
Der har været stille omkring kirkerne i forbindelse med jul og nytår, hvor gudstjenester er blevet aflyst på grund af corona-smitten. Det har nogen udnyttet til at begå indbrud i Kirke Sonnerup kirke i dagene mellem den 1. januar og den 6. januar, hvor alt kirkesølvet nu er væk.
- Der stod en enkelt kande af tin tilbage. Det var ikke det, vi havde brug for, fortæller formand for Rye-Kirke Sonnerup menighedsråd, Jens Ole Pedersen.
Der var ingen opbrudsmærker eller lignende ind til kirken. Bag altertavlen stod sølvet i et pengeskab, der er blevet brudt op.
- Vores gamle pengeskab har fået en ordentlig en på sinkadusen, lyder det fra Jens Ole Pedersen, som oplyser, at kirken nu skal have et nyt pengeskab, lige som det skal overvejes, om der skal alamer og lignende op.
Jens Ole Pedersen forklarer, at kirken er en såkaldt vejkirke, hvilket betyder, at den er åben i dagtimerne.
- Så har vi sagt, at dem, som har haft behov for det, kunne komme og sidde her, når nu der ikke har været gudstjenester, siger Jens Ole Pedersen og oplyser, at indtil videre bliver kirken nu låst af.
Der er blevet stjålet 30-40 alterbægre, en kalk, et fad og en sølvske. Nogle af tingene er op mod 100 år gamle.
- Det er ikke massivt sølv, så de har ingen værdi ved omsmeltning. Det kan ligne ubetydelige ting, men de er en vigtig del af de kirkelige handlinger, fortæller Jens Ole Pedersen.
Politiet efterforsker indbruddet, men Jens Ole Pedersen har en klar opfordring, hvis nogen ser tingene eller får dårlig samvittighed. Så kan de bare sætte tingene i en pose ved kirken.
- Det vil bare være dejligt at få dem tilbage. Men ellers må vi købe nyt, selv om det ikke bliver det sammen, siger Jens Ole Pedersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her