13. november 2018
Preben Elkjær kom blandt de ikoniske syndere i en straffesparkskonkurrence, da han skød over mål i EM-semifinalen i 1984. Straffesparkskonkurrencen blev indført i 1970, men i VM-sammenhæng først i 1978.
Preben Elkjær kom blandt de ikoniske syndere i en straffesparkskonkurrence, da han skød over mål i EM-semifinalen i 1984. Straffesparkskonkurrencen blev indført i 1970, men i VM-sammenhæng først i 1978.
Foto: POULSEN LARS/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fra plat eller krone til straffespark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra plat eller krone til straffespark
Lokalsport - 06. juli 2018 kl. 14:50
Af Christian Dahl
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Nu starter knald eller fald-kampene ved VM, og meget passende falder det sammen med, at vi er kommet til paragraf 10: Kampens Afgørelse. Her fremgår det klart, at der kun er tre tilladte måder at afgøre en uafgjort kamp på, nemlig udebanemål, forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Ved VM giver reglen om udebanemål ingen mening, så derfor tyr man til to ekstra halvleg på 15 minutter og eventuelt straffesparkskonkurrence.

arrow Læs også: Hjørnesparksmål er en særlig disciplin

Den første straffesparkskonkurrence ved en VM-slutrunde var så sent som 1982, efter reglen var optaget lovbogen i 1970.

Allerede i den første udgave i 1871-72 af verdens ældste turnering, FA Cuppen i England, løb man ind i problemet.

I de indledende runder lod man i mindst et tilfælde begge hold gå videre efter uafgjort, men den gik selvsagt ikke i semifinalerne, der blev spillet i London på Kennington Oval. Efter uafgjort skulle der spilles en ny kamp, med Queens Park fra Skotland valgte at trække sig, da klubben ikke havde råd til en ny togrejse.

Finale varede i ugevis

En forståelig uholdbar situation, og i 1897 indførte man den forlængede spilletid. Men det var stadig ingen garanti for hverken mål eller afgørelse.

Det har givet en række mere eller mindre absurde situationer. I 1922 skulle det tyske mesterskab afgøres i en finalekamp mellem Hamburger SV og FC Nürnberg. Finalen endte med at blive afgjort af en skade til Nürnbergs Luitpold Popp - og så alligevel ikke.

Finalekampen mellem de to hold endte 2-2, og holdene måtte derfor ud i forlænget spilletid. Men efter 189 minutters fodbold var det blevet for mørkt til at fortsætte. Kampen blev derfor afbrudt, og en ny blev spillet syv uger senere.

Fodbold har været spillet i mange hundrede år, men først midt i det 19. århundrede blev reglerne skrevet ned, og fodbolden kom i faste rammer.


Det første forsøg på at nedskrive fodboldreglerne var i 1848 i Cambridge, og i 1857 kom Sheffield-reglerne - samme år som verdens første klub, Sheffield FC blev stiftet. Den første fodboldlov kom i 1863 under den engelske Football Association (FA). Modstanderne af fodboldloven grundlagde i stedet rugby. De var især utilfredse med, at man ikke længere måtte hverken kaste bolden eller sparke modstanderen.


Under VM tager vi et kig på fodbolden og dens udvikling i 17 artikler med udgangspunkt i de 17 paragraffer i den gældende fodboldlov.


Denne artikel er den 10. i rækken og handler om paragraf 10: Kampens afgørelse.

FC Nürnberg blev ramt af en udvisning i kampens start, men kom alligevel foran, inden Hamburg udlignede i anden halvleg. Dermed skulle den kamp også i forlænget spilletid, og her fik Nürnberg endnu en udvisning. Hvad værre var, at holdet allerede havde mistet en spiller på grund af en skade, og i pause i den forlængede spilletid måtte også Luitpold Popp opgive at spille videre. Dermed var Nürnberg syv mod 11, men kampen kom aldrig i gang igen. Dommer Peco Bauwens fra Köln fløjtede nemlig aldrig anden halvleg af den forlængede spilletid i gang, da Nürnberg ikke kunne mønstre de krævede otte spillere.

