

Se billedserie
Der stod 1-1, da dommeren fløjtede af efter de første 80 minutter af træningskampen mellem Holbæk og Slagelse lørdag i Holbæk.
Men holdene havde aftalt at spille tre halvlege a 40 minutter, og efter tredje halvleg, hvor holdene sendte andetholdene og ungdomsspillerne på banen, endte det hele 2-3.
Holbæks anfører Ferdinand Bangsgaard var tæt på at bringe hjemmeholdet i front allerede i første minut, men han sendte bolden over mål. Og blot 12 minutter senere måtte han lade sig udskifte efter et vrid i knæet. Holbæks træner Lars Feist forventer dog ikke, at det holder ham ude meget mere end en uge.
Resten af første halvleg kunne chancemæssigt ikke leve op til første minut, og stillingen ved pausen var 0-0. Tættest på en scoring var Holbæks lejesvend fra HB Køge Christian Toftdahl, som ramte stolpen.
Efter en lige første halvleg fik Holbæk overtaget i begyndelsen af anden halvleg, og Tarik Mourhrib scorede for anden træningskamp i træk, da han i det 56. minut scorede til 1-0. Frontanriberen Malte Sjørslev var faldet ned midt på egen banehalvdel, og derfra sendte han en skarp dybdebold til Tarik Mourhrib, som efter samspil med lejesvenden Casper Jørgensen fra HB Køge kom fri til afslutning i feltet.
Tre minutter senere var Tarik Mourhrib nok blevet vist ud, hvis det havde været en turneringskamp. Han blev nedlagt af Frederik Christensen tæt på Holbæks straffesparksfelt, og efterfølgende kom de to spillere i en infight, der let kunne takseres til to udvisninger. Dommeren valgte dog at tage en samtale med begge anførere og derefter giver Christensen og Mourhrib en advarsel hver.
Efter spilstoppet overtog Slagelse styringen af kampen, og de spillede sig til en række halv- og trekvart-store chancer og en myriade af hjørnespark. Og 12 minutter før udløbet af de første to halvlege fik Frederik Christensen udlignet på et langskud for Slagelse.
I slutminutterne var det dog Holbæk, der var tættest på at score. Både Mads Bobjerg Larsen og Victor Sørensen brændte oplagte chancer inde i feltet.
Det blev dog ved 1-1 efter de to første halvlege, men til gengæld kom der tre scoringer i reservernes halvleg.
Her startede Slagelse i et helt andet gear end Holbæk, og i halvlegens fjerde minut førte et opspil i højre side til, at Marius Kryger kunne score til 1-2 tæt under mål.
Seks minutter efter byggede Slagelse igen op i højre side, og denne gang var det Ismail Elmekkaoui, der netop er kommet til Slagelse fra Næstved, der scorede.
Lukas Jensen fik dog reduceret til 2-3 direkte på hjørnespark, og derfra blev halvlegen mere lige.
Der blev ikke scoret yderligere, og derfor endte de samlet 2-3 efter 120 minutters kamp.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her