
Er du syg, skadet eller har du bare valgt at indtage sofaen det meste af din vågne tid, så får det store konsekvenser for din krop. Det viser et forskningsstudie, som Center for Sund Aldring og Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet har gennemført hos unge og ældre mænd.
Ved ikke at bruge dine ben i 14 dage vil du - hvis du er ung - miste en tredjedel af din samlede muskelstyrke. Det svarer til den styrke en gennemsnitlig person, der er 40-50 år ældre, har, konkluderer studiet.
Er du ældre, vil du miste op mod en fjerdedel af din muskelstyrke.
Forskellen på den mistede muskelstyrke mellem ung og ældre skyldes, at de unge testpersoner havde væsentlig mere muskelmasse end de ældre. Faktisk havde de unge mænd i studiet cirka et kilo muskelmasse mere i hvert ben end de ældre mænd.
De unge mistede gennemsnitligt 485 gram, mens de ældre mister cirka 250 gram. Begge gruppers kondition faldt også i perioden.
For at få et retvisende billede af et aktiv kontra et passivt ben blev testpersonerne forsynet med en benskinne, som forhindrede dem i at bruge det ene ben.
"Jo mere muskelmasse du har, des mere mister du. Det betyder, at er du trænet og bliver skadet, mister du formentligt endnu mere muskelmasse på den samme tid end en utrænet. Selvom de ældre mister mindre muskelmasse, og faldet i kondition er mindre end hos de unge, så er det formentligt et mere kritisk tab for de ældre. Det skyldes, at det i højere grad kan gå ud over deres livskvalitet og sundhed", fortæller Martin Gram, forsker ved Center for Sund Aldring og Biomedicinsk Institut.
Efter 14 dages inaktivitet, cykeltrænede forsøgspersonerne 3-4 gange om ugen i 6 uger for genvinde muskelmasse, muskelstyrke og kondition.
"Desværre er cykeltræning ikke er nok til, at forsøgspersonerne genvinder deres oprindelige muskelstyrke. Cykeltræning er derimod tilstrækkeligt til at genvinde den tabte muskelmasse og kondition. Skal du også genvinde din muskelstyrke efter, at du i en periode har været helt inaktiv, skal du supplere med styrketræning", konstaterer Andreas Vigelsø, der også er forsker ved Center for Sund Aldring og Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet.
"Det er interessant, at tabet af muskelmasse ved inaktivitet går så hurtigt. Faktisk tager det tre gange så lang tid at komme tilbage til udgangspunktet.
Det kan skyldes, at når vi er inaktive, så er det alle døgnets 24 timer", siger Martin Gram.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her