7. marts 2021
Stenhus har i samarbejde med håndboldklubberne i Holbæk og Jernløse et hold i kvindernes 1. division i U19. På billedet er det Emma Kolding, der kommer i kleme. Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Stenhus har i samarbejde med håndboldklubberne i Holbæk og Jernløse et hold i kvindernes 1. division i U19. På billedet er det Emma Kolding, der kommer i kleme. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Samarbejde og udvikling skal skabe elite

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Samarbejde og udvikling skal skabe elite
Opdateret 13. februar 2021 kl. 09:37
Lokalsport Nordvestnyt - 13. februar 2021 kl. 09:35
Af Christian Dahl

Mens sporten på seniorsiden i Holbæk har svært ved at nå den nationale top, ser det langt bedre ud med talentudviklingen. Og den er i høj grad blevet centreret omkring Stenhus Sportscollege, som tæller både danmarks- og europamestre, landsholdsspillere og ligaspillere blandt eleverne.

Og rektor Per Farbøl mener, at der er gode muligheder for talentudviklingen, som kan komme til at skubbe senior-sporten et niveau eller to opad.

- For hele Holbæk gælder, at man skal snakke talentudvikling i stedet for elitesport. Vi vil udvikle vores talenter, og der vil vi bruge vores ressourcer. Så får vi se, hvor langt det fører, siger Per Farbøl.

Og det leder ham naturligt over i næste pointe, som handler om samarbejde.

- Et hav af små klubber har svært ved at klare sig, og det gælder alle idrætsgrene. Det kræver et godt samarbejde, hvis man skal have nogle store spændende træningsgrupper. Der er man nødt til at tænke i samarbejde. Og så tror jeg, at man skal tænke i udvikling og ikke så meget i resultater. Så kan det være det kommer. Faren er mange gange, når nogen tænker på elite eller succes, så handler det om, at herre- eller dameholdet eller nogle enkelte udøvere skal spille i 3. division eller et eller andet. Det har ikke sin gang i Holbæk-området. Man skal bygge på nedefra. Det skal være lokale. Der er ikke nogen nem vej til det her, og man kan ikke købe sig til noget. Og det, man har at købe for, gør, at det er begrænset, hvad man kan købe. Derfor tror jeg, at det kræver en enorm målrettethed og samarbejde omkring talentudvikling. Det er sådan set også der, vi går ind og siger, at vi vil gerne være med til at samarbejde. Vi har samarbejde med badmintonklubben, basketballklubben, fodboldklubben, håndboldklubben og tennisklubben, siger Per Farbøl.

Is i maven

Selv om det kan lyde kedeligt og bagstræberisk ikke at sætte mål om topplaceringer i de voksnes rækker, så mener rektoren alligevel, at et øget fokus på talentudvikling vil løfte seniorsporten.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at et mål om elitesport i 1. division i en idrætsgren skal være målet. Man skal have is i maven, og så skal man satse på at udvikle mange dygtige unge mennesker. Jeg tror på, at bredde kan godt give elite, men jeg tror ikke nødvendigvis, at elite skaber bredde. På en eller anden måde så skal man bygge nedefra. Og det tror jeg er vejen frem, hvis man vil gøre noget i Holbæk. Kan man lave noget, der er så attraktivt, at unge talenter ikke stikker af, men faktisk synes, at de får udfordringer i Holbæk, så tror jeg, man er nået langt, siger Per Farbøl.

Det attraktive skal bestå i et godt og udfordrende træningsmiljø, hvor de bedste kan blive endnu bedre. Og det miljø mener han, at Stenhus har fået opbygget på sit sportscollege med dygtige trænere og tilknyttet testcenter.

- Der er dygtige sportsfolk hist og her. Det, de mangler, er måske at være nogle flere sammen, og at nogen udvikler dem lidt, og at opdage - som jeg tror nogle af håndboldspillerne har opdaget - at hvis man kun træner to gange om ugen, så er det altså svært at flytte sig ret meget. Og faktisk bliver det lidt sjovere, når man flytter sig og pludselig kan nogle ting, man ikke kunne før. Og jeg tror, det er den oplevelse, nogen mangler indimellem at blive presset lidt og måske træne en gang mere, end man umiddelbart synes, man havde tid til. Når man tænker på, hvor meget tid man bruger på at arbejde med at lære andre ting, kan jeg godt undre mig over, at nogle tror, man kan blive meget bedre ved bare at gå et par gange om ugen og træne for halv kraft. Der synes jeg, erfaringen er, at mange af dem, man tager ind, som måske ikke er superstjerner, de flytter sig virkelig, virkelig meget, når de får noget kvalificeret træning, siger Per Farbøl.

Elite på tværs

Ud over dygtige trænere mener Per Farbøl, at det er afgørende, at Stenhus kan være med til at skabe et elitemiljø på tværs af idrætsgrenene. Og så mener han, at de som gymnasium med tilknyttet talentudvikling kan noget, der kan supplere klubberne.

