
Undersøgelserne af PCB-forureningen på industrigrunden ved Øm er nu færdige, og det viser sig, at der også er PCB i jorden under nogle af hallerne på industrigrunden på østsiden af Hovedvejen i Øm, skriver DAGBLADET Roskilde mandag.
Det viser en rapport, som Bach gruppen har foretaget, efter at Lejre Kommune i august bad dem om yderligere at undersøge omfanget af forurenede byggematerialer på grunden på Kumlehusvej 1.
Der er taget prøver i alle hallerne på grunden: To boringer ned gennem betongulvet i hver hal. For hver boring er der udtaget to prøver af jorden. I alt fire prøver af jorden under gulvet for hver af hallerne på grunden, oplyser Lejre Kommune. Plus at der er taget yderligere prøver af jorden på arealerne rundt om bygningerne.
Der er konstateret en lav koncentration af PCB under to af hallerne, mens der under to andre haller er fundet spor af PCB. Under de øvrige haller er der ikke fundet nogen PCB-forurening i prøverne. Der er klart mest forurening uden for bygningerne, hvor der nogle steder er forurenet byggeaffald med en høj koncentration af PCB.
Nu er det så op til politikerne i teknik- og miljøudvalget at tage stilling til, hvad der skal ske i sagen, og hvilke krav der skal stilles til Bach Gruppen, der står bag halbyggeriet. Politikerne mødes den 5. december.
Se evt. også DAGBLADET Roskilde mandag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her