23. november 2020
Så er Humperdings-kampen sat i gang på Ølstykkes kunstgræsbane, der i øvrigt har fået nyt "græstæppe". Fotos: KT
gallery icon

Se billedserie

Så er Humperdings-kampen sat i gang på Ølstykkes kunstgræsbane, der i øvrigt har fået nyt "græstæppe". Fotos: KT
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se video: Fodbold og hygge får de gamle drenge ud: Vi skal nok bæres fra banen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se video: Fodbold og hygge får de gamle drenge ud: Vi skal nok bæres fra banen

Nogle af spillerne har rundet 80 år, mens andre kan kalde sig oldefædre. Alligevel har de hver tirsdag siden 2008 snøret støvlerne til hyggebold på kunstgræsbanen i Ølstykke. Lokalavisen har besøgt fodboldholdet "Humperdings", hvor drivkraften er et stærkt sammenhold

Lokalavisen Egedal - 26. oktober 2020 kl. 08:30
Af Kenneth Tanzer

"Kom nu i gang drenge. Det er for sløvt."

Målmanden forsøger efter bedste evne at få sine medspillere op på mærkerne.

Scenen er kunstgræsbanen i Ølstykke, hvor det lokale pensionist-fodboldhold "Humperdings" er i gang med tirsdagens interne kamp .

Tempoet er til at overkomme, men sådan skal det også være på et hold, hvor gennemsnitsalderen er 75 år - ja, faktisk har nogle af spillerne rundet de 80 år, mens andre kan prale af titlen som oldefædre.

"Det er muligt, at vi er oppe i årene, men tag ikke fejl. Når først vi er ude på banen, så vil vi vinde og give den en skalle," siger Mogens Knudsen.

Men hvad "Humperdings" ikke længere har i tempo og power, har de til fulde i hygge og sammenhold.

Her dyrkes den berømte "3. halvleg" og det gode kammeratskab både på og udenfor banen. Sådan har det været siden holdets fødsel den 18. oktober 2008, og sådan vil det blive ved med at være.

Festlig "3. halvleg"

"Vi er jo en masse gutter, der har kendt hinanden i mange år, og når vi er sammen om fodbolden, som vi alle holder så meget af, så sker der bare ét eller andet. Det er bare ren hygge og sammenhold. Efter hver kamp sidder vi jo og evaluerer tingene med en kold øl eller sodavand. Det hører med, og så spiser vi sammen på Græstedgård den sidste tirsdag i hver måned. Det er også blevet en festlig tradition. Når vi, om ikke så lang tid, kan fejre "Humperdings" første halvfems års fødselsdag er det ikke svært at forestille sig et lille glas portvin til vores 3. halvleg," siger Mogens Knudsen.

Tilbage på banen har den højtråbende målmand fået sine spillere længere frem.

"Glimrende Per. Få så en afslutning på," brøler han til spillerne på det "orange hold", der trods overvægt i spil og chancer stadig mangler at få netmaskerne til at blafre.

Det sker dog kort efter, og så står den på sjove bemærkninger og godmodige drillerier, som har fulgt holdet siden stiftelsen for tolv år siden.

"Det slipper vi ikke for," lyder det fra Mogens Knudsen, som tydeligt husker, hvordan "Humperdings" så dagens lys.

"Tilbage i 2008 var flere af os gået på efterløn og pension og efterløn, og det fik Jørgen Hvidemose og Ole Nøhr til at samle en flok på 9-10 personer, der så tog initiativ til at kontakte kommunen og høre om muligheden for at bruge kunstgræsbanen året rundt. Det fik vi ja til, og siden har vi været herude," siger Mogens Knudsen, som skynder sig at nævne, at det siden 2008 kan tælles på én hånd de gange, hvor de "gamle drenge" ikke har spillet.

"I starten af corona-nedlukningen fik vi aflyst to-tre kampe, men vi har aldrig selv stået bag en aflysning. Da kunstgræsbanen et år var fyldt med sne, så rykkede vi bare ind i hallen. Vores tirsdagsbold betyder så meget for os, og vi spiller i al slags vejr. Nogle gange spiller vi otte mod otte eller ni mod ti. Vi er 28 medlemmer i alt," siger Mogens Knudsen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Elsker de her tirsdage

Mens han gør klar til at indtage en angriber-rolle i dagens kamp, så kommer der beskeder nede fra den anden keeper. "Schmeichel" står der på ryggen af målmandstrøjen, men den bliver båret af 77-årige Per Rasmussen, som trods spillet på banen er klar til at sætte ord på stunderne med "Humperdings".

"Det fedeste er at komme ud og røre sig i selskab med de her herlige gutter. Vi har et stærkt sammenhold, og vi elsker de her tirsdage, hvor vi i hyggelige rammer kan være sammen om fodbolden," siger Per Rasmussen.

Og du kan stadig være med?

"Ja, det går fint. Jeg har godt nok fået to nye knæ, men det skal ikke forhindre mig i at komme ud på banen."

Kampen lakker mod enden, og de gæve gutter puster ud. Endnu en kamp er overstået, og nu venter 3. halvleg.

Forinden skal Mogens Knudsen dog have lov til at svare på, hvorfor holdet har fået navnet "Humperdings".

"Se lige, hvordan vi kommer haltende. Derfor blev det til Humperdings."

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?