45-årige Christian Sloth får ansvaret for at udvikle fodbolden for de yngste i Holbæk B&I.
Den oprindelige fynbo erstatter Anders Hall som børnefodboldudvikler i Holbæk B&I, hvor han får ansvaret for årgangene fra U5 til U12.
Han har tidligere haft en lignende funktion i Tuse, hvor han både har været en markant skikkelse, dr både har nået at være træner i børne- og ungdomsafdelingerne, ungdomskonsulent samt medlem af både diverse udvalg og klubbens bestyrelse.
Sideløbende har Christian Sloth siden 2016 været idrætskonsulent i DGI Midt- og Vestsjælland med ansvar for blandt andet at udvikle børnefodbold. Desuden han i 11 år undervist i fodbold på Idrætsefterskolen Klintsøgaard.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Jeg brænder for børnefodbolden og foreningslivet generelt. Der er et fantastisk fundament at bygge på i HB&I. Nuværende og tidligere engagerede mennesker i klubben har beskrevet retningslinjerne for børnefodbolden, som er et stærkt arbejdsredskab at tage udgangspunkt i. For mig handler det om at give børnene den bedst mulige start på det foreningsliv, som er så unikt for Danmark. Børnene lægger så mange timer i deres fritidsaktiviteter, så vi skal huske, at det har en stor betydning for deres udvikling som menneske. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad og hvordan vi gør tingene. Vi skal sikre, at det skal være sjovt og trygt at gå til fodbold med kammeraterne, når børnene er små. Det skal give dem lyst til at lære endnu mere, siger Christian Sloth ifølge en pressemeddelelse fra Holbæk B&I.
Og i Holbæk B&I bliver den nye mand taget imod med åbne arme,
- Jeg er meget glad for at vi har ansat Christian som vores nye børnefodboldudvikler. Christian var min topkandidat til funktionen. Han har god faglighed, stor erfaring med børnefodbold og ikke mindst bred viden om foreningslivet gennem sit job i DGI. Ham bliver vi glade for i HB&I, siger klubbens nyudnævnte sportschef Klaes Egel Rasmussen.
Christian Sloth begynder i sin nye funktion i Holbæk B&I den 1. marts.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her