26. november 2020
"Jeg kunne ikke blive hos min familie. Det var ikke en mulighed for mig. Jeg måtte væk fra Eritrea og flugten var min eneste udvej, da militæret krævede retten over min og andres frihed," siger Abrehet. Fotos: KT
gallery icon

Se billedserie

"Jeg kunne ikke blive hos min familie. Det var ikke en mulighed for mig. Jeg måtte væk fra Eritrea og flugten var min eneste udvej, da militæret krævede retten over min og andres frihed," siger Abrehet. Fotos: KT
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Abrehet har fundet lykken i Danmark: Jeg er altid blevet mødt med kærlighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Abrehet har fundet lykken i Danmark: Jeg er altid blevet mødt med kærlighed

30-årige Abrehet Teweldebrhan tog for fem år siden flugten fra Eritrea til Danmark. Nu bor hun med sin søn i Ølstykke, har taget en uddannelse og søgt job som social- og sundhedshjælper i Egedal Kommune

Lokalavisen Egedal - 19. oktober 2020 kl. 08:05
Af Kenneth Tanzer

"Det skal gå godt. Jeg vil så gerne have det job."

30-årige Abrehet Teweldebrhan fra Eritrea læner sig smilende tilbage i stolen og krydser fingrene.

Om få dage skal hun til en vigtig jobsamtale i Egedal Kommune som social- og sundhedshjælper.

Uddannelsen har hun taget, praktikopholdet på Egeparken og i kommunens hjemmepleje er klaret med bravour, og nu er hun klar og parat til at trække i arbejdstøjet.

"Det er dejligt at arbejde med mennesker, for det at kunne hjælpe andre betyder meget for mig," siger Abrehet Teweldebrhan, der en regnfuld torsdag morgen møder Lokalavisen Egedal.

Vi befinder os på Korshøj i Veksø, hvor Karen Bøegh Christensen har dækket op til kaffe.

Hun har kendt Abrehet siden 2015, hvor den unge kvinde for første gang satte sine ben på dansk jord. Siden har de udviklet et stærkt venskab gennem Egedals flygtningenetværk.

Taknemmelig

"Jeg er så taknemmelig for at have lært Karen at kende. Havde det ikke været for hende, så havde jeg ikke siddet her i dag. Hun er der altid for mig og hjælper mig i dagligdagen, men hun er ikke den eneste," siger Abrehet, som roser danskerne for at være et åbent og imødekommende folkefærd.

"Jeg er altid blevet mødt med kærlighed. I danskere er søde og meget hjælpsomme, og jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for den hjælp, som jeg har mødt på min vej ," siger hun.

Og netop vejen til Danmark har været alt andet end en nem for Abrehet, der tilbage i 2013 tog en drastisk beslutning hjemme i Eritrea.

"Jeg kunne ikke blive hos min familie. Det var ikke en mulighed for mig. Jeg måtte væk fra Eritrea og flugten var min eneste udvej, da militæret krævede retten over min og andres frihed," siger Abrehet, der allerede som 17-årig blev gift med sin nuværende mand, som i dag bor i Italien.

Uvirkelig flugt

Hendes egen flugt mod frihed og lykke indledte hun i starten af 2014. Hun sagde farvel til sin familie og drog ud på en lang og livsfarlig rejse sammen med en jævnaldrende mand.

"Det er svært at sidde her og tænke tilbage på, for på samme tid var det både fysisk udmattende og psykisk hårdt. Tankerne og frygten kørte rundt i hovedet, mens jeg konstant skulle være fokuseret og forberedt på noget uventet. Det var på én gang vanvittigt og uvirkeligt," siger Abrehet, der til fods flygtede fra Eritrea til Etiopien og videre til Sudan, inden hun fra Libyen kom med på et overfyldt skib til Sicilien i Italien.

Via Rom, Østrig og Tyskland endte hun på Københavns Hovedbanegård.

"En politibetjent spurgte efter mine papirer, og så jeg blev kørt op til Sandholmlejren," siger Abrehet, som kort efter søgte asyl i Danmark.

"Mens min sag blev behandlet, så blev jeg sendt til et asylcenter i Hjørring. Her var jeg i syv måneder, hvor jeg gik i sprogskole. Kort efter fik jeg besked på, at jeg kunne blive i Danmark. Jeg blev spurgt, hvor jeg ville bo henne, og jeg sagde omkring København, da jeg havde opdaget, at her var andre fra Eritrea," siger Abrehet.

Hendes nye bopæl blev den "nye" container-bygning på Degnebakken i Stenløse, hvor der boede andre flygtninge.

"Det var her, at mit nye liv i Danmark startede. Jeg kom i sprogskole i Frederikssund, og jeg var også i to praktik-forløb. Jeg blev hurtigt glad for at være her, men jeg var også ensom. Jeg savnede min familie og min mand, men via Facebook fandt jeg frem til ham. Han var kommet til Italien, hvor han havde fået et arbejde. Han sørgede for at vi kunne besøge hinanden, og det var helt fantastisk," siger Abrehet, der også blev gravid.

Vil klare den i Danmark

"Jeg fødte vores søn i 2016, og nu bor jeg med ham i en lejlighed i Bækkegården i Ølstykke. Han går i børnehave lige ved siden af, og selvom vi bor alene, så kommer min mand af og til på besøg fra Italien. Drømmen er selvfølgelig, at han kan komme herop og bo sammen med os, men det er en svær proces," siger Abrehet.

I dag, fire år senere, står hun med en uddannelse som social- og sundhedshjælper, ligesom hun har gennemført 9. klasse i dansk og matematik.

"Jeg har gjort mit bedste for at klare den her i Danmark. Jeg har lært sproget, og jeg har taget en uddannelse. Det er jeg stolt over, men jeg vil mere end det. Jeg håber, at jeg kan videreuddanne mig indenfor social- sundhedsfaget," siger hun.

"Ved din familie, at du er endt i Danmark og har en søn?

"Ja, jeg har fået kontakt til dem. De har det godt, og det betyder utrolig meget for mig."

Nu håber Abrehet, at hun kan være med til at inspirere andre, som også forsøger at skabe sig et liv i Danmark.

"Det handler om at tro på sig selv. Hvis man har troen og viljen, så kan man nå langt, for Danmark er et dejligt land med en masse dejlige mennesker, som gerne vil hjælpe én," siger Abrehet Teweldebrhan.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?