5. april 2020
Hvis du snørrer løbeskoene bare en enkelt gang om ugen, har du stor chance for at undgå en række sygdomme.
Hvis du snørrer løbeskoene bare en enkelt gang om ugen, har du stor chance for at undgå en række sygdomme.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Selv én løbetur om ugen nedsætter risiko for tidlig død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selv én løbetur om ugen nedsætter risiko for tidlig død
Opdateret 04. januar 2020 kl. 17:48
Lev sundt - 04. januar 2020 kl. 17:19
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Bliver du forpustet, når du ser en flok løbetosser spæne forbi dig i skoven, parken eller på fortovet? Fortvivl ikke. Ny forskning rækker dig en hjælpende hånd - eller fod. Du behøver nemlig ikke stæse af sted hver anden dag for at få glæde af de sundhedseffekter, der er forbundet med at løbe. Faktisk kan så lidt som en enkelt tur om ugen på 50 minutter have signifikant betydning for din risiko for at dø for tidligt. Det er ikke engang sikkert, at tre-fire ture om ugen er bedre end en enkelt. Det viser et stort studie, som forskere fra Victoria University i Australien har publiceret i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine. Det skriver Politiken lørdag.

"Hvis flere begynder at løbe - uanset hvor meget de løber - vil det sandsynligvis føre til betydelige forbedringer i folkesundheden og en stigning i levealderen. Enhver mængde løb, selv en gang om ugen, er bedre end slet ikke at løbe, men højere doser løb ugentligt er ikke nødvendigvis forbundet med større gevinst i dødeligheden", skriver forskerne i deres konklusion.

Deres undersøgelse er et såkaldt metastudie, hvor de systematisk har gennemgået den videnskabelige litteratur og har fundet 14 studier, der belyser sammenhængen mellem at løbe og tidlig død. Studierne omfatter 232.000 personer, hvis helbred er blevet fulgt i mellem 5½ og 35 år.

Omkring 11 procent af deltagerne døde i perioden. Forskerne delte først deltagerne op i to grupper, alt efter om de løb eller overhovedet ikke løb. De fandt ud af, at dem, som løb, havde 27 procent lavere risiko for at dø af en hvilken som helst årsag i perioden, 30 procent lavere risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom og 23 procent lavere risiko for at dø af kræft.

Derpå så forskerne på, om antallet løbeture om ugen, varigheden af den enkelte tur og hastigheden havde nogen betydning for, hvor stort faldet i risikoen for at dø for tidligt var. Det fandt de ingen dokumentation for i studierne.

Ifølge førsteforfatteren bag forskningen, Željko Pedišić, bør det dog ikke demotivere folk, der nyder at løbe længere og hyppigere, men han understreger på Victoria Universitys hjemmeside, at forskningen er "godt nyt for dem, der ikke har så meget tid til rådighed til at dyrke motion".