Dermed var Hamburg mestre. Det tyske fodboldforbund afviste senere en klage fra Nürnberg, hvilket fik Hamburg til at afsige titlen. Men i dag står begge klubber indgraveret i den tyske mesterskabspokal ud for 1921-22-sæsonen.

Sad fast i militærparade

Tyskland tiltrækker åbenbart de spektakulære kampafgørelser. Ved OL i 1936 endte kvartfinalen mellem Peru og Østrig i skandale.

Tyskland var selv slået ud, så nazisterne holdt i stedet med Østrig, som dog havde store problemer med Peru. Efter 2-2 i den ordinære kamp fik Peru tre scoringer annulleret i første halvleg af den forlænge spilletid, men scorede alligevel to mål i anden halvleg. Dermed var stillingen 4-2 til Peru med et minut tilbage.

Men så blev banen invaderet, og i tumulten blev en østrigsk spiller skadet. Kampen blev afbrudt, og da Peru sad fast i en tysk militærparade, nåede de ikke frem til høringen dagen efter, hvor Østrig blev erklæret som vinder.

Peru trak derefter alle atleter fra OL i protest mod nazisternes snyd, og Colombia fulgte trop. Den engelske avis Daily Sketch kunne omvendt berette, at det var peruvianere bevæbnet med jernstænger, knive og revolvere, der stormede banen.

Op til 1960'erne brugte man plat eller krone til at afgøre kampe. Det gav dog nogle kontroversielle situationer.

Mønt stod på højkant

I Europa Cuppen i 1964-65 havde Liverpool og FC Köln spillet 0-0 både ude og hjemme. Derfor skulle de spille en tredje kamp på neutral bane. Det blev på Feyenoords De Kuip, hvor holdene spillede 2-2. Derefter skulle det afgøres ved plat eller krone, hvor mønten endte på højkant i mudderret ved første kast, hvorefter Liverpool vandt anden gang.

Reglen om udebanemål havde ikke kunnet ændre på den kamp, men den blev startskuddet til, at man sæsonen efter indførte reglen. Honved Budapest blev det første hold til at udnytte den, da det gik videre i pokalvindernes turnering efter samlet 4-4 mod Dukla Prag.

I 1968 blev to afgørende kampe afgjort ved lodtrækning, og det førte til indførelse af straffesparkskonkurrencen.

Ved EM havde Italien og Sovjetunionen på grundlovsdag spillet 0-0 i semifinalen, og kampen skulle afgøres ved lodtrækning.

Den tyske dommer Kurt Tschenscher gik derfor i omklædningsrummet sammen med to officials samt den sovjettiske anfører Albert Shesternev og Italiens anfører Giacinto Facchetti.

Facchetti valgte plat, og det blev det.

Tilskuerne vidste selvsagt ingenting, men gættede afgørelsen, da Facchetti kom jublende op på banen.

Det var dog først efter OL-turneringen i oktober, at den afgørende gang plat eller krone blev slået. Bulgarien vandt over Israel i kvartfinalen ved OL, og formanden for det israelske fodboldforbund Yosef Dagan blev så ærgerlig, at han skrev tl Fifa og foreslog straffesparkskonkurrencen i stedet.

Den bayerske dommer Karl Wald gør ham dog rangen stridig, da han også har foreslået straffesparkskonkurrencen, men det menes, at Dagan var først med sit brev.

Under alle omstændigheder blev den indført i fodboldloven 1970, men Fifa tillod det først ved VM i 1978.

Reddet af journalist

Det blev dog hurtigt indført i Europa, hvor dommerne på få år skulle vænne sig til både udebanemål og straffesparkskonkurrence. Det gav en pudsig situation 3. november 1971, hvor Glasgow Rangers tabte straffesparkskonkurrencen,

men gik videre på reglen om udebanemål.

Holdet mødte Sporting Lissabon og vandt 3-2 hjemme, men tabte 3-2 ude. Willie Henderson bragte Rangers foran i den forlængede spilletid, og selvom Fernando Peres udlignede, burde Rangers være videre på reglen om udebanemål. Men dommeren insisterede på straffesparkskonkurrence, som Sporting Lissabon vandt.

