24. oktober 2018
Med NADA-akupunktur og mindfulness kommer der mere ro på systemet, og Marlene Gjøstrand kan bedre håndtere smerterne.
gallery icon

Se billedserie

Med NADA-akupunktur og mindfulness kommer der mere ro på systemet, og Marlene Gjøstrand kan bedre håndtere smerterne.
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Medicinen var ikke den rette vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Medicinen var ikke den rette vej
Lev sundt - 13. maj 2018 kl. 20:03
Af Katrine Thorlund
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Afhængighed: Et forkert slag under en træning i selvforsvar tilbage i 2005 har præget Marlene Gjøstrands liv lige siden. Slaget ramte omkring nyrene, men var ikke noget, der blev gjort mere ud af. Senere går Marlene Gjøstrand til lægen, da hun pludselig har blod i urinen, og det bliver begyndelsen på et langt forløb med unødvendige operationer og medicin i lange baner.

arrow Læs også: »Man skal være klar til at ændre vaner«

- Lægen mente, det var nyresten. Fordi det var det mest nærliggende. Så jeg fik udleveret en håndfuld ketoganer, og så kunne jeg ligge der. Jeg tænkte, at det kunne simpelthen ikke være rigtigt, så jeg gik til en anden læge, som mente, jeg skulle en tur på Herlev Sygehus, fortæller hun.

På Herlev Sygehus bliver hun sendt til en CT-skanning og lægerne mente, at der var tale om en forsnævring på urinlederen. En lang behandling med kateter går i gang, indtil et kateter ender med at arbejde sig ind i bughulen med store smerter til følge.

- Så fik jeg en stomi til urin. Men du kan altså ikke lokalbedøve organer, så jeg var kun bedøvet på overfladen, da de skulle stikke ind for at ramme nyren. Og man kan bestemt godt mærke, når de rammer den nyre, fortæller Marlene Gjøstrand med en tone, der understreger smerten.

- Jeg fik fire operationer på to og en halv måned, som ikke lykkedes. Så derefter måtte de erkende, at udover det slag jeg havde fået dengang til selvforsvar, så havde de operationer, de havde foretaget, jo ødelagt nervesystemerne. Operationerne havde kun gjort min tilstand værre.

Nervesmerter kan ikke ses
Udfordringen for mange smertepatienter er, at man ikke kan se på deres krop, at de har ondt. Marlene Gjøstrand er pæn i tøjet, håret er sat, og der er dækket op til kaffe, da vi kommer. Men bag smilet gemmer sig en smerte, der buldrer, alt i mens vi taler sammen.

- Problemet for rigtig mange af os med nerveskadesmerter, det er jo, at man har fået en skade, og så pludselig kan nerverne ikke sende de rigtige signaler op til hjernen. Det er ligesom dem, der har fantomsmerter. De har ondt i noget, de ikke har mere, og princippet er det samme. Jeg har ikke nødvendigvis den skade mere, men min hjerne kan ikke forstå, de signaler nerverne sender.

Én af de frustrerende ting ved smerterne er, at der ikke er noget system i, hvornår de tager til i styrke. Det kan derfor være svært for patienterne at regulere, hvor meget de kan, og det kræver, at man lytter til sig selv.

- Jeg gik engang hos en fysioterapeut, som ville forsøge at finde ud af, om der var system i mine smerter. Om det var, når jeg støvsugede, rørte i en gryde, gik i bad, men det var der ikke noget system i. Jeg kan ikke sige, at hvis jeg gør det her i dag, så får jeg det sådan i morgen. Selvfølgelig kan jeg stresse mig selv, så jeg kommer ud af trit, og så ligger jeg brak. Men mine smerter svinger fra dag til dag, fortæller Marlene Gjøstrand.

Som at leve i en osteklokke
Utallige læger har over en årrække på 10 år forsøgt at behandle Marlene Gjøstrands smerter. Hun har været tilknyttet Herlev Hospital, Roskilde Sygehus, Rigshospitalet samt diverse smerteklinikker, fysioterapeuter og praktiserende læger. Hver især har de med forskellige tilgange forsøgt at udrede og smertedække.

- Herlev Hospital sagde på et tidspunkt, at de ikke kunne gøre mere for mig. Men jeg var så skide stædig, og det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle have det sådan her resten af mit liv. Så jeg gik til egen læge og sagde; »du finder lige på et eller andet« og så røg jeg til en smertelæge inde i København. Han prøvede en masse medicin, men han vidste heller ikke, hvad han skulle stille op med mig, så jeg kom videre til Rigshospitalets smerteklinik, hvor jeg gik i fire år, men det hjalp heller ingenting, forklarer Marlene Gjøstrand.

- På et tidspunkt fik jeg noget, der hed Lyrica (epilepsimedicin som også bruges ved nervesmerter og angsttilstande, red.), og det fik jeg i en længere periode, men da jeg kom ud af det, fandt jeg faktisk ud af, at jeg havde levet som i en osteklokke, og det tog ikke mine smerter. Jeg tror måske, at det lukkede ned for nogle følelser og mit overblik over min dagligdag, så da jeg kom ud af det, kunne jeg pludselig godt se, at der var mange ting, som ikke havde fungeret for mig i den tid.

- Når man så er alene med to børn, så skal man altså også have en hverdag, der fungerer. Så det nyttede ikke noget, at jeg sad der og blev lukket ned på den måde. I den tid, jeg har været tilknyttet hospitalerne, har jeg taget medicin, men det har bare ikke fungeret overhovedet. På Rigshospitalet blev vi enige om, at det ikke nyttede noget, at jeg fik alt den medicin, hvis det i virkeligheden gjorde det hele værre. Så jeg har prioriteret, at jeg må have de få gode timer om dagen, hvor jeg kan lave nogle ting, og så er det det.

Da vendepunktet kom
Da Marlene Gjøstrand blev opgivet af lægerne, og medicinen ikke havde nogen positiv effekt, faldt hun over en annonce i den lokale avis. Et såkaldt smerterehabiliteringsforløb for borgere med langvarige smerter. Et forløb som skulle vise sig at blive den hjælp, Marlene Gjøstrand havde brug for.

- Da jeg ringede til Bettina, som står for forløbet, og fortalte hvem jeg var, og hun havde forklaret om hendes tilbud, så begyndte jeg at tude. Der var endelig én der talte samme sprog som mig. Det med at sidde sammen med andre mennesker, der sidder i samme situation, og som nikkede, når man fortalte noget, som man ellers havde været meget alene om, det var helt fantastisk. Pludselig var man ikke alene. Jeg har måtte slippe en masse ting og overgive det til nogle andre. Man kan ikke udvikle på mine smerter, men forløbet har lært mig, at hvis jeg laver min mindfulness og akupunktur, får mine pauser og min ro, så kan jeg også bedre håndtere mine smerter.