
Divisionerne i badminton skulle efter planen være genstartet efter coronapausen den 8. maj, men Badminton Danmark har besluttet helt at annullere sæsonen for alle rækker under ligaen.
Det betyder, at der hverken kommer op- eller nedrykning, og dermed skal Holbæk som bedst placerede nordvestsjællandske hold igen spille i 2. division efter sommerferien.
- Det er rimeligt nok. Det er svært nok efter et halvt år at skulle samle holdet igen, siger Holbæks formand Ole Colberg.
Baadminton Danmark har orienteret klubberne i en mail lige før påsken.
- Som det vil være jer bekendt bliver der sandsynligvis først åbnet for indendørsidræt for voksne over 18 år den 6. maj og det fremgår ikke på nuværende tidspunkt, i hvor høj grad forsamlingsforbuddet bliver lempet væsentligt, eller hvilke andre restriktioner, der vil være gældende. Forventningen er, at vi først får endelig afklaring på disse spørgsmål tæt op imod den 6. maj. Det er derfor, med beklagelse, blevet besluttet, at DH-turneringen, bortset fra Badmintonligaens Final Four, ikke vil blive færdigspillet, skriver Badminton Danmark ifølge Badmintonbladet.dk til klubberne.
Holbæk lå efter de første fire af syv planlagte kampe som nummer fire i 2. division pulje 2.
Og beslutningen om at annullere sæsonen hilses altså velkommen i Holbæk.
- Det kunne ikke være anderledes. Det er den mest logiske løsning. Næste skridt bliver at finde ud af, hvor klubben står, siger Ole Colberg.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her