- Vi er jo et specielt tilbud, man søger ind til, fordi man specielt gerne vil noget. I det øjeblik, man har gjort op med sig selv, hvad man gerne vil, så køber man en pakke (kravene på Stenhus Sportscollege, red.), man kender, og den er stor, og man vil gerne have den. Hvorimod i en klub kan der være mange forskellige årsager til, man kommer ind, og meget forskellige ambitionsniveauer, og der skal på en eller anden måde være plads til alle. Så det er meget nemmere for os at målrette og sætte i system og stille krav, for man har valgt den pakke, fordi man gerne vil have den. Og det betyder meget, at de andre også vil. At træningsmoralen er høj. Det kan vi se, når vi har trænet sammen med andre. Vores er der jo hver gang, også selv om de skal komme seks gange om ugen. Nogle af dem, der skal være der to gange om ugen, de kan ikke finde ud af at komme mere end hver anden gang. Og det går jo i selvsving. Når man først er en del af det, så er det naturligt. Og det er også det, der gør, at vi kan komme langt. De er der hele tiden, og de er der hver gang, og de fleste af dem er meget målrettede. Mange af vores sportsfolk er også dygtige i skolen, fordi de arbejder enormt koncentreret og planmæssigt. Men ellers hænger det ikke sammen, så det er man næsten nødt til, siger Per Farbøl.

Unge kan flytte seniorer

Rektoren anerkender, at Stenhus også tiltrækker folk, der ikke kommer fra Holbæk, og som sandsynligvis tager væk igen efter deres ungdomsuddannelse. Ikke mindst i basketball, hvor talentmiljøet i Danmark er så lille, at der bliver fyldt op med både bulgarere, spaniere og islændinge. Men rektoren håber alligevel, at Stenhus kan skubbe Holbæk-området i den rigtige retning.

- Jeg tror på, hvis spillerne har haft en fantastisk god tid i Holbæk, så er der en tilskyndelse til at blive, fordi man måske på seniorniveau får noget, som er attraktivt. Hvis du er en vældig, vældig dygtig ung håndboldspiller i dag i Holbæk, kan du se frem til at komme op at træne to gange om ugen på et damehold, der måske ikke har ret mange ambitioner, men de har det fint i 3. divison. Det vil ikke under nogen omstændigheder være attraktivt for sådan en vældig dygtig spiller. Det, vi gør, er jo, at det sidste år, de spiller U19, er de oppe at spille på 3. divisionsholdet. Så pludselig render der en hel del piger rundt på 3. divisionsholdet, som er unge og ambitiøse og gerne vil. Så rykker de jo en række op, og så kan man måske holde på de unge et år eller to mere, mens de har sabbatår. Så vi håber da, at det smitter af opad, så der bliver noget spændende håndbold på et fornuftigt niveau også for seniorer. Så kan der da godt være de flytter på et tidspunkt. Men hvis vi ikke havde været der, så var de måske flyttet midt i ungdomstiden, siger Per Farbøl.

Øget tilflytning til Holbæk og nye uddannelser i byen er efter Per Farbøls mening med til at tegne et lyst billede af sportens fremtid i området. Men han mener, at de første vigtige skridt handler om samarbejde og om at sikre en stor bredde hos de mindste.

- Ingen hemmelighed, at det har taget lidt tid at nå dertil med håndboldklubben, hvor vi er nu. Til gengæld er vi jo sådan nu, at vi har et fantastisk samarbejde. Vores ambition er inden for håndboldverdenen er sammen med Holbæk Håndboldklub - og senere også andre klubber- at sørge for, at der på alle alderstrin er håndboldhold i Holbæk på et niveau, så der både er til de rigtigt dygtige og til mellemspillerne, og man får noget god spændende sjov udviklende træning. Vi har ikke fastsat, hvor vi skal ende henne, men for os handler det om at skabe kvalitet og bredde, siger Per Farbøl.

Og så ser han masser afmuligheder i samarbejde omkring Holbæk Sportsby.

- Udfordringerne ligger i, at der er så mange forskellige små klubber, som hver for sig har en opgave, der er meget udfordrende, og man er måske meget optaget af overhovedet at få hverdagen til at fungere, så det kan være svært at få overskud til at samarbejde om at udvikle nogen ting.

- Jeg tror faktisk, der er rigtigt gode muligheder, hvis man kan finde ud af at gøre tingene i fællesskab. Nogle gange skal man gøre nogle ting. Man skal selvfølgelig have meget store planer, men nogle gange skal man også bare gå i spidsen og gøre noget. Tag de muligheder, der er. En af dem, der ligger til højrebenet, det synes jeg er sportsbyen, hvor så mange klubber rent faktisk mødes. Så brug da for hulen sportsbyen til at samarbejde på tværs, se hinandens kampe, prøv at være med til hinandens træninger, træn på tværs, og hvorfor får man ikke en til at lave regnskab for alle klubberne? spørger Per Farbøl retorisk.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?