
Hvorfor lever man længere i visse dele af verden end andre. Og hvorfor er der flere 100-årige i Okinawa i Japan, hos kirkesamfundet Adventisterne i Californien og i bjergene på den italienske ø, Sardinien.
Det har magasinet National Geographic undersøgt med hjælp fra en række forskere.
Konklusionen er, at de pågældende befolkningsgrupper opnår en højere levealder, fordi de livet igennem er fysisk aktive, har en "mening" med livet, arbejder i en høj alder, spiser en grøn kost, lader være med at overspise og føler sig som del af et fællesskab.
F.eks. bliver medlemmerne af Adventisterne i Californien tilskyndet til at føre en sund livsstil med vegetarisk kost. Samtidig holder man sig fra alkohol og tobak. Medlemmerne går meget i naturen og er aktive sent i tilværelsen.
Hos bjergboerne på Sardinien arbejder man også sent i livet. Her fornægter man til gengæld ikke alkohol men drikker daglig rødvin, hvilket kan modvirke hjerte-kar-sygdomme.
Igen er kosten fyldt med grøntsager, brød lavet på grovmel og osten, der kommer fra fritgående dyr.
Også i Okinawa er kosten meget grøn. Det er grøntsager, kål og tofu, som udgør hovedbestanddelen af måltiderne. Arbejde udfører man livet igennem.
I takt med, at befolkningen på Okinawa har tilegnet sig en livstil, som svarer til den, der føres i andre dele af Japan, har man dog oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder, så den nu er ved at være på højde med det øvrige Japan.
Her lever befolkningen i gennemsnit længst:
1. Japan: 83,7
2. Schweiz: 83,4
3. Singapore: 83,1
4. Spanien: 82,8
5. Australien: 82,8
6. Italien: 82,7
7. Island: 82,7
8. Israel: 82,5
9. Frankrig: 82,4
10. Sverige: 82,3
16. Norge: 81,8
24. Finland: 81,1
28. Danmark: 80,6
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her