

Se billedserie
Antik julepynt. Den gamle mormorjul, som forældre og bedsteforældre husker den i et gyldent skær. Klassiske bageopskrifter.
Alt sammen noget, som er ved at blive rigtigt meget eftertragtet, og som folk valfarter til den gamle gartnerbolig for at finde hos Livsstil på Egholm Slot.
Nogle af de mange juleting, man finder her, er ægte gamle, endda antikke, andet sætter sig lidt mellem to stole og er fremstillet senere, i gammel stil, som er genoplivet. Alt sammen i det hyggelige miljø, man finder hos Katinka Louise Larsen og Anja Bøtker.
SN-Brød: - Vi er nu på femte sæson, som er vores bedste nogensinde, og faktisk har det været sådan, at folk er kommet efter den stil generelt, lige siden vi kom. Huset her inviterer jo til det. Du kan komme her, fordi der er så meget plads, og gå og nyde de mange ting. Det her er ikke et sted, man lige kommer forbi - folk bestemmer sig for at komme her, fortæller Katinka Larsen.
Med 26 butikker fordelt på gartnerboligen og folestalden lidt derfra er der masser at gå og kigge på; her kan den unikke julegave findes, og alt det, der gør julen smuk. Én af butikkerne tilhører Christina Mikkelsen, der udelukkende har gamle sager i sin lille bod i gartnerboligen, fra hendes virksomhed »Dengang og Engang«.
Som noget helt særligt på 1. salen i gartnerboligen kan man se et eksempel på ægte »up-cycling« - et begreb, der omfatter ikke blot genbrug af noget gammelt, men opgradering og ny-brug af gammelt materiale.
Nemlig mange små fine glitrende juletræer, der er lavet af gamle smykkesten fra det gamle Tjekoslovaliet før 2. Verdenskrig. Da krigen kom, blev smykkestenene lagt på lager. Efter krigen havde stilen ændret sig, og de lå blot på lger og samlede støv. Indtil nogen startede et projekt op og lavede de små glitrende juletræer af smykkestenene.
Loppesisters har boden på 1. salen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her