
Efter to nederlag i sæsonens to første kampe, havde HB Køge kniven på struben søndag eftermiddag, hvor holdet på udebane havde fornøjelsen af at møde topholdet Viborg FF der mødte frem med to sejre i bagagen.
3.000 tilskuere havde fundet vej til Energi Viborg Arena - og de blev vidner til en kamp, hvor Viborg FF var klart bedst i de første ti minutter men HB Køge holdt stand og var hele tiden klar til at sætte ind med kontrastød når chancen bød sig.
HB Køge kom mere med som kampen skred frem, og tilspillede sig pæne muligheder for scoring - bl.a. tvang Stephan Petersen Viborg FF målmanden Lucas Lund til en superredning.
Anden halvleg blev meget lig de første 45 minutter. Ingen af holdene havde den afgørende og sidste skarphed. I stedet blev det til en håndfuld halve chancer. Hjemmeholdet stod for de fleste, men HB Køge stod fast og særligt målmand Kevin Ray Mendoza i målet nuppede det, der var at komme efter.
HB Køge havde kuglen i netmaskerne ca. 25 minutter inde i anden halvleg, men Martin Koch Helsteds mål blev underkendt for offside.
Kampen sluttede 0-0 - og HB Køge kunne gå fra banen med sæsonens første point på tavlen - efter en fantastisk heroisk indsats, hvor den energi og krigerlyst der har manglet i de to første kampe blev fundet frem.
HB Køges næste kamp er allerede tirsdag den 13. august kl. 19.00 hvor holdet på udebane møder Lolland Falsterserieklubben Toreby-Grænge Boldklub i 1. runde af Sydbank Cup 2019/20.
Næste kamp i NordicBet Ligaen er fredag aften den 17. august kl. 19.00, hvor højtflyvende Kolding IF - tre sejre i de tre første kampe - kommer på besøg på Capelli Sport Stadion i Køge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her