22. januar 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ægtepar døde med 14 dages mellemrum: Henning og Ulla overlevede ikke covid 19

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ægtepar døde med 14 dages mellemrum: Henning og Ulla overlevede ikke covid 19

Lokalavisen genudgiver op til nytår en række af de artikler, læserne k(l)ikkede mest på i det forgangne år. Denne er én af dem.

Frederikssund - 30. december 2020 kl. 01:25
Af Anne Lønstrup

Hedebølgen omslutter hjemmet på Borgmestervænget i Frederikssund. Her er varmt og stille.

Reolerne er pakket med bøger og er et vidnesbyrd om, at her boede tidligere Henning og Ulla Skaarup, som i næsten 20 år drev Skaarup Bøger og Papir i Jernbanegade.

arrow Læs også: Utilfreds med Corona-svar fra minister

Nu sidder deres to voksne børn tilbage efter forældrenes død for få uger siden. De blev henholdsvis 75 og 80 år.

De indrykkede en annonce i Lokalavisen i den forløbne uge, hvor de takkede for opmærksomheden ved forældrenes død med ordene: "De døde begge som følge af den covid sygdom, de blev smittet med i hjemmet, på trods af, at der blev ydet god pleje og kompetent behandling."

Carsten Skaarup og Dorte Skaarup Poulsen har sagt ja til at fortælle om tabet og om tiden, der gik forud for forældrenes død. For måske er der noget at lære for andre.

Kunne ikke give slip

Det er ikke bitterhed, der driver søskendeparret til at fortælle. De vil hellere berette om forældrenes gode ægteskab og tætte arbejdsfællesskab, der sluttede med en ti år lang periode, hvor demens gradvist nedbrød Ulla Skaarup og pressede Henning ind i rollen som den, der sled, holdt ud og ofrede sig, mens han uden vaklen holdt fast i, at han ville passe sin hustru i hjemmet.

"Vores forældre voksede op i fattige kår i Jylland og var hårdtarbejdende mennesker. De slog sig ned i Frederikssund som ganske unge, fordi de ville stå på egne ben. De havde ingen højtravende ambitioner, men drømte om at blive selvstændige med deres egen boghandel, og det blev de i 1987," fortæller Carsten Skaarup.

Efter arbejdslivet gik forældrene relativt tidligt på pension. Henning Skaarup spillede golf, ægteparret rejste sammen, og de nød i det hele taget deres otium. Men da Ulla Skaarup var midt i 60'erne, begyndte hun at udvikle tegn på demens.

Hun blev glemsom, hun kunne komme til at pakke en kuffert med vintertøj til en sommerferie, medbringe stakkevis af sokker - men glemme undertøj - og undervejs tog hendes mand tålmodigt imod de skrub, der fulgte med.

I takt med at sygdommen udviklede sig, blev Ulla Skaarups tilstand forværret. I alle sine raske år havde hun været et roligt og lidt indadvendt menneske, men sygdommen gjorde hende aggressiv.

"Over årene blev det værre og værre. Vores far stod ofte alene med det, for mor var god til smalltalk og folk omkring dem kunne ikke se, hvor galt det stod til. Far blev mere og mere slidt, men han kunne ikke få sig til at aflevere hende på plejehjem. Han kunne ikke give slip," siger Dorte Skaarup Poulsen.

Hun forstår til fulde sin far. Hun mistede selv sin mand til hjernekræft for fem år siden og oplevede selv, hvor svært det er at skulle håndtere en meget syg ægtefælle.

"Jeg forstår godt min far, når han ikke kunne få det over sit hjerte at aflevere mor på plejehjemmets kantsten. Jeg oplevede selv den dag, da jeg ikke længere kunne have min mand boende hjemme som 100 gange værre end den dag, han døde," siger hun.

Sygdommen spidser til

Dorte Skaarup Poulsen arbejder selv som sygeplejerske og var tidligere intensivsygeplejerske, og med hendes hjælp blev moren medicineret, så aggressionerne blev mildnet. Men det var stadig en kamp at få moren til at spise og drikke, og det blev en stigende belastning for Henning Skaarup at passe sin hustru.

"I efteråret 2019 kunne vores far græde, når vi talte sammen i telefonen. Han var slidt ned, og han måtte erkende, at han ikke længere kunne klare det. Vores mor fik 25 timer om ugen på Østergården, men hendes tilstand blev stadigt ringere. I begyndelsen af 2020 fik hun tilbudt en plejehjemsplads, men far var ikke klar til at aflevere hende på plejehjemmet. Vi blev enige om, at han kunne sige ja, næste gang der kom en plads," fortæller søskendeparret.