Der har næppe været god stemning i omklædningsrummet, men journalisten John Fairgrieve bankede på og mente bestemt, at holdet havde vundet. Han og manager Willie Waddell gik til Fifas repræsentanter, og resultatet blev ændret til sejr til Rangers, som endte med at vinde hele turneringen.

Siden er der ikke sket meget, selvom man i 90'erne forsøgte at friske den forlængede spilletid op med både golden og silver goal.

Inspirationen kom fra sudden death, som bruges i mange idrætsgrene i USA. Her er konceptet, at det første hold, der scorer i den forlængede spilletid vinder kampen. Formålet var at opmuntre holdene til at fosøge at score, da den forlængede spilletid meget ofte endte 0-0 og dermed straffesparkskonkurrence.

Reglen blev godkendt af Fifa i 1993, og Tyskland var det første hold til at nyde godt af reglen, da de vandt EM-finalen i 1996 over Tjekkiet på Oliver Bierhoffs golden goal.

Problemet var bare, at holdene ikke spillede mere offensivt. Snarere tværtimod. Man forsøgte derfor at ændre det til silver goal, så man spillede den halvleg af den forlængede spilletid færdig, som målet faldt i, og i 2004 afskaffede man helt golden og silver goal igen.

Skurke bliver berømte

Til gengæld er der ikke tegn på, at man vil vende tilbage til plat eller krone i stedet for straffesparkskonkurrencen. Den kendetegnes ved, at man ofte huske synderne bedst. Preben Elkjær med de revnede shorts i Lyon, da hans afbrænder sendte Spanien i EM-finalen i stedet for Danmark i 1984, Gareth Southgates afbrænder i EM-semifinalen på hjemmebane i 1996, hvor Tyskland vandt, og Roberto Baggio, der sendte bolden over mål, så Brasilien blev verdensmestre i 1994, er vel nogle af de mest ikoniske.

VM-finalen i 1994 var den første til at blive afgjort på straffesparkskonkurrence. Siden er det kun finalen i 2006 i Tyskland, der er gået i straffesparkskonkurrence. Her var Italien også med, men denne gang vandt de, så Frankring måtte nøjes med sølv.

Reglerne for selve straffesparkskonkurrencen er ganske enkle. Holdene skiftes til at sparke. Man spiller bedst af fem og derefter et spark ad gangen, til man har en vinder. Ingen spiller må sparke anden gang, før hele holdet har skudt. Ellers gælder fodboldloven under hele kampen - med et par få ændringer.

Englands nuværende manager Gareth Southgate blev berømt for at brænde straffespark i EM-semifinalen i 1996. Video UEFA.tv

Hvis det ene hold har fået en spiller udvist, skal det andet hold nemlig fjerne en af sine spillere, så holdene er lige mange. Umiddelbart lyder det urimeligt, men hvis man forestiller sig, at de første fem sparkere er de bedste, og den sidste sparker er den dårligste, så giver det mening. Ellers ville holdet med den udviste spiller kunne genbruge en af de fem første på 11 spark, hvor holdet uden udvisning skulle bruge sin dårligste.

Desuden er det tilladt at udskifte sin målmand, hvis han bliver skadet under straffesparkskonkurrencen, hvor man ellers ikke må skifte ud. Dog kun, hvis man ikke har brugt sine udskiftninger.

Målmændene løber i øvrigt lidt af en karantænerisiko i sådan en konkurrence. Går de for tidligt, og sparket bliver brændt, skal det ikke alene tages om. Målmanden skal også have en advarsel.

arrow Et målspark er vel bare et målspark
14. juli 2018 kl. 09:17 Opdateret: kl. 16:17
arrow Fra simpel igangsættelse til angrebsvåben
13. juli 2018 kl. 14:17 Opdateret: kl. 12:34
arrow Straffespark som værn mod bevidst snyd
12. juli 2018 kl. 12:32 Opdateret: kl. 12:32