

Se billedserie
Når den nye fodboldsæson begynder, bliver det for første gange med tre seniorhold fra FC Hornsherred. Spillerne kommer fra Jægerspris og Skibby
fodbold Tilløbet har efterhånden varet næsten et halvt årti.
Men nu tager Jægerpris IK og Skibby IK det sidste skridt og danner fremover fælles front på fodboldbanerne under navnet FC Hornsherred.
Samarbejdet har hidtil fungeret først på børne- og siden på ungdomsniveau. Og nu er tiden altså kommet til også at omfatte seniorholdene.
"Det har været længe undervejs, fordi vi ville sikre os, at det var det rigtige, vi gjorde, og at alle led var med i processen i begge klubber, så det ikke falder til jorden efter kort tid. Det er set før, og det er også tidligere sket for os selv i samarbejdet med Dalby. Men jo længere vi er kommet i processen, jo mere tydeligt har det også stået for os, at vi som klubber minder meget om hinanden," lyder det fra JIK-formand Lennie Hansen.
Han understreger, at FC Hornsherred ikke er et skridt mod nedlægning eller sammenlægning af moderklubberne:
"Vi skal fortsat dyrke det lokale. Men vi må også erkende, at det er blevet sværere og sværere at fastholde spillerne. Derfor begyndte vi med børneholdene, og da det virkede, så fortsatte vi det i ungdomsafdelingerne. Og nu er vi egentlig nået dertil, hvor alle vil blive taberne, hvis man vil splitte hold ad, som har spillet sammen i syv-otte år, fordi de som seniorer skal til at vælge enten Jægerspris eller Skibby. Enten risikerer man at alle vælger én klub, eller at det kommer det stort frafald. På den her måde undgår vi det, samtidig med, at vi egentlig forventer at kunne løfte holdene sportsligt, samtidig med, at det sociale er med. Vi skal ikke have et førstehold, der stikker helt af," siger Lennie Hansen til Lokalavisen.
FC Hornsherred har i den kommende sæson tilmeldt hold i serie 3, 4 og 5.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her