20. juli 2018
William Kvist blev båret ud, da Danmark vandt 1-0 over Peru. Derfor var det til at forstå, hvor tillægstiden kom fra. Så er det straks sværere at sige, hvor de 90 minutter kommer fra. Foto: Scanpix
William Kvist blev båret ud, da Danmark vandt 1-0 over Peru. Derfor var det til at forstå, hvor tillægstiden kom fra. Så er det straks sværere at sige, hvor de 90 minutter kommer fra. Foto: Scanpix
Foto: Andrea Luth/Juan Barreto/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jernbanedrift og vandpauser styrende for tiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jernbanedrift og vandpauser styrende for tiden
Lokalsport - 30. juni 2018 kl. 13:40
Af Christian Dahl
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En fodboldkamp varer 90 minutter.

arrow Læs også: Hjørnesparksmål er en særlig disciplin

Bevares, der kan være lagt tid til, der kan være behov for forlænget spilletid, og man kan spille kortere tid i børne- og ungdomsfodbold. Men en fodboldkamp varer 90 minutter. Sådan har det altid været.

Næsten.
I første halvdel af 1800-tallet kunne forløberne for moderne fodbold vare i adskillige timer, ligesom der kunne være alle tænkelige antal spillere og størrelse baner.

Fodbold har været spillet i mange hundrede år, men først midt i det 19. århundrede blev reglerne skrevet ned, og fodbolden kom i faste rammer.


Det første forsøg på at nedskrive fodboldreglerne var i 1848 i Cambridge, og i 1857 kom Sheffield-reglerne - samme år som verdens første klub, Sheffield FC blev stiftet. Den første fodboldlov kom i 1863 under den engelske Football Association (FA). Modstanderne af fodboldloven grundlagde i stedet rugby. De var især utilfredse med, at man ikke længere måtte hverken kaste bolden eller sparke modstanderen.


Under VM tager vi et kig på fodbolden og dens udvikling i 17 artikler med udgangspunkt i de 17 paragraffer i den gældende fodboldlov.


Denne artikel er den syvende i rækken og handler om paragraf 7: Spilletid.

Og midt i 1800-tallet var det stadig almindeligt at spille 20 mod 20 i to-tre timer i Sheffield, som var fodboldens hovedstad på det tidspunkt.

Men da Sheffield FC skulle spille en kamp mod et udvalgt hold fra Londons klubber på Battersea Park 31. marts 1866, var spilletiden sat til 90 minutter.

Det er muligt, andre kampe tidligere har varet 90 minutter, men kampen mellem Sheffield FC og Londons byhold er den første, hvor man ved det med sikkerhed.

Årsagen er der til gengæld ikke videregivet noget om, men flere gætter på, at togforbindelserne mellem London og Sheffield spillede ind.

Under alle omstændigheder vandt de 90 minutter indpas, og da FA Cuppen så dagens lys i 1871-72, var kamplængden 90 minutter.

I FA CUp-finalen med blot en sejr

Nu skal det med kampe tages med et gran salt, for ganske mange af opgørene mellem de 15 tilmeldte klubber blev ikke spillet. Wanderers, som vandt den første finale 1-0, kom gratis videre fra første runde, da modstanderne Harrow Chequers valgte ikke at tage rejsen til udekampen. I anden runde vandt de de 3-1 ude over Clapham Rovers, mens begge hold fik lov at gå videre til semifinalen, da de spillede 0-0 mod Crystal Palace (en nu opløst klub, der ikke har noget at gøre med vore dages Crystal Palace). I semifinalen rejste skotske Queen's Park til London og spillede 0-0 mod Wanderers, men de trak sig fra omkampen, da de ikke havde råd til endnu en togtur til London.

Dermed var Wanderers i finalen med sølle en sejr undervejs.

Finalen blev vundet 1-0 på et mål af Morton Betts,som pudsigt nok havde tilknytning til Harrows Chequers Club, som Wanderers havde slået uden kamp i første runde. Derfor spillede han finalen under pseudonymet A.H. Chequers.

Med finalesejren sikrede holdet sig i øvrigt adgang til næste års finale. Turneringen var oprindeligt en challenge cup, så holdene næste sæson spillede om retten til at udfordre vinderen i en ny finale.

Der skulle dog gå mere end 20 år endnu, før de 90 minutter blev skrevet ind i selve fodboldloven. Det skete i 1897 samtidig med, at antallet af spillere blev fastsat til 11 på hvert hold, og banens maksimale længde blev reduceret fra 200 yards til 130 yards - altså de 120 meter, vi kender i dag.

