

Se billedserie
Så er det styrtet ned.
Dele af det faldefærdige pagode-udhæng, der er skruet dårligt i på den bygning, som tidligere rummede restauranten Shanghai Lounge på Hovedvejen 182a i Osted, er faldet af og ligger på jorden. Det skriver DAGBLADET Roskilde lørdag.
Og Bo Bendixen, der bor i Osted, er meget utilfreds med, at ingen har reageret noget før. Han går undertiden tur der med sin hund og har frygtet, at udhænget skulle falde ned over børn, der leger i området.
- Jeg har prøvet at kontakte Arbejdstilsynet; det fik jeg ikke noget ud af. Det samme med ejendomsmægleren Butikskompagniet. De var ligeglade. Da jeg ringede til politiet, fik jeg at vide, at det er privat område, så det reagerer de ikke på. Og kommunen siger, at jeg bare skal sende noget til deres Lejre-info, men det har jeg prøvet før, og der går halvandet år, før de reagerer, siger Bo Bendixen.
- Nord om bygningen ligger en sti, som allerede var der, før der blev bygget den her restaurant. Så børn leger her. Men jeg er da glad for, at udhænget nu er styrtet ned natten til fredag. Der kunne lige så godt have været børn under, siger han.
Ejendommen har i øvrigt stået til salg nogen tid; prisen er 1.788.000 kroner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her