

Se billedserie
Trods et stort behov er der endnu ikke sendt nogen ansøgning ind til kommunen om den ønskede kunstgræsbane i Kirke Hyllinge. Årsagen er planerne om et stort halcenter.
Situationen er paradoksal. Mens der findes kunststofbaner i Osted, Hvalsø og Lejre, har det i mange år været et hedt ønske at få en kunstgræsbane nord for motorvejen i Lejre.
- Ja, det virker paradoksalt, at vi har en fodboldklub i vækst, med mange spillere, der gerne vil spille en masse vinterfodbold. Men samtidigt arbejder vi på det store halprojekt. Og diskussionen går: hvor vil det være mest fornuftigt at at lægge en kunstgræsbane i det lange perspektiv?
Det siger formanden for Kirke Hyllinge IF's hovedbestyrelse, Ib Tinghøj.
Og diskussionen om, hvad der giver bedst mening, er ikke bragt til ende endnu. Enten skal en kunstgræsbane ligge på stadion, ved Station 14. Eller den skal ligge nogle en kilometer derfra, i tilslutning til det udbyggede halcenter.
Halcentret er et stort projekt, til så mange millioner kroner, som der ikke er skabt grundlag for endnu. Problemet er blandt andet finansieringen. Derfor drøjer det også med kunstgræsbanen, hvis placering har været gjort afhængigt af udviklingen af halcenteret.
- Vi er lige nu i gang med at arbejde på en afgørelse om, hvor kunstgræsbanen skal ligge, og jeg vil skyde på, at vi får en vurdering og afklaring på det inden for et halvt år, måske før, på hvilken retning vi skal gå. Jeg kan endnu ikke sætte en helt fast tidsramme på, men der er stort fokus på, at den afgørelse skal tages ret hurtigt, siger Ib Tinghøj.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her