16. september 2019
Per Nyborg.
Per Nyborg.
Foto: Fotograf Aasmul
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ugens køgenser: - Detailhandlen står aldrig stille

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ugens køgenser: - Detailhandlen står aldrig stille
LørdagsAvisen - 14. september 2019 kl. 05:57
Af Martin Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Per Nyborg er en vaskeægte køgenser, der ikke bare er født og opvokset i Køge men faktisk har boet her hele livet - også mens han studerede i København.

Hans mor var også køgenser, mens hans far stammer fra Jylland. Han var fodboldspiller, der kom til Køge fra Silkeborg og blandt andet var med til at vinde det første danmarksmesterskab tilbage i 1954 - året inden Per Nyborg blev født. Faren spillede i Køge i mange år og blev altså i byen, efter fodboldkarrieren var slut.

Per Nyborg gik i skole på Søndre Skole og siden på Køge Gymnasium, inden han tog sin uddannelse på Handelshøjskolen i København, men han blev altså boende i Køge, hvor både arbejdet og hele hans omgangskreds var. Han blev i sin tid ansat som flaskedreng i Irma og endte som ansvarlig for vinafdelingen og lavede desuden butikkens regnskab.

"Jeg var også meget engageret i det lokale spejderliv og spillede volleyball for Rishøj i 2. division, så jeg havde ikke lyst til at flytte til København, men det var lidt hardcore, for når jeg skulle møde i skole klokken 8, så skulle jeg afsted med bussen klokken 6," fortæller han om tiden, før S-toget forkortede turen til København betragteligt.

I dag sætter han kursen mod arbejdspladsen i Rødovre hver morgen, som han har gjort gennem mange år. Han er administrerende direktør - og indehaver - i Institut for Center-Planlægning (ICP), hvor han startede helt tilbage i 1979, så han har lige fejret 40 års jubilæum.

ICP blev etableret af FDB og De Samvirkende Købmænd tilbage i 1959 for at rådgive offentlige institutioner om planlægning i forbindelse med etablering af eksempelvis supermarkeder og anden detailhandel.

Per Nyborgs indgang til virksomheden kom allerede under hans studie, da han skrev cand. merc. hovedopgave om mætningspunktet for supermarkeder. Han kom i den forbindelse i kontakt med ICP, der samtidig stod og skulle bruge en konsulent, og det blev startskuddet til et livslangt virke inden for planlægning af detailhandel for Per Nyborg, som altså købte ICP tilbage i 2003.

ICP har haft opgaver for 70 af de 98 danske kommuner, og desuden er man i dag fast rådgiver for Erhvervsministeriet, lige som man har forskellige opgaver for private kunder. For eksempel har ICP vurderet mulighederne for placering og omsætningspotentiale for nye varehuse for Ikea, lige som man har gennemført omfattende analysearbejde for store kunder som H&M, Power, Illums og Magasin, lige som ICP står bag markedsanalyserne, som blandt andet førte til etablering af store shoppingcentre som Frederiksberg Centret, Fisketorvet og Field's.

ICP er en nichevirksomhed, der er markedsleder på flere områder, og i dag desuden også har skærpet fokus på den stærkt stigende nethandel, der rummer både muligheder og trusler for den etablerede detailhandel.

"Det mest skræmmende ved nethandelen er, at den største vækst i handelen sker på udenlandske sites. For eksempel sendes der 45.000 pakker fra Kina til Danmark - hver dag," siger Per Nyborg om udviklingen.

"Blandt andet derfor er det også et sindssygt spændende område at arbejde med. Det er meget dynamisk og står aldrig stille," siger han.

Per Nyborg bor i dag i Nørremarken, hvor han og hans kone endda har den store glæde at have begge børn og deres familier boende inden for få hundrede meters afstand. Interessen for detailhandel er i øvrigt smittet af på begge børn, for hans søn arbejder i dag som centerchef i storcentret Field's på Amager, mens hans datter tidligere arbejdede i ICP og i dag er digitaliseringskonsulent i Roskilde Kommune.

Med den brede berøringsflade har han naturligvis også haft opgaver i Køge Kommune, hvor han blandt andet har været involveret i Køge Kyst-udviklingen, som har givet en spændende ny handelsgade til bylivet.

"Jeg synes, det er en meget spændende udvikling, som Køge har gennemgået. Ikke mindst er det en stor gevinst for Køge, at der i Strædet for første gang er blevet åbnet for butikker på over 400 kvadratmeter, som er en begrænsning, man har kæmpet med i mange år. Det betyder, at der er blevet mulighed for at få nogle spændende nye butikker i stedet for at man sender kunder ud af byen," siger han.

"Bymiljøet i Køge er helt unikt, og det er værd at værne om. Det er et miljø, som man godt kunne tænke sig at have andre steder. Det er noget af det, man taler om, når man taler byliv i disse år. Ud over et stærkt udbud af butikker skal der være rart at være - og det er der i Køge," fastslår Per Nyborg.

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / Køge Onsdag / LørdagsAvisen

Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 14.
BREAKING-nyheder udsendes efter behov
*påkrævet

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk