21. november 2018
Offside vækker også følelser ved VM. Reglen er udskældt, men den har været med fra starten og været afgørende for den taktiske udvikling.Foto: Scanpix
Offside vækker også følelser ved VM. Reglen er udskældt, men den har været med fra starten og været afgørende for den taktiske udvikling.Foto: Scanpix
Foto: LUIS ACOSTA/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den umulige regel ændrede spilsystemet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den umulige regel ændrede spilsystemet
Lokalsport - 08. juli 2018 kl. 19:47
Af Christian Dahl
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I danske fodboldkredse blev der nærmest talt om en revolution, da fortolkningen af offside-reglen i 2004 betød, at en spiller ikke var strafbar offside, når bolden blev spillet imod ham, men først når han rørte den.

arrow Læs også: Hjørnesparksmål er en særlig disciplin

I Danmark havde man hidtil dømt offside for at indvirke på spillet, hvis et indlæg blev slået i feltet, og en af angriberne foran mål var offside. Men siden 2004 har man kun fløjtet for at indvirke på spillet, hvis det rent faktisk var spilleren i offside-position, der modtog bolden.

Den fortolkningsændring er dog for intet at regne i forhold til regelændringen i 1925, der fik målscoringen til at eksplodere og spillesystemet til at ændre sig.

Fodbold har været spillet i mange hundrede år, men først midt i det 19. århundrede blev reglerne skrevet ned, og fodbolden kom i faste rammer.


Det første forsøg på at nedskrive fodboldreglerne var i 1848 i Cambridge, og i 1857 kom Sheffield-reglerne - samme år som verdens første klub, Sheffield FC blev stiftet. Den første fodboldlov kom i 1863 under den engelske Football Association (FA). Modstanderne af fodboldloven grundlagde i stedet rugby. De var især utilfredse med, at man ikke længere måtte hverken kaste bolden eller sparke modstanderen.


Under VM tager vi et kig på fodbolden og dens udvikling i 17 artikler med udgangspunkt i de 17 paragraffer i den gældende fodboldlov.


Denne artikel er den 11. i rækken og handler om paragraf 11: offside.

Og helt fra fodboldens barndom i første halvdel af 1800-tallet har der været uenighed om reglen.

Militærregel blev til offside

Selve navnet stammer fra militæret, hvor en spiller »off the strength of his side« mistede alle sine rettigheder og privilegier, og ikke kunne få dem tilbage ved egen hjælp. På samme måde mister en fodboldspiller, der er »off his side« - altså uden for holdet, retten til at deltage i spillet. Og han kan kun få retten tilbage, ved at en anden spiller rører bolden, eller den går ud.

Oprindeligt var man altså off side i to ord. I mange regler eksisterede begrebet, men blev endnu ikke kaldt offside, men i reglerne fra Uppingham School i 1862 optræder begrebet off-side - altså nu med bindestreg. Først i 1997 blev off-side til offside, som vi skriver det i dag.

Næsten alle de tidlige skoleregler havde offside med i en eller anden form. I rugby er reglen den dag i dag, at man er offside, bare man er foran bolden. Det skaber et spil, der handler om at drible igennem modstanderens forsvar.

I Cambridge-reglerne fra 1848 skulle der være mere end tre forsvarere mellem angriberen og målet, hvis han var foran bolden.

I Sheffield, som var en af fodboldens første hovedstæder, havde man til gengæld slet ingen offside-regel. Her var det normalt at spille med »kick throughs«, som var spillere, der lå tæt på modstandernes mål, som man forsøgte at sparke bolden op til.

På det tidspunkt måtte spillerne stadig gribe bolden, så spillet har kunnet flyttes effektivt.

I moderne fodboldtaktik er en targetmand det tætteste, vi kommer Sheffields »kick throughs«.

Ingen sympati for fiskere

Bortset fra i Sheffield blev der set lidt ned på spillere, der lå på den anden side af forsvarslinjen. Ord som »loitering« og »sneaking« blev brugt lovteksterne. Det kan oversættes til spillere, der drev eller sneg sig rundt.

I den første lovbog fra det engelske FA blev ordet offside ikke brugt, men man havde reglen fra rugby om, at man ikke måtte være foran bolden, når en medspiller sparkede til den.