Den plan blev forpurret af covid 19.

"Pludselig blev Danmark lukket ned. Dagcentret var lukket, og far stod med mor 24 i timer i døgnet, og så blev det hårdt. Der blev etableret meget mere hjemmehjælp, for mor skulle hjælpes op om morgenen og i seng om aftenen og på toilettet i løbet af dagen. Hun var i den nedadgående fase," fortæller Dorte Skaarup Poulsen.

I juni fik Ulla og Henning Skaarup hoste og feber. De fik lavet en hjemmetest, og den 16. juni blev de ringet op og fik besked om, at de begge var blevet testet positiv for covid 19.

"Mor kom i 14 dages karantæne på Tolleruphøj og blev hentet i ambulance, og sådan endte det alligevel med, at far skulle aflevere mor," siger Dorte Skaarup.

Selv blev Henning Skaarup indlagt på Hillerød Sygehus. Han slap relativt let over den første indlæggelse, men efter at have været hjemme i halvanden uge, blev han indlagt igen.

Henning Skaarup døde den 24. juli på sygehuset to dage efter hustruens bisættelse. Hans hjerne var intakt, men lungevævet var ødelagt af sygdommen, og han døde med sine to børn ved sin side. Forældrene blev henholdsvis 75 og 80 år.

Har set mange mennesker dø

I tilbageblikket mener børnene, at demensygdommen reelt tog deres mor fra dem, før hun endte med at dø af covid 19.

"Vi havde allerede mistet vores mor for flere år siden, og det samme havde vores far. Han havde selv en følelse af, at han svigtede vores mor til sidst, men som vi ser det, havde han tværtimod båret hende i de sidste år. Han stod fuldt ud ved vielsesritualets bud om at blive sammen i medgang og modgang," siger Dorte Skaarup Poulsen.

Hun fik sammen med sin far værgemål på moren. Datteren fik også en generalfuldmagt af sin far, der gav adgang til hans konto, mens han levede, hvilket lettede mange praktiske gøremål i en svær periode, og endelig var der skrevet et testamente.

Når søskendeparret Dorte og Carsten Skaarup vælger at fortælle om deres forældres sidste dage, sker det netop, fordi de ønsker at opfordre andre til også at forholde sig til døden, før den pludselig kommer.

"Jeg vil opfordre alle til at få taget de hårde beslutninger om livets afslutning, mens man kan rumme det, og mens man er ved sine fulde fem," siger Dorte Skaarup Poulsen.

Ingen kontrol

I sit job som intensiv sygeplejerske har hun ofte skullet tage de svære samtaler med de pårørende.

"Jeg har set mange mennesker dø, og jeg har stået i situationer, hvor patienter har været dybt hjerneskadet, og hvor jeg har sagt til de pårørende: Det menneske, du holdt af, er væk. Kroppen er her, men det menneske, som var din far eller din ægtefælle, er forsvundet, så måske skulle vi lade kroppen få fred nu og slukke for maskinerne."

Denne erfaring hjalp Dorte Skaarup Poulsen i forhold til at skulle håndtere sin mors sygdom og sin fars frustrationer.

"Vi tror, at vi har kontrol over vores liv, og vi tror tit, at vi kan styre det. Men vi glemmer livets tilfældigheder, og vi glemmer, at livet ikke er retfærdigt eller uretfærdigt. Coronaen har vist os, at vi i bund og grund er tilbage til tiden før 1920, hvor man kunne dø af en simpel lungebetændelse. Jeg tror, at vi som moderne mennesker har det med at glemme ydmygheden over for livet, og det gør, at vi mange gange er uforberedte på døden, når den indtræffer."

Søskendeparret har på intet tidspunkt rettet deres vrede mod plejerne, der tog sig af forældrene under corona-krisen, for de mener grundlæggende, at alle gjorde, hvad de kunne for at hjælpe deres hårdt ramte forældre.

arrow Corona: Elever sendt hjem fra skole
10. september 2020 kl. 15:36 Opdateret: kl. 15:36
arrow 6000 mundbind i timen: Slangerup-firma tager kampen op mod virus
12. august 2020 kl. 13:30 Opdateret: kl. 10:25
arrow Messerschmidt: Vil have Corona-testcenter i Frederikssund
12. august 2020 kl. 09:40 Opdateret: kl. 09:40
1382458
Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?