21. november 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Glimt fra Køges Historie: Vallø Strandhotels storhedstid og afslutning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Glimt fra Køges Historie: Vallø Strandhotels storhedstid og afslutning
LørdagsAvisen - 19. oktober 2019 kl. 06:15
Af Lars Kjær, Køge Arkiverne
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når man fra Køge krydser Prambroen over Tryggevælde Å, passerer man kort efter et stort bygningsværk på strandsiden. Det ligger som et af de første huse, når man ankommer til Stevns. Teknisk set er vi dermed ude af Køge Kommune og således også det geografisk område, som Køge Arkiverne dækker. Men da mange køgensere kender bygningen og den ydermere i sine tidlige år har haft en nær tilknytning til Køge, synes vi det er relevant at fortælle historien her.

Historien om Vallø strandhotel starter i slutningen af 1800-tallet. Sagfører og etatsråd Alfred Sørensen fra Køge var i sin tid involveret i mange byggeprojekter i Køge, jernbaneanlæg og meget andet.. Det var "selvfølgelig" også ham, der stod bag Vallø Strandhotel. I 1899 åbnede hotellet med den unikke placering ved skov, å og strand. Det var et stort hotel, målt efter datidens skala. Hotellet lovede i sine annoncer et førsteklasses restauration og betjening. Værelserne var gode, der var orkestre, som spillede musik for gæsterne, og der var selvfølgelig også en badebro med tilhørende omklædningsrum til henholdsvis damer og herrer. Der var også en bådebro ud for hotellet, så gæsterne kunne anløbe med joller eller lignende. I 1922 kom der ligefrem en turistfart fra Køge Havn til Vallø Strandhotel.

Danskerne begyndte i 1800-tallets slutning og 1900-tallets start at opsøge frisk luft og styrkende havbade, som en modpol til byernes forurening, støj, epidemier og høje dødelighed.

At tage på badehotel om sommeren var ikke noget menigmand på den tid havde mulighed for. Det var forbeholdt "det bedre borgerskab", som var de eneste der havde råd til at flytte på landet om sommeren. Først med ferieloven fra 1938 fik almindelige mennesker ret til to ugers ferie med løn.

Senere begyndte hotellet at reklamere med stedet som et udflugtsmål. For eksempel så indrykkede hotellet en annonce i avisen for 100 år siden, hvor "Vallø Strandhotel anbefales til Automobil- og Cykleudflugter. Koncert hver Søn- og Helligdag". Stedet blev beskrevet som en "henrivende beliggenhed ved skov, Aa og Strand, Førsteklasses restauration og udmærkede Automobilveje". Det var tydeligt, at man ønskede at tiltrække tidens mange nye bilister.

Der har været flere prominente gæster på hotellet gennem tiden. Det kan man læse om i datidens aviser, som ofte nævnte hvor borgerskabets spidser ferierede. Blandt andre indlogerede sognerådsmedlem Fru Ingeborg Dinesen sig sammen med sin datter, Baronesse Blixen-Dinesen, der netop var kommet hjem fra Afrika, sig på Vallø Strandhotel i sommeren 1915. En anden prominent gæst var forfatteren Karen Bramson. Hun blev så betaget af stedet, at hun købet et stort areal lidt længere ud af stranden, hvor hun i 1904 byggede "Solgaarden". Men det er en helt anden historie.

Vallø Strandhotel blev i 1972 solgt til Vallø Kommune og har i mange år fungeret som rekreationshjem for ældre og syge. I 2014 solgte Stevns Kommune ejendommen. Nu bliver store dele af ejendommen revet ned og skal give plads til en række nye ejerboliger på stedet.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk