
Lejre Kommune arbejder nu videre med to mulige løsninger på afhentning af affald, som kan opfylde Folketingets krav om 10 forskellige sorteringer.
Uanset hvilken løsning Lejre ender med, søger kommunen om dispentation, så ordningen tidligst går i gang til april næste år.
Affaldet blev vendt og drejet på det seneste møde i Udvalget for Teknik og Mijø. Årsagen er, at Folketinget sidste år vedtog, at privat affald fremover skal sorteres i 10 forskellige fraktioner: rest, mad, plast, metal, papir, pap, glas, drikke- og fødevarekartoner, farligt affald og tekstil.
I Lejre Kommune bliver affaldet allerede sorteret i seks grupper. I første omgang skal der findes en løsning på drikke- og fødevarekartoner, pap og farligt affald, da tekstil kommer på senere.
En løsning krævede endnu en beholder ved hver husstand, så den er blevet fravalgt af udvalget på administrationens anbefaling.
Tilbage står nu to løsninger, som stort set er ens, og helt teknisk bliver valget mellem at udvide aftalen med den nuværende renovatør eller afkorte udbuddet og lave en helt ny aftale.
Hvilken type aftale kommunen ender med at lave, vil betyde, om den nye affaldsordning træder i kraft til april 2022 eller november 2022.
- For mig at se er det en god idé at få genanvendt mere, siger formand for Teknik og Miljø udvalget, Ivan Mott (EL) og påpeger, at Lejre Kommune har taget den største omvæltning på området i foråret 2018, da affaldet blev delt om i flere fraktioner.
Derfor vil det nu kun være mindre justeringer, der skal til for at få de sidste fraktioner med.
- Mit håb er, at borgerne tænker, at nu falder de sidste brikker på plads, siger Ivan Mott.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her