20. februar 2020
Retten i Holbæk har idømt en 22-årig mand fra Skibby 50 dages betinget fængsel for to tilfælde af vold. Det ene i forbindelse med en serie 5-kamp i fodbold.
Retten i Holbæk har idømt en 22-årig mand fra Skibby 50 dages betinget fængsel for to tilfælde af vold. Det ene i forbindelse med en serie 5-kamp i fodbold.
Foto: Mik
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Betinget fængsel til spiller for vold efter serie 5-kamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Betinget fængsel til spiller for vold efter serie 5-kamp
Lokalsport Nordvestnyt - 17. januar 2020 kl. 18:05
Af Christian Dahl
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En 22-årig mand fra Skibby er ved Retten i Holbæk idømt 50 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for i to tilfælde at have slået med knytnæve.

arrow Læs også: 40 dages fængsel for vold efter fodboldkamp

Den 22-årige mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke.

Første episode var i forbindelse med en fodboldkamp i serie 5 i maj mellem Holbæk United og Skibby, mens anden gang var i trafikken mod en cyklist ved rundkørslen Hovedgaden/Selsøvej i Skibby.

Episoden ved fodboldkampen skete, da de to holds spillere efter slutfløjtet mødtes på midten for at give hånd og sige tak for kampen til modspillerne og dommeren. En af Holbæks Uniteds spillere ville ikke give hånd til den nu dømte, hvilket forårsagede et knytnæveslag fra den dengang 21-årige mand. Det slag erkendte han i retten, men forsvareren mente, at det skulle ses som nødværge subsidiært som en del af et slagsmål.

Den nu dømte forklarede i retten, at han prikkede til spilleren fra Holbæk United, som efterfølgende slog ham på venstre kind med knyttet hånd, hvilket fik ham til at træde ud af rækken og råbe på dommeren, hvorefter han selv slog spilleren fra Holbæk United.

Offeret erkendte i retten, at han ikke ville give hånd til Skibby-spilleren, da han tidligere i kampen havde haft et sammenstød med Holbæk Uniteds målmand, så målmanden måtte på skadestuen med mistanke om hjernerystelse.

- Jeg vælger ikke at give ham hånden, for jeg vil ikke vise ham den respekt. Jeg vil ikke spille mod ham igen, forklarede offeret i retten.

Han forklarede, at han blev puffet i ryggen, hvilket fik ham til at puffe til spilleren fra Skibby med foden, men afviste at have slået ham.

Derefter gik han videre i rækken, men hørte nogen råbe sit navn, og da han vendte sig om, blev han ramt af et knytnæveslag midt i ansigtet, så han brækkede næsen og knækkede to fortænder.

Flere vidner, herunder Skibbys træner, har set den nu dømte slå, mens der er større uenighed om, hvem der gjorde hvad fra offeret nægtede at give hånd, til han blev ramt i ansigtet af knytnæveslaget.

Tumult på banen

Efterfølgende var alle vidner enige om, at der var en større tumult. Der er enighed om, at offeret lå ned efter slaget, og at Skibby-spilleren også lå ned.

- Jeg bliver overfaldet af Holbæk Uniteds spillere og tilskuere. Jeg lægger mig i fosterstilling med hænderne oppe for at beskytte hovedet. Jeg bliver slået og sparket, forklarede Skibby-spilleren i retten.

Flere vidner havde set en person med tilknytning til Holbæk United ligge oven på den nu dømte.

- Det kunne godt se ud som om, han prøvede at beskytte ham, sagde en af den nu dømtes holdkammerater i retten.

Efterfølgende forlod Skibby-spilleren hurtigt spillepladsen, og han ringede til politiet på vej væk, da han følte sig forfulgt. Han tog på skadestuen i Holbæk, hvor også Holbæk Uniteds målmand og offeret for knytnæveslaget var. Skibbyspilleren forklarede i retten, at han følte sig så truet, så han bad personalet om hjælp. Herefter blev han undersøgt i andre lokaler og blev hjulpet en anden vej ud fra skadestuen.

Også dømt for slag mod cyklist

Retssagens andet forhold handler om en situation i Skibby, hvor en svensk bilist ifølge egen forklaring i retten var kørt fra cykelstien ud på kørebanen, fordi cykelstien var fyldt med grene.

Den nu dømte blev irriteret over, at cyklisten sinkede trafikken. Han forklarede selv i retten, at han dyttede af manden, som efterfølgende slog eller sparkede til hans bil. Svenskeren forklarede omvendt, at den 22-årige forsøgte at køre ham af vejen, og efterfølgende gav ham et knytnæveslag, som dog ikke gjorde nogen varig skade. Den 22-årige nægtede sig skyldig i dette forhold.

Anklageren forlangte en samlet straf på 60 dages fængsel, som dog skulle være betinget, da den 22-årige ikke tidligere er straffet.

Domsmandsretten kendte den 22-årige skyldig i begge forhold og takserede det til 50 dages fængsel med vilkår om samfundstjeneste.