5. august 2021
Ea Lykke Schausen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Ea Lykke Schausen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forældre samlet om opråb til politikere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forældre samlet om opråb til politikere

En gruppe af 30 forældre til folkeskolebørn i Lejre Kommune er gået sammen i et forsøg på at råbe politikerne op og kræve svar på skolernes tilstande.

Lejre - 15. juli 2021 kl. 10:02
Af Ea Lykke Schausen

Væggene inde i den store, gule bygning kunne godt trænge til en klat maling. De små pulte i lokalerne tager en ned af mindernes sti, mens de blanke whiteboards bryder med den retro stil, der ellers gennemsyrer Kirke Såby Skole.

- Der var en vision om, at vi skulle være mere digitale, så der blev klasket digitale whiteboards op her. Og det er jo også fedt, og det kan en masse, men vi er bare flere, der mener, at de penge nok var brugt bedre andre steder, fortæller Martin Lastrup Hviid, medlem af forældrebestyrelsen ved Kirke Såby Skole.

Han uddyber, at idéen med digital undervisning er fin, men man glemte at investere i opkvalificering af lærere og pædagoger til at bruge de digitale værktøjer.

Kommunalt problem