De 90 minutter holder altså stadig, selv om vi i moderne fodbold oftest ser, at især anden halvleg tager længere tid end de planlagte 45 minutter.

Ved VM i Rusland har indførelsen af VAR betydet, at de berømte tre ekstra minutter efterhånden er vokset til fem minutter.

Men som altid er det et dommerskøn. Helt fra indførelsen af dommeren i 1881 har han skullet styre tiden.

I 1987 blev det præciseret i lovteksten, at dommeren skulle tillade ekstra tid for al tid spildt i forbindelse med udskiftninger, skadede spillere, tidsudtrækning og lignende efter dommerens skøn.

Tillægstid eller skadetid

På engelsk skifter man mellem udtrykkene stoppage time og injury time - altså stoppetid og skadestid - mens vi på dansk normalt bare siger tillægstid.

Skadestid fortæller ellers fint om, hvor tiden oftest kommer fra. Også selv om ganske mange af de behandlede skader gennem tiden har været aldeles overfladiske.

For at komme tidsudtrækning ved skader til livs, indførte man, at spillere skulle forlade banen efter behandling, og først måtte komme ind, når dommeren tillod det. Den regel er i dag ændret, så man ikke skal forlade banen, hvis behandlingen sker efter en forseelse, der blev takseret til en advarsel eller en udvisning.

Bortset fra videodommerne i Rusland er nyeste bidrag til tillægstiden de vandpauser, som ikke mindst har fundet indpas i seriefodbolden.

Bundesligaen var først til at gøre sig bemærket med drikkepauser med en kort drikkepause i hver halvleg under en hedebølge, og siden har det spredt sig.

I VM-sammenhæng er det dog ikke noget, men ofte ser, og Fifa var oprindeligt imod deciderede vandpauser. Holdningen var, at der var nok spilstop i løbet af kampen til, at spillerne havde mulighed for at få noget at drikke.

Domstol dikterede drikkepauser

Ved VM i Brasilien i 2014 truede en brasiliansk domstol dog med bøder, hvis ikke Fifa tillod vandpauser i varmen. Hvis temperaturen oversteg 32 grader, skulle der være en vandpause omring en halv time inde i hver halvleg.

Fifas svar var, at de allerede anbefalede drikkepauser i ekstreme vejrsituationer.

Under alle omstændigheder blev den argentinske dommer Nestor Pitana, som dømte åbningskampen mellem Rusland og Saudi Arabien ved VM i Rusland i år, den første dommer til at diktere vandpause ved en VM-slutrunde. Det skete i det 39. minut af første halvleg i kampen mellem USA og Portugal på Arena Amazonia i Manaus i regnskoven, mens Jermaine Jones alligevel var til skadesbehandling.

Vandpausen blev indført ved VM i 2014 i Brasiliens varme. Fifa forklarer det nye tiltag i denne video. Video: Fifa

I den gældende fodboldlov er drikkepauser skrevet ind som »drikkepauser og medicinske tiltag«. Men stadig er det kun noget, turneringer kan indføre i deres turneringsreglement. Ved VM i Rusland er reglen derfor skrevet ind som paragraf 13 stykke 6 - lige imellem dopingkontrol og behandling af hjernerystelser.

Ved VM i Rusland er det som nævnt ofte pauserne, hvor dommeren ser video, der giver tillægstid. Fjerdedommeren viser med udskiftningstavlen, hvor mange minutter, der minimum er lagt til.

I kølvandet på 80'ernes tilskueruroligheder forsøgte man mange ting i 90'erne for at komme dem til livs. En af tingene var, at stadionuret skulle stoppes, når det nåede 90 minutter, for at undgå pres på dommeren for at fløjte af.

Den regel gælder stadig ved VM i Rusland, men samtidig med, at man ikke vil skilte med, hvor meget tillægstid, der er spillet, fortæller man altså, hvor meget der minimum skal spilles.

Og minimum skal forstås på to måder. Dels skal dommeren signalere tre minutter, hvis han forventer at lægge tre minutter og 20 sekunder til, og dels skal dommeren lægge ny tid til, hvis det er nødvendigt i tillægstiden. Ellers ville tidsudtrækning i den allermest kritiske fase være gratis.

arrow Et målspark er vel bare et målspark
14. juli 2018 kl. 09:17 Opdateret: kl. 16:17
arrow Fra simpel igangsættelse til angrebsvåben
13. juli 2018 kl. 14:17 Opdateret: kl. 12:34
arrow Straffespark som værn mod bevidst snyd
12. juli 2018 kl. 12:32 Opdateret: kl. 12:32