14. november 2018
Tunesiens målmand Mouez Hassen måtte lade sig udskifte mod England. Siden VM i 1970 har man måttet skifte ud ved VM, og siden 1872 har man spillet med en målmand, som oprindeligt måtte tage med hænder over hele banen.Foto: Scanpix
Tunesiens målmand Mouez Hassen måtte lade sig udskifte mod England. Siden VM i 1970 har man måttet skifte ud ved VM, og siden 1872 har man spillet med en målmand, som oprindeligt måtte tage med hænder over hele banen.Foto: Scanpix
Foto: TORU HANAI/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Før målmandens tid måtte alle tage med hænder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Før målmandens tid måtte alle tage med hænder
Lokalsport - 24. juni 2018 kl. 15:54
Af Christian Dahl
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et fodboldhold består af 11 spillere. Men hvorfor?

I den første fodboldlov fra 1863 står der ikke noget om antallet af spillere, og i fortællinger om de første fodboldkampe er der både eksempler på at spille seks mod seks og kampe med mange flere.

arrow Læs også: Hjørnesparksmål er en særlig disciplin

Det sidste er utænkeligt på en moderne størrelse bane, mens de fleste nok kender til kampe med færre spillere end 11 i ungdoms- og motionsrækker.

I 1870 kom der dog styr på antallet af spillere. Valget faldt på 11, men årsagen synes at være gået tabt i historien. Cricket var den dominerende sport, og her er man 11 på hvert hold. Det samme er man i dag i rugby, som udviklede sig sideløbende med fodbold, og også i hockey, amerikansk fodbold og bandy.

Det er derfor nærliggende at tro, at man valgte 11 spillere for at lægge sig tæt op ad den populære sport cricket, som allerede var organiseret i klubber.

Fodbold har været spillet i mange hundrede år, men først midt i det 19. århundrede blev reglerne skrevet ned, og fodbolden kom i faste rammer.


Det første forsøg på at nedskrive fodboldreglerne var i 1848 i Cambridge, og i 1857 kom Sheffield-reglerne - samme år som verdens første klub, Sheffield FC blev stiftet. Den første fodboldlov kom i 1863 under den engelske Football Association (FA). Modstanderne af fodboldloven grundlagde i stedet rugby. De var især utilfredse med, at man ikke længere måtte hverken kaste bolden eller sparke modstanderen.


Under VM tager vi et kig på fodbolden og dens udvikling i 17 artikler med udgangspunkt i de 17 paragraffer i den gældende fodboldlov.


Denne artikel er den tredje i rækken og handler om paragraf 3: Spillernes antal.

Andre mener, at det har at gøre med, at man begrænsede banens størrelse, og blandt de mere farverige teo­rier er, at de engelske kostskoler have drengene boende 11 og 11 sammen.

Alle måtte gribe bolden

Den første fodboldlov tillod alle spillere at gribe bolden, og derfor var der ikke brug for en egentlig målmand. Men med regel­ændringen i 1870 blev det forbudt for alle spillere at bruge hænderne. Der gik dog kun et enkelt år, før man indførte målmanden, som nu måtte tage med hænder, når han forsvarede sit eget mål. Allerede to år efter var det nødvendigt at begrænse det, så målmanden ikke måtte bevæge sig med bolden i hænderne.

Den regel er siden ændret flere gange. Først fik målmanden lov til at tage to skridt med bolden (1883), så fire skridt (1931), og i 1997 kom den seneste ændring, så målmanden i dag må tage så mange skridt med bolden i hænderne, som vedkommende kan nå på de seks sekunder, det er tilladt at holde bolden.

I dag ved alle godt, at målmanden kun må tage med hænder i eget straffesparksfelt, men det kom også efter en række regelændringer.

Oprindeligt måtte han tage med hænder for at forsvare eget mål, men i 1887 blev det begrænset til, at han kun måtte tage med hænder på egen banehalvdel.

I 1901 fik målmanden lov at tage med hænder, uanset om det var for at forsvare eget mål eller ej, og først i 1912 blev det bestemt, at han kun måtte tage med hænder i straffesparksfeltet, som var blevet indført 10 år tidligere.