Det er nok også i det lys, man skal se de første opstillinger med op imod otte angribere. Bolden skulle jo dribles forbi forsvaret.

Men i 1866 kom ordet offside ind i lovbogen, da man indførte reglen om, at man kun måtte være foran bolden, hvis mindst tre modspillere var imellem en selv og modstanderens mål.

Det minder om Cambridge-reglerne, men der er den lille ændring, at »mere end tre« er blevet til »mindst tre«.

I de kommende små 60 år skete en række småændringer. Men reglen om tre forsvarsspillere beholdt man.

I 1873 blev man enige om, at offside skulle vurderes i afleveringsøjeblikket, og dermed åbnede man reelt op for den dybe stikning til hurtigløberen.

Fra starten var målspark undtaget fra offsidereglen, selv om det oprindeligt var formuleret som kick off bag mållinjen. Samme regel gælder i dag for hjørnespark og indkast, og det kom ind i fodboldloven i 1881 og 1921. Man er heller ikke off side, når dommeren lader bolden falde. Det har været skrevet direkte ind i fodboldloven, men er slettet igen, da det er en logisk følge af, at offside-positionen skal vurderes, når en medspiller spiller bolden. Siden 1907 har man kun kunnet være offside på modstanderens banehalvdel.

Der var hurtig enighed om, at man ikke skulle straffe en spiller i offside-position, hvis han ikke havde betydning for spillet, og det blev skrevet ind i fodboldloven i 1903. I 1920 blev det omformuleret til at indvirke på modstanderen eller spillet, og i 1922 blev det at genere en modspiller tilføjet som en strafbarhed.

Offside-fælden kostede scoringer

Men offside var blevet en del af fodbolden, og nogle mente, den ødelagde den.

Holdene begyndte at spille med offside-fælde, hvor forsvarsspilleren i sidste øjeblik inden stikningen til angriberen trådte et skridt frem, så der blev offside. Det var relativt risikofrit, da det var nok at tredjebageste forsvarsspiller gjorde det. Derfor kunne man stadig have både en målmand og en ekstra forsvarsspiller foran eget felt som gardering.

Den irske landsholdsspiller Billy Mccracken var særligt berømt for offsidefælden, som han i Newcastle arbejdede sammen med Frank Hudspeth om.

I 1924-25-sæsonen nåede Newcastle op på uhørte seks 0-0-kampe, og noget måtte gøres for at redde fodbold som tilskuersport.

I England afprøvede man to forskellige løsninger i en række kampe. Dels en ny linje på tværs af banen 35 meter fra mål, som man ikke kunne være offside bag, og dels at ændre tredjebageste modspiller til næstbageste modspiller.

Det sidste virkede bedst, og skotterne var med på ideen. Derfor var det dem, der stillede forslaget til lovændringen til IFAB, som bestemmer fodboldloven.

Reglændring revolutionerede taktikken

Regelændringen blev indført fra starten af 1925-26-sæsonen, og forblev derefter uændret indtil 1990. Det samme kan man ikke sige om fodboldspillet.

For ændringen fik kolossal betydning rent taktisk.

Huddersfield var blevet engelske mestre i 24/25 med en målscore på 69-28, men da de vandt deres tredje titel i træk året efter under den nye offside-regel, var målscoren 92-60.

I det engelske ligasystem samlet gik man fra 4.700 mål til 6.373 mål i i 1.848 kampe.

Nu kunne man for alvor spille bolde i bagrum, og så begyndte der for alvor at ske noget med taktikken.

Offside-fælden var måske den første egentlige defensive taktik, men nu skete der også noget med formationen.

Huddersfields succes-manager Herbert Chapmann var samtidig skiftet til Arsenal, og han blev manden, der revolutionerede taktikken.

I den oprindelige 2-3-5-formation (to fullbacks, tre halfbacks og dem angribere fordelt som to wings, to innerwings og en spydspids) havde de to fullbacks i høj grad levet af offside-fælden. Men nu fik de det svært.

Løsningen lå i, at man trak den midterste halfback længere tilbage. Han havde inden offside-ændringen ligget og forsynet angriberne med bolden som en slags offensiv midtbanespiller.

