at der er andre tæt på spillertruppen, som har de samme oplevelser som os, og som vi er overbevist om heller ikke vil fortsætte i deres funktioner efter sommerferien grundet samarbejdet med Morten Skovby.

Vi har ikke »stjernenykker«, og vi ved udmærket godt, at det ikke er os, der bestemmer, hvem der skal være cheftræner i HBI, men det, vi ved, er, at der er en grænse for, hvordan vi med ret og rimelighed ønsker at blive betragtet og behandlet på i den klub, vi ønsker det bedste for.

Bestyrelsen har arbejdet på en ny struktur som skulle løse de problemstillinger, den trods alt har erkendt, der er med Morten Skovby, og den kalder den for en »organisation med plads til alle«.

Det er bare ikke virkeligheden - det, at man ansætter en sportschef over Morten Skovby, ændrer jo ikke grundlæggende på noget af det, som vi har oplevet, og den måde, vi og andre fortsat vil blive betragtet på af Morten Skovby i det daglige.

Så man kan vel kalde det for en »Organisation med plads til Morten Skovby og farvel til en masse andre«.

Vi er oprigtigt kede af, at vi er blevet udstillet i pressen flere gange som en lille gruppe forkælede utilfredse spillere, og at vi bliver stemplet som nogle af dem, som er i gang med at ødelægge klubben.

Vi har derfor et behov for vores udlægning af sagen, selv om vi er blevet vejledt til ikke at udtale os, da det ville kunne skade klubben unødigt - i særdeleshed over for de godvillige sponsorer, som selvfølgelig kun ønsker positiv omtale af klubben.

Vi mener dog, at sponsorerne vel også har en interesse i at kende virkeligheden fra vores side - det er jo klubben som helhed, der trods alt lægger navn til deres velvillige sponsorater.

Med dette skriv er vi nu også blevet hørt.

Med sportslig hilsen
Ferdinand Bangsgaard, Jonas Bengtsson, Emil Dahlmann, Frederik Ruhr, Jesper Friis Halling, Jonas Lund, Malte Sjørslev, Magnus Christoffersen, Mikkel Jensen, Mikkel Kvist Willumsen og Nikolaj Brandt Frandsen

arrow Man må undre sig ...
14. juni 2019 kl. 12:58 Opdateret: kl. 12:58
arrow Bestyrelsesformand ignorerer massiv kritik af cheftræneren
11. juni 2019 kl. 11:35 Opdateret: kl. 11:35
arrow Læserbrev fra HB&I-spillere
11. juni 2019 kl. 11:15 Opdateret: kl. 11:27