28. maj 2020
Raklevs U10-spillere linet op i passende afstand ved den første træning på banerne ved Røsnæshallen. Foto: Jesper Hansen
Raklevs U10-spillere linet op i passende afstand ved den første træning på banerne ved Røsnæshallen. Foto: Jesper Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Serieklubber på vej tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Serieklubber på vej tilbage
Lokalsport Nordvestnyt - 15. maj 2020 kl. 12:35
Af Anders Vestergaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De havde haft det på fornemmelsen i et stykke tid, så da statsminister Mette Frederiksen i slutningen af sidste uge gav alle landets fodboldklubber grønt lys til at genoptage træningen, var bestyrelse og trænere i Kalundborg GB forberedt til støvlesnuderne op til den første træning for en række ungdomshold på anlægget i Munkesøen i mandags.

For at være på forkant med den helt specielle situation, havde blandt andre klubbens formand og træner Jesper Aagaard stået bag en prøvetræning med otte spillere fra sin 2006-årgang.

- Bagefter vendte vi vores erfaringer med bestyrelsen og ikke mindst med trænerne, så de havde en plan og kunne skabe den vigtige ro, når de skulle i gang. Og nu er vi klar, fortæller Jesper Aagaard efter den første træning under de helt særlige forhold med opdelinger af banen og de gængse afstandskrav, der dog er lempet inden for de seneste dage.

Han roser Kalundborg Kommune, der allerede efter, at myndighedernes første gang åbnede for visse udendørsaktiviteter, har passet og plejet kommunes baner, så de står i perfekt stand og klar til brug.

Fodboldspillerne skal stadigvæk overholde specielle corona-regler, udstukket af myndigheder og DBU.

- Det var ikke optimalt første gang, da vi ikke kunne træne med kontakt, men det har vi heldigvis fået lov til nu. Ellers var træningen i mandags begrænset til skudtræning, tekniske øvelser og fysisk træning. Men det vigtigste er, at der nu kommer liv i klubben. Vi kunne nok ikke tåle en lukning på et halvt åt. Så vi griber chancen nu og håber på at både trænere og spillere bliver og klør på, siger Kalundborg-formanden, der glæder sig over de seneste lempelser i restriktionerne.

- Det er et stort skridt i den rigtige retning og giver flere træningsmuligheder, siger Jesper Aagaard.

Serie 2-klubben har indtil videre åbnet for alle årgange fra og med U10. Tirdag aften blev det seniorernes tur til at genoptage træningen.

Naboklubben Raklev spiller i fodboldens serie 1 og kom også i gang med træningen mandag, hvor to drengeårgange og en pigeårgang var i aktion under de specielle forhold med tekniske øvelser, skud på mål og motionstræning.

Klubbens seniorer havde første træningsaften tirsdag, og så er det ellers meningen at de øvrige hold starter i løbet af den kommende tid, hvor de seneste lempelser i forhold til kontakt og antal spillere på trænings-banerne formentlig har gjort det lidt nemmere.

- Der er træningstid på banerne fra klokken 16 og frem til klokken 22, og vi har været i gang med skiltning og anvisning til afvaskning af rekvisitter. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville være i praksis, og om vi kunne styre det. Men det gik egentlig nogenlunde, fortæller Raklev-formand Jesper Hansen, der sammen med den øvrige bestyrelse har haft travlt i den sidste uges tid med de mangeartede forberedelser.

Også Raklevs formand glæder sig over fodboldbanernes gode stand, men han er spændt på, hvor længe klubben kan fastholde motivationen hos spillerne, så de fortsætter trods de anderledes forhold.

Myndighedernes og forbundenes corona-regler er under konstant forandring i disse dage. Kulturministeriet og DIF har netop offentliggjort de nyeste retningslinjer, som blandt andet betyder, at afstanden på to meter mellem fodboldspillere ikke længere er nødvendig under selve træningen. Derudover frarådes det ikke længere at heade og bruge hænderne ved indkast, mens man nu også må skulderskubbe og tackle.

- Det giver meget mere frihed og mulighed for øvelser i gruppen. Og i næste uge holder vi møde med trænerne for de yngste, så vi måske kan starte flere årgange, siger Jesper Hansen.

Det er efterhånden et stykke tid siden, at DBU Jylland og DBU Fyn har suspenderet forårssæsonen, og Jesper Hansen undrer sig lidt over, at der ikke er kommet en melding fra DBU Sjælland endnu.

I serie 1-klubben Fårevejle glæder den relativt nyvalgte formand Allen Hansen sig over, at Odsherred Kommune igen har åbnet banerne. Formanden træner selv klubbens U12-piger, og de var i aktion onsdag, umiddelbart inden de seneste lempelser om kontakt, afstand og antal spillere på banen indløb.

Og selv om Allen Hansen og pigerne ikke nåede at få gavn af de nye signaler fra myndigheder og forbund, letter det i høj grad trænernes arbejde fremefter, mener formanden.

- Det var visse udfordringer i forhold til at holde afstand, spritte af og forlade anlægget. Med de nye lempelser kan vi komme så tæt på at spille almindelig fodbold, og det er en god erfaring, som jeg kan give videre til senior- og ungdomsholdene, der startede forskudt torsdag aften, fortæller Allan Hansen, som ikke umiddelbart tror på at turneringsfodbolden kommer i gang før sommerferien.

- Det vigtigste er, at vi er kommet i gang med at træne, og vi har fået en gylden mulighed for at få lidt af det sociale sammenhold tilbage. Spillerne har savnet hinanden. Så nu må vi nok bare tænke tilbage på foråret 2020, som tiden, der mindede mest om at spille bordfodbold, smiler Allan Hansen.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?