22. september 2020
Skuespiller Jesper Lohmann står bag forestillingen ?Tilløkke Otto? om Otto Brandenburg. ?Han var rundt i alle genrer, revy, teater, musical, film og tv, rock?n?roll og visesang. Den måde, han gjorde tingene på, ligger mit hjerte nært,? siger Jesper Lohmann, Foto: AL
Skuespiller Jesper Lohmann står bag forestillingen ?Tilløkke Otto? om Otto Brandenburg. ?Han var rundt i alle genrer, revy, teater, musical, film og tv, rock?n?roll og visesang. Den måde, han gjorde tingene på, ligger mit hjerte nært,? siger Jesper Lohmann, Foto: AL
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stort interview med Jesper Lohmann: En Smørumbonde kigger tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stort interview med Jesper Lohmann: En Smørumbonde kigger tilbage

Hans rødder stikker dybt i Smørum, men skuespiller Jesper Lohmann kunne stadig ikke drømme om at bosætte sig barndomsbyen. Eller kunne han?

Lokalavisen Egedal - 17. september 2020 kl. 09:50
Af Anne Lønstrup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når Jesper Lohmann 2. oktober træder ind på scenen i Ledøje Forsamlingshus og giver sin hyldest til baggårdspumaen Otto Brandenburg, er han bogstavelig talt på hjemmebane.

Han var kun fire år, da hans mor og far flyttede fra Hvidovre til Smørum og ind i det hus, som hans far havde bygget.

Barndommen var tryg. De første år blev han passet af sin mor, så kom skolegangen med en masse sport - fodbold, håndbold, badminton og tennis - og en gryende interesse for teater.

I skolen og gymnasiet var Jesper ofte den, som mødte lærerne med en kæk bemærkning, og hjemme røg han ofte i drabelig infight med sin far, både når det handlede om politik og karrierevalg.

Af samme grund flyttede han tidligt hjemmefra, til et nedlagt husmandssted sammen med en kammerat, og i mange år så han sig ikke tilbage.

Da han kom til København, gik han med egne ord ned ad mørke stier, hvor han egentlig ikke havde noget at gøre.

Nu bliver han snart 59 år, og efter corona-krisens påtvungne lediggang og især efter mødet med kæresten Lise han fundet mere ro, og han har samtidig fået mere øje på charmen ved sin gamle by - Smørum.

En flugt

Ledøje Forsamlingshus husker Jesper Lohmann især for afslutningsfesterne, konfirmations- og fodboldfesterne. Og så var det her, han stod på scenen i stykket "Svend, Knud og Valdemar".

Tidligt oplevede han teater som et frirum.

"I det rum kunne man på legal vis søge ud, væk, op og ned, og det havde jeg behov for. Jeg var en betragter allerede som dreng. Når mine forældre havde gæster, lyttede jeg til ordene og lydene, og jeg oplever det nok sådan, at jeg som skuespiller kan betale tilbage. Når man er en betragter, er det lige før, man har pligt til at betale tilbage ved at sige noget om, hvad man oplever," siger han.

Sådan så hans far ikke på det. Jesper Lohmanns far var snedker og kunne ikke se den store værdi i sønnens skuespillerdrømme. Slet ikke da drømmerierne efter en studentereksamen, som Jesper Lohman kun "lige fik hevet i land", udviklede sig til dramaundervisning i København, daglig teatertræning med en gruppe ligesindede og senere danseteater.

Drabelige diskussioner

"Jeg forsørgede mig selv - bl.a. som pædagogmedhjælper på halv tid - men min far syntes ikke, at skuespillet var en vej at gå. Han havde et voldsomt temperament, og jeg var rebelsk, anarkistisk og idealistisk, og sådan skal det jo være, når man er ung," fortæller Jesper Lohmann.

Diskussionerne stilnede af, da han som 23-årig blev optaget på Skuespillerskolen i Odense.

"Det var det første stempel, jeg fik på mine rygstykker. Min far syntes stadig, at det var noget mærkværdigt noget at lave for en ung mand. Først da jeg midt i mine 30ere tonede frem i tv-serien Taxa, vendte det, og far var stolt som en pave. Det samme var min mor. Også fordi serien foregik i et univers med almindelige mennesker."

Jesper Lohmann beskriver en slags borgfred, som derpå sænkede sig mellem ham og hans far.

Alt oppe at vende

Hvad angår barndomsbyen Smørum, tog det længere tid.

I årevis fik han faktisk ondt i maven, når han passerede byskiltet til Smørum.

"Jeg havde udlængsel, og i de første mange år opfattede jeg det som et krævende sted, bl.a. fordi man ikke kunne være anonym, som man kan i en storby. Med den energi, jeg havde, kunne jeg ikke bo i Smørum. Jeg ville være kommet op at slås med naboen, når jeg ikke havde nået at klippe hæk til Sankt Hans," siger han.

Stilheden under corona-krisen har imidlertid fået ham til at standse op og se ting i et nyt lys.

"Det har givet plads til eftertænksomhed. Når man bliver sat på hold, som jeg gjorde, da forestillingen 'Tilløkke Otto' på Hippodromen pludselig lukkede ned, får man tid til at gøre status; Hvad har det hele været indtil nu, og hvor vil jeg gerne have, at det skal gå hen i den tid, der er tilbage? Alting har været oppe at vende," siger han.

Fem år efter sin skilsmisse har han også fundet Lise, som viser ham nye veje.

"Tidligere er jeg gået ned ad mørke stier. Der, hvor jeg er nu, er det lettere for mig at finde de veje, som jeg synes, kan være noget, og så er det bare nedad dem. Man er holdt op med at klatre på væggene. Jeg har haft de tømmermænd, jeg skal have - også de mentale."

Mildere øjne

Han hæfter sig ved, at hans storesøster blev i barndomsbyen og skabte sig en god tilværelse.

"Min storesøster har gjort fuldstændig modsat mig. Hun lever med en mand, som hun mødte i Ledøje Forsamlingshus, da hun var 17 år. De har været sammen siden og har levet i Ledøje-Smørum, mens jeg har boet 13.000 steder. Hun har aldrig boet alene og havde mor og far 300 meter fra sig. Jeg ville ikke kunne det, men jeg kunne da godt have ønsket mig, at det havde været lidt lettere," siger han.

I hvert fald er skiltet til Smørum begyndt at fremkalde gode følelser i Jesper Lohmann.

"Jeg holdt op med at få ondt i maven i takt med, at jeg fik mere ro på mig selv. Nu kører jeg tit derud, bare for at køre op og ned ad vejen og vise mine drenge de gamle steder. Det er hyggeligt. Jeg har også introduceret mine børn for Gerda, vores gamle nabo, så jeg føler mig dejligt knyttet til Smørumnedre. Der har jeg rod på godt og ondt. Jeg tror, at der falder noget forståelse ned med alderen. Man ser på ting med mildere øjne."

Har debatten om sexisme taget overhånd?