21. oktober 2018
Trang til både selvkontrol og kontrol over vores partner, dræber lysten til sex, kram og kys i parforholdet.
gallery icon

Se billedserie

Trang til både selvkontrol og kontrol over vores partner, dræber lysten til sex, kram og kys i parforholdet.
Foto: Drazen Vukelic/Shutterstock
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Parforhold: Vores higen efter mikrokontrol saboterer sexlivet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Parforhold: Vores higen efter mikrokontrol saboterer sexlivet
Opdateret 06. oktober 2018 kl. 18:52
Lev sundt - 23. september 2018 kl. 15:50
Af Søren Arildsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Drømmer du om et parforhold med masser af kram, kys, god sex og kærlighed, så er det vigtigt at få tøjlet trangen til at 'mikrokontrollere' både dig selv og din partner.

Det mener parterapeut og sexolog, Christiane Meulengracht.

Over en tredjedel af os danskere har et sexliv, som i bedste fald er ordinært og i værste fald er 'særdeles dårligt'. Sådan lød det, da de første resultater af den store undersøgelse af danskernes sexliv, Projekt Sexus, blev lanceret sidste år.

Spørger man Christiane Meulengracht, er det særligt vores trang til både selvkontrol og kontrol over vores partner, der dræber lysten til sex, kram og kys i parforholdet:

"Rigtig mange mennesker lider af en konstant trang til at "mikrokontrollere" mere eller mindre alt i deres liv, fordi det i vores kultur er vigtigt at vise omverdenen, at vi netop er i kontrol og har "styr på" tingene.

"At vi er den bedste forælder for vores børn, har styr på jobbet, økonomien og er beriget med en partner, som giver os det, vi behøver - og mere til. Evnen til at indgå i samarbejder på fx arbejdspladser og i daglige gøremål er i høj grad betinget af, at vi kan kontrollere vores følelser, temperament, impulser mv. Det er oftest gavnligt for os. Fortsætter vi vores veltrænede kontrolevne i det intime møde, bliver det direkte saboterende. Denne trang til at være i kontrol smitter også af på parforholdet, som ofte ender med at være mere styret af planlægning og pligter end af spontanitet og nærvær. Det forhindrer os i at føle os forbundet," siger Christiane Meulengracht.

"Udfordringen er, at begæret og lysten til sex, nærhed og ægte intimitet netop får sin næring, når vi giver slip og tillader os at være tilstede i nuet og i kroppen. Når vi tør give os hen til vores partner, når vi tør vise nøgenhed og sårbarhed og lyst, og når vi ikke giver efter for den dominerende trang til selvkontrol, der bl.a. får os til at skamme os over lyde, lugte eller kropsudseende i soveværelset. Når vi tillader nydelsen at overtage, skal vi turde give slip på at have kontrol over kroppen og hvad vores partner vil tænke, og det kan være skræmmende for mange. Vi skal med andre ord turde vise den mere løsslupne og ukontrollerede side af os selv."

Jalousi er en intimitetsdræber

Det ubevidste behov for kontrol kan også vise sig, når vi ender med at lægge et bånd på vores partner, som vi slet ikke har lyst til:

"Trangen til at mikrokontrollere viser sig også, når vi har et overdrevent behov for at vide, hvor vores partner er, hvad han laver, eller hvem hun er sammen med. Kontrol og jalousi er to sider af samme sag, som skaber usikkerhed og fjerner lysten til ægte intimitet, fordi der i jalousien og kontrollen ligger en dom i, om vi er forkerte eller rigtige. Det samme gælder, når vi bliver alt for dominerende og glemmer at være nysgerrige på vores partner - sidstnævnte egenskab er noget vi ellers er rigtig gode til som nyforelskede," siger Christiane Meulengracht.

Ifølge parterapeuten er vores trang til at mikrokontrollere en så grundlæggende del af vores virkelighedsopfattelse, at det kræver en stor indsats at bekæmpe den.

Christiane Meulengracht giver dig fire trin, som kan hjælpe dig på vej mod mindre kontrol og mere intimitet.

1. Erkend

Først skal du føle efter, om du har travlt med at kontrollere både dig selv og dine omgivelser. Gør nogle mentale notitser. Du kan ikke forandre noget du ikke ved, hvad er.

2. Accepter

Accepter, at det gør dig usikker, når du forsøger at give dig hen til spontaniteten, og når du slækker på dit behov for at kontrollere alt.

3. Giv slip

Giv gradvist slip på noget af den kontrol, som tidligere har været styrende for din adfærd. Planer og ting, som skal ordnes, bør ikke stå i vejen for de lange kram og nærværende kys.

4. Tag aktion

Begynd at handle ud fra din nu øgede bevidsthed.

Christiane Meulengracht er par- og familieterapeut, sexolog og forfatterinde til bogen "Kærlighed med vilje" samt værtinde til podcasten af samme navn. Hun arbejder til daglig via sin praksis i Hellerup og Hornbæk, hvor hun hjælper kvinder og mænd med at skabe mere nærværende og bevidste forhold, hvor begge parter føler sig set, hørt og forstået.