
Lejre Kommune er én af de mange kommuner, som har meldt sig ind i foreningen Vild med Vilje. Samtidigt har Lejre, ligesom 89 af landets øvrige kommuner, gået med til at deltage i en konkurrence, kaldet »Danmarks Vildeste Kommune«.
Vinder Lejre Kommune konkurrencen (og der er altså meget hård konkurrence fra alle de andre kommuner!) får kommunen i første omgang æren. Men der er også en anden meget saftig gulerod i sigte, nemlig en gevinst på én million kroner fra Den Danske Naturfond for det bedste vilde naturprojekt.
Politikerne i teknik- og miljøudvalget blev tidligere i marts enige om, at Lejre Kommune indgår et partnerskab med Vild med Vilje, og at kommunen hopper med på konkurrencen, som er udskrevet af miljøminister Lea Wermelin.
I slutningen af 2022 kårer et dommerpanel den vildeste deltager i konkurrencen »Danmarks Vildeste Kommune«. Der er lagt op til »fri leg« i bestræbelserne på at gøre sin kommune vildere.
Indsatserne vil blive fulgt af dommerpanelet, der ud over miljøminister Lea Wermelin (S) består af bonde og tv-vært Frank Erichsen (Bonderøven) og biolog Morten DD Hansen. Et filmhold følger konkurrencen, og optagelserne vil blive sendt i 2023 som anden sæson af »Gi' os naturen tilbage« på DR,
Marinus Bastian Meiner (SF) er initiativtager til Lejres medlemskab i Vild med Vilje. Hele projektet går ud på at gøre en positiv og konkret forskel for de vilde arter på kommunens grønne arealer.
Især er det hensigten at skabe lokal forankring i projekter, som inddrager beboere i områderne. Derfor vil Lejre i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste kommune fokusere på, at de fleste arealer ligger bynært, og at projekterne bliver til gavn for alle. Både flora, fauna og beboerne.
Lejre Kommune udlægger blandt andet en række større arealer i det nordvestlige Gevninge til vild natur. Desuden små arealer syd for Lejre by og ved Gøderup.
Til fremme af biodiversiteten omkring vandboringer er et Grønt Guld projekt via DN-Lejre søsat i Gershøj. Projektet er fondsstøttet. Ideen her er at ændre et kedeligt område omkring en vandboring til spændende vil natur. Men man kan nok vente mange flere projekter, når ideerne kommer væltende.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her