18. september 2021
Claus Gottlob er blevet træner-assistent i Ishøj.
Claus Gottlob er blevet træner-assistent i Ishøj.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gottlob greb sjælden mulighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Gottlob greb sjælden mulighed
Opdateret 31. juli 2021 kl. 14:11
Lokalsport Nordvestnyt - 30. juli 2021 kl. 22:30
Af Anders Vestergaard

Når det første tal i ens alder er skiftet fra 4 til 5 er det med at slå til, når der kommer et attraktivt jobtilbud i fodboldens verden.

Det var i hvert fald sådan Tølløses cheftræner gennem de seneste otte år, Claus Gottlob, tænkte, da vennen og fodboldkollegaen Erdogan Aslan spurgte om Gottlob kunne tænke sig at blive assistenttræner for ham i danmarksserieklubben Ishøj IF.

- Jeg har været mange år i Tølløse både som bestyrelsesmedlem og træner, så jeg skulle lige bruge nogle dage til at tænke over det. Det var en lidt svær beslutning, men hvornår kommer sådan et godt og udfordrende tilbud igen? siger 50-årige Claus Gottlob, der har været i gang i sit nye fodboldjob i et par uger inden Ishøjs sæsonstart i danmarksseriens pulje 1 på hjemmebane mod Herstedøster IC på næste lørdag.

Claus Gottlob, der civilt arbejder i Danmark Statistik på Østerbro i København, spillede som aktiv for B1903, inden han og familien flyttede til Tølløse, hvor han ret hurtigt blev forældre-træner og bestyrelsesmedlem i fodboldklubben. Og lidt af nød blev han førsteholdstræner, da forgængeren stoppede pludseligt.

- Jeg startede i serie 2, hvor vi dén sæson spillede 21 kampe uden point, men vandt den sidste med 3-1. En frygtelig start, og det kunne kun gå fremad, så jeg blev hængende, smiler den nyslåede træner-assistent.

Han glæder sig til en lidt anden rolle på et højere niveau i fodboldens verden.

- Lige nu venter vi på, at de sidste spillere vender hjem fra ferie, så jeg skal lige stikke en finger i jorden og finde ud af klubbens rytme. Jeg får en lidt anden rolle som led mellem spillere og træner og skal ikke mindst arbejde med kemien i truppen for at opnå den bedst mulige stemning, så vi kan præstere optimalt. Det tiltaler mig at arbejde med detaljer i en trup, som er der hver gang, siger Gottlob, der har kendt Erdogan Aslan, den tidligere førsteholdsspiller og cheftræner i Holbæk. Svebølle og TFC Odsherred, i mange år.

I sidste sæson var Ishøj med i oprykningsspillet, men sluttede på en fjerdeplads. Og i den kommende sæson er målet igen at spille med i toppen, hvor der blot er en enkelt oprykningsplads at kæmpe om.

- Det er da svære betingelser og en sportslig udfordring ikke mindst med de to nedrykkere fra 2. division, Brønshøj og Avarta, blandt de 10 hold, lyder forudsigelsen fra Claus Gottlob.

Tølløse spiller i øjeblikket i serie 3, og den afgåede cheftræner husker ikke mindst pokalkampen mod Holbæks daværende divisionshold for nogle år siden, som et af højdepunkterne i Tølløse-tiden.

- Det er nok sundt at prøve nyt, og jeg kommer da nok også til at savne drengene. Men i stedet for et farvel er det måske snarere et på gensyn til Tølløse, siger Claus Gottlob.

Synes du, at kommunen er der for dig?