Og det var for ikke at miste den del af spillet, at Herbert Chapmann var modvillig til at trække sin centerhalf tilbage. Noget som Arsenals erfarne spiller Charlie Buchan ellers kraftigt anbefalede.

Men efter et nederlag til Newcastle, der netop spillede med en defensiv centerhalf skete der ting og sager.

Chapmann rykkede sin centerhalf Jack Butler ned på linje med de to fullbacks og bad ham om at begrænse sine offensive aktioner. Til at forsyne angrebet med bolde havde Charlie Buchan foreslået sig selv, men Chapmann ville gerne behole ham som innerwing og mulig målscorer. I stedet forfremmede han Andy Neil fra tredjeholdet og gjorde ham til tilbagetrukket innerwing.

Ifølge Jonathan Wilsons bog »Fra pyramiden til 4-4-2 fodboldtaktikkens historie« beskrev Chpmann ham som »så langsom som et begravelsesoptog«, men også »... har boldkontrol og kan stå stille med foden på bolden, indtil han beslutter sig«.

To dage efter vandt Arsenal 4-1 ude over West Ham i den nye formation, og holdet endte som sølvvinder efter Chapmanns tidligere klub Huddersfield.

Næste sæson havde holdene luret Arsenal og udnyttede den offensivt tænkede centerhalfs begrænsede defensive orientering. I stedet hentede Chapmann winghalfen Herbie Roberts, som blev decideret midterforsvarer mellem de to full- backs.

Systemet udviklede sig, og snart blev også den anden innerwing trukket en smule tilbage. Nu stod man med den i dag klassiske WM-opstilling, hvor de fem forreste står som punkterne i et W, mens de fem bageste står som toppunkterne i et M.

Dermed fik man trukket både nummer 8 (højre innerwing) og nummer 10 (venstre innerwing) tilbage som offensive midtbanespillere, hvor de lå sammen med de to tilbageværende halfbacks med nummer 4 og 6.

Siden er der afprøvet mængder af opstillinger og taktikker. Men selv i moderne fodbold snakker man stadig om en 6'er som en defensiv midtbanespiller, en 10'er som en offensiv midtbanespiller og en 8'er som en felt til felt-midtbanespiller.

Flere forsøg med offside i 1970'erne

I 1970'erne begyndte man igen at snakke om ændringer af offside-reglen. Skotland forsøgte sig i 1973-75 i ligacuppen med en regel om, at man kun kunne være offside, når man var foran kanten af modstandernes straffesparksfelt. Ideen blev droppet.

Skotland var dog ikke færdig som prøveklud, da landet i 1987-88 i de lavere rækker eksperimenterede med, at man ikke kunne være offside på direkte frispark. Men også det blev droppet.

Faktisk er der kun sket små justeringer og ændringer i fortolkningen siden 1925.

I 1978 blev det efter walisisk ønske indført, at det er strafbart at opnå en fordel af sin offside-position.

Dermed har vi de tre gældende strafbarheder at indvirke på spillet, genere en modspiller og opnå en fordel af sin position.

Efter VM i 1990 justerede man reglen, så man nu måtte være på linje med næstbageste forsvarsspiller, og det er i 2005 præciseret til kun at gælde de dele, amn må spille fodbold med - altså ikke arme og hænder.

I 1995 ændrede man lovteksten fra at søge en fordel til at opnå en fordel. Og det er siden præciseret, at både for at indvirke på spillet og for at opnå en fordel, skal man per definition røre bolden.

At fart og kompleksitet så stadig gør det svært for dommerne at dømme rigtigt, er en anden ting. Bip-flag og headsæt har gjort kommunikationen nemmere, men ikke at få kendelserne rigtige.

Til gengæld kan tilskuerne se situationerne på storskærm, og mange tror, at VAR hjælper til ved VM.

Det gør de ikke. Med den ene undtagelse, at alle scoringer bliver set igennem, og her kan VAR godt se på offside.

arrow Et målspark er vel bare et målspark
14. juli 2018 kl. 09:17 Opdateret: kl. 16:17
arrow Fra simpel igangsættelse til angrebsvåben
13. juli 2018 kl. 14:17 Opdateret: kl. 12:34
arrow Straffespark som værn mod bevidst snyd
12. juli 2018 kl. 12:32 Opdateret: kl. 12:32