20. oktober 2018
Børge Møller. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Børge Møller. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ugens Køgenser: Har fået lov at deltage i et levende forløb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ugens Køgenser: Har fået lov at deltage i et levende forløb
LørdagsAvisen - 14. oktober 2018 kl. 07:52
Af Per Møller
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

"Jeg er stolt over at have været med til at søsætte en række store projekter i Køge Kommune, projekter som har været med til at sætte Køge på landkortet og som fortsat udvikler sig i takt med tiden".

Ordene kommer fra Børge Møller, der er den midterste ud af en børneflok på fem, født og opvokset i en præstegård i Levring, en landsby mellem Silkeborg og Viborg. Og som for 65 år siden kom til Østsjælland og fik sat sit solide fodaftryk på rigtigt mange ting.

"Mine forældre var præstegårdsforpagtere i Levring sogn i 42 år", fortæller Børge Møller der gik 7 år i den stråtækte skole, og allerede som 13 årig kom ud at tjene ved landbruget. Og netop landbruget blev senere hans levebrød på det østsjællandske.

Under 2. verdenskrig blev den lille landsby besat af tyskerne.

"Jeg husker, hvordan min far blev kaldt ud om natten og skulle hente et antal soldater, som skulle overnatte hos os", fortæller Børge Møller, der i vinteren 1945/46 gik på Levring Efterskole - blot et par hundrede meter fra hjemmet.

I 1949 blev Børge Møller udtaget til værnepligtig i Livgarden - i Sandholmlejren, hvor han var rekrut i et halvt år. Senere blev han garder og var dermed klar til at gå vagt på de kongelige slotte. Børge blev overført til garderkasernen på Gothersgade. Han fik bl.a. vagt i 14 dage på Fredensborg Slot hvor der blev passet godt på kong Frederik den 9 og hans familie.

"Det var alle tiders - pragtfulde dage", husker Børge Møller, der hovedsageligt var vagt ved Amalienborg og omkring Rosenborg.

"En af vagterne på Amalienborg står meget tydeligt for mig. En inspektion om natten bag Alexandrines palæ blev en uheldig nat for mig. Jeg var gået i læ i en port for snevejret, og dermed gået uden for ruten. Det gav 10 dages straf på Kastellet", smiler Børge, der i april 1953 flyttede til Lille Skensved ved Køge.

"Min tilgang til Lille Skensved var, at den tidligere ejer af Ejlegården, Hans Th. Jensen, var landbrugslærer på Høng Husmandsskole hvor Børge var tilknyttet en periode som bl.a. gymnastikinstruktør. Han søgte en bestyrer til sit landbrug, der var avlscenter for fjerkræ. Jeg blev ansat et halvt år i første omgang - det blev min skæbne som jeg aldrig har fortrudt, smiler Børge Møller.

Børge kom hurtigt med i det lokale foreningsliv som leder af gymnastikforeningen i Lille Skensved, hvor han også blev formand og instruktør i en årrække. Herefter med i GF Roskilde Amt og medlem af Borrevejle-udvalget hvor han var med til at udbygge Borrevejle centret sammen med andre frivillige.

I 1962 købte Børge Møller og hans kone Ejlegården. De var i mellemtiden, i 1956, blevet gift og havde i 1958 fået deres første søn, Torben. Senere kom yderligere to drenge til verden, Keld i 1964 og Henrik i 1971.

Han kom med i skolenævnet i 12 år, alle årene som formand. Og Børge var i det hele taget meget aktiv i lokalsamfundet. Som 35-årig kom han med i Andelsbankens bestyrelse i godt 30 år - de sidste år som formand indtil sammenlægningen til Unibank i 1990.

I 1982 kom Børge Møller med i Køge Byråd for venstre.

"Det var rigtigt spændende, for jeg havde fået en rigtig bred vifte af tage af fra mine skoleophold, foreningslivet og skolenævn", fortæller Børge Møller, der var i lokalpolitik i 20 år.

"Arbejdet i byrådet var meget spændende. Det at planlægge og få kommunen til at fungere bedst muligt for borgerne og få økonomien til at hænge sammen", fastslår Børge Møller, der var medlem af Børne- og Kulturudvalget. Han var viceborgmester og medlem af Økonomiudvalget i 7 år, og som viceborgmester også giftefoged - han har således haft hele 65 vielser ...

"Noget af det jeg husker tilbage på med stor stolthed i mine år i byrådet er at jeg i perioden 1998-2001 var med til at søsætte Transportcentret, startende med opkøb af tre gårde på arealet. At se hvad Transportcentret er blevet til her 20 år efter, er jo fantastisk", siger en stolt Børge Møller.

I 1984 blev han valgt ind i Køge Musikskoles bestyrelse hvor han havde sæde i 17 år. I 1992 i Højelse Menighedsråd hvor han var med i 16 år, de 12 som formand. Her var han bl.a. med til 1. del af byggeriet af Ølby Kirke der blev indviet i 1995. Det er også blevet til 16 år i Køge Museums bestyrelse, de 12 år som formand.

"Jeg er fortsat med i Køge-Fondens forretningsudvalg og bestyrelse, og det er så det jeg er med i dag", siger 88-årige Børge Møller, der også er kendt i lokalområdet som valgtilforordnet ved kommunevalgene gennem mange år.

For otte år siden valgte Børge og hans kone at flytte i hus på Ullitsvej i Nørremarken, hvor de er rigtigt glade for at bo.

"Det har været et langt livsforløb, hvor jeg har fået lov at deltage i et levende forløb blandt mange spændende mennesker. Det som jeg altid har ønsket mig at få lov til. Mange glæder, men også mange besværligheder. Så kan man vel ikke ønske sig mere her i livet. Jeg kan se tilbage på disse mange år med stor glæde", slutter Børge Møller.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk