

Se billedserie
I skrivende stund er vejrudsigten ikke den allerbedste for lørdag den 15. juni, men heldigvis har Lone Seier (Carstensen) og de øvrige vejrværter taget fejl før - så hvorfor ikke også på lørdag?
Der er nemlig ikke noget så hyggeligt, som at gå rundt i Køges gader til de skønneste toner af jazz-musik, og for en enkelt dags skyld være fri for - kørende - biler i gaderne i centrum. I stedet for de kørende biler, er der til gengæld mulighed for at se på ikke færre end ca. 50 nye og brugte biler udstillet fra Køges autoforhandlere, der indtager Torvet og Brogade med de klargjorte biler.
Arrangementet er kommet i stand via det samarbejde, som Køge Handel og foreningen Køge Bilby startede for at par år siden, og det er ingen hemmelighed, at netop arrangementet med jazz og biler var den event, som både autoforhandlerne og Køge Handel var mest glade for af den række arrangementer, som man indtil nu har lavet sammen.
De 10 forhandlere er Gunner Due Biler, Max Due, Peugeot/Bilhuset Køge, Bjarne Nielsen , Volkswagen/Skoda, Bilhuset Laursen, Bilgo', Auto-House, Thye Biler og Poul Michaelsen Biler.
I forbindelse med deres udstilling har de også en masse konkurrencer med, både samlet og individuelt, hvor der kan vindes både små og store præmier, bl.a. fra det medbragte lykkehjul.
Mange kendte navne blandt jazz-orkestrene
Køge er godt kendt for sine jazz-arrangementer, og det skyldes ikke mindst de arrangementer som Thomas Madsen står bag i Hugos Gaard, hvor der sommeren igennem bliver spillet bl.a. jazz i den hyggelige gård.
Der er også andre, som ind imellem har jazz på programmet, men den ene gang om året, hvor Køge Bilby og Køge Handel agter at arrangere Jazz & Biler, bliver der spillet til den "helt store guldmedalje". Der er både kendte og mindre kendte navne blandt de 7 orkestre, som spiller forskellige steder i Køge midtby.
De deltagende er Boysen, Andersen Band, Jazzkompagniet, Jonas Jazzdrenge, Lasse Karlsson, Madsen og Nielsen, Norbert Susemihl Trio og Swing 42.
Jazz og Biler finder sted fra kl. 10.00-15.00, og det er altså på lørdag den 15. juni i Køge Centrum.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her