Amalie Søby Mortensen var næsten tre sekunder hurtigere end nærmeste konkurrent, da hun sikrede sig guld på favoritdistancen 400 meter fri ved de nordiske mesterskaber i svømning.
- Vi vidste ikke, hvor hun stod efter at have været ude hele november og meget af oktober med skade i ribbenet. Men hun fik markeret sig som en af de seniorsvømmere, man skal regne med fremover, siger Holbæk Svømmeklubs træner Michael Hinge.
På kortbanen til de nordiske mesterskaber i Thorshavn svømmede guldet hjem i ny personlig rekord på 4:10.33, mens norske Uliana Gorlova på andenpladsen svømmede i tiden 4:13.63.
Amalie Søby Mortensen er en del af Dansk Svømmeunions holdkap-projekt frem mod OL, og også ved de nordiske mesterskaber gjorde hun sin del i holdkappen. De danske kvinder med Amalie Søby Mortensen vandt guld i både fire gange 100 meter fri, fire gange 200 meter fri og fire gange. Og så var hun del af det danske hold, der vandt guld på otte gange 50 fri, som svømmes med mix-hold.
Det blev til yderligere to medaljer for Amalie Søby Mortensen, der individuelt tog sølv på 200 meter fri og bronze på 100 meter fri.
Holbæk Svømmeklub havde også David Arneskov med til de nordiske mesterskaber.
I juniorrækken blev det til en sølvmedalje i 400 meter individuel medley, og han kunne ærgre sig over afslutningen, da han lå til guld inden de sidste 25 meter.
- Det var en meget overraskende medalje. Om morgenen svømmede han virkelig langsom, men han kom alligevel videre i tredjehurtigste tid, siger Michael Hinge om svømmeren, som dog var et sekund fra sin tid ved DM.
Holbæk Svømmeklub har ingen svømmere med ved EM, der begynder onsdag i Glasgow.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her