28. oktober 2020
Irene Jensen flyttede sammen med ægtefællen Preben fra Esbjerg til Skibby for et år siden for at være tættere på børn og børnebørn. Det har de ikke fortrudt, for de har aktivt gjort en indsats for at blive integreret i lokalsamfundet. Foto: BM
Irene Jensen flyttede sammen med ægtefællen Preben fra Esbjerg til Skibby for et år siden for at være tættere på børn og børnebørn. Det har de ikke fortrudt, for de har aktivt gjort en indsats for at blive integreret i lokalsamfundet. Foto: BM
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Irene efter 65 år i det jyske: 'Har ikke fortrudt vi flyttede til Skibby'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Irene efter 65 år i det jyske: 'Har ikke fortrudt vi flyttede til Skibby'

Irene og Preben Jensen ønskede at være tættere på børn og børnebørn, og samtidig leve aktivt seniorliv. Valget faldt på Skibby, og det har ingen af dem fortrudt

Lokalavisen Frederikssund - 01. juli 2020 kl. 15:55
Af Birgitte Masson

"Vi ville ikke flytte ud på landet til en lille by, uden at der skete noget. Det skulle ikke være opbevaring, vi ville også have mulighed for at leve et aktivt liv." Sådan siger Irene Jensen, 65 år, om hendes og ægtefællens beslutning om at flytte fra Vestjylland, hvor de har boet det meste af deres liv, til Sjælland, så de kunne være tættere på deres børn og børnebørn.

I dag har ægteparret boet i det lyse træhus lidt udenfor Skibby i et år. Og beslutningen om at flytte til Sjælland har de ikke fortrudt, for deres ønsker og drømme for den nye tilværelse er blevet opfyldt til fulde.

"Folk har taget fantastisk godt imod os. Man bliver taget meget bedre imod her end i Esbjerg. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har stået i køen i Aldi eller Netto, og folk så har vendt sig om og sagt: 'I komme da godt nok fra Jylland.' Det ville man aldrig høre folk sige i Esbjerg, om folk der kom fra København," fortæller Irene Jensen.

Strikker og syr

Noget af det første hun gjorde, da de var flyttet til Skibby, var at melde sig ind i en strikkeklub ved Skibby Bibliotek.

"Når man sidder og strikker, så går snakken, og så hører man noget om byen. Jeg meldte mig også ind i Skibby Aktive, for jeg tænkte, at hvis jeg melder mig ind her og forsøger at gøre et eller andet, så lærer man også byen og folk at kende."

Irene Jensen har i mange år arbejdet som teknisk designer på en kølefabrik i Esbjerg. Sideløbende har hun siddet i flere bestyrelser. Med andre ord er hun ikke typen, der sidder med hænderne i skødet ret længe ad gange. Hun vil gerne bidrage med noget. Og da hun udover at være dygtig til at strikke også kan lide at sy, opstod ideen om, at hun også herigennem kunne blive involveret i lokalsamfundet.

Foran os ligger stoftasker i alverdens farver og mønstre, alle med et label påtrykt med teksten 'Recykling by Skibby Aktive'. For i dag syr Irene Jensen tasker af genbrugsmateriale, stof i form af tykt bomuld som blandt andet Kirkens Korshær ikke kan sælge. Overskuddet fra salget går til Skibby Aktive.

"I Skibby Aktive har de hjulpet mig på vej med projektet. Taskerne sælger jeg både i bymidten og i Sønderby Kulturhus. Jeg skal også forbi Høkeren, for at høre om de vil sælge nogle af taskerne. Når Skibby Aktive igen må afholde markeder i Bymidten kan man også finde mig der."

Symaskinen under armen

Faktisk går det så godt med at sælge taskerne, at Irene Jensen har planer om at starte en syklub. Hun forestiller sig, at interesserede tager deres symaskine under armen, og at man så mødes hjemme hos hende en gang om ugen for at sy og snakke.

"Nogle mennesker siger, at man ikke skal ikke flytte efter sine børn, for de har jo deres liv. Vi har også vores liv. Men efter vi er flyttet, kan vi se hinanden oftere, og vi skal blandt andet passe børnebørnene her i sommerferien. Dem savnede jeg helt vildt, da vi boede i Jylland. Jeg manglede mine bedsteforældre, da jeg var barn, så jeg har været meget bevidst om, at jeg ville være en del af mine børnebørns liv," fortæller Irene Jensen. Hun er glad for, at det lykkedes hende at overtale sin mand til at flytte med.

"Vores venner sagde, 'du får ham aldrig flyttet', Preben var slet ikke vild med det. Men han kunne også godt se fordelen ved det i forhold til vores børn og børnebørn. I dag er Preben både meldt ind i jagtforeningen og fiskeklubben. Han er næsten blevet mere integreret end jeg," siger Irene Jensen og smiler.

Hvis nogle vil være med til at sy tasker sammen med Irene, kan man kontakte hende på mobil: 29728042.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?