Og mens målmandsposten i dag ses som en af de vigtigste, så har det bestemt ikke altid været sådan. I tiden før den første fodboldlov var der flere varianter af fodbold, hvor man brugte målmænd - gerne flere af dem på hvert hold.

Og her var det de svageste spillere, der blev sendt på mål med den utaknemmelige opgave at stoppe modstandernes store spillere, når de kom løbende med bolden.

En mand blev ofret til at løbe frem mod angriberen og formodentlig blot blive verfet til side. Imens kunne de andre målmand samle sig, og forhåbentligt kunne de stærke markspillere så nå hjem.

Første udskiftning

Det har helt sikkert givet en del skader. I moderne fodbold klarer man den slags med udskiftninger, men de blev først indført i 1953.

Horst Eckel fra Vesttyskland blev den første spiller, der blev skiftet ind, da han i en landskamp mod Saarland erstattede den skadede Richard Gottinger. Eckel var året efter med til at vinde VM med Vesttyskland, mens Gottinger ikke fik flere landskampe.

Det engelske FA tillod først udskiftninger fra 1965-66-sæsonen, og her fik Charltons midtbanespiller Keith Peacock æren af at blive første indskifter, da han 21. august 1965 erstattede målmand Mike Rose i en udekamp mod Bolton. Samme dag blev også Barrows Bobby Knox skiftet ind, og han blev den første indskiftningsspiller til at score et mål.

Holdene havde kun en udskifter, og indtil 1965-66-sæsonen var det kun tilladt at skifte ud inden kampstart i tilfælde af sygdom eller lignende.

De første to sæsoner var udskiftning kun tilladt i forbindelse med skader. Helt forudsigeligt gav det dog en række tvivlsomme skader, og man besluttede derfor at tillade udskiftninger af taktiske årsager.

Ved VM-slutrunden var udskiftninger dog stadig ikke tilladt, og først i 1970 blev det tilladt at skifte ud.

Den ene udskifter er siden blevet til først to og siden tre. Og ved dette VM har man endda indført den fjerde udskiftning.

Holdene har stadig tre udskiftninger hver i ordinær tid, men hvis kampene skal ud i to gange 15 minutters ekstra spilletid, får de hver tildelt en ekstra udskiftning.

Og igen gælder der særregler for målmanden. Normalt må man nemlig ikke skifte ud i en straffesparkskonkurrence, men bliver ens målmand skadet, må man gerne skifte ham ud - forudsat man ikke allerede har brugt alle sine udskiftninger.

Anfører uden særlige rettigheder

Med alle sine rettigheder er det forståeligt, at målmandens tøj skal adskille sig fra de andre spilleres. På den måde er det kun målmændene med deres tøj og anførerne med deres armbind, der skiller sig ud.

Anførerens pligter er dog få. De begrænser sig i det store hele til at være med til lodtrækningen før kampen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Simon Kjær med anførerbindet på venstre arm. I fodboldens barndom havde det været hans opgave sammen med modstanderens anfører at dømme kampen. I moderne fodbold har han ingen rettigheder ud over de andre spilleres. Foto: Scanpix


Inden dommeren blev indført havde de to anførere som gentlemen ellers ansvaret for, at kampen blev afviklet ordentligt. Og det kan man faktisk se en rest af i de moderne fodboldregler.

»Anføreren har ingen speciel status eller specielle rettigheder, men han har en vis grad af ansvar for sit holds opførsel«, står der i fodboldloven.

Alle andre spillere er i fodboldlovens forstand bare spillere. Den eneste spiller, der skal være på banen, er målmanden. Men han må ikke være alene.

Til VM og i Superligaen bliver en kamp stoppet, hvis et hold ikke længere er mindst syv spillere.

Her skiller Danmark sig ud, for i seriefodbolden bliver kampen ikke stoppet, hvis et hold kommer under syv spillere. Men der skal være mindst syv, når dommer fløjter kampen i gang.

arrow Et målspark er vel bare et målspark
14. juli 2018 kl. 09:17 Opdateret: kl. 16:17
arrow Fra simpel igangsættelse til angrebsvåben
13. juli 2018 kl. 14:17 Opdateret: kl. 12:34
arrow Straffespark som værn mod bevidst snyd
12. juli 2018 kl. 12:32 Opdateret: kl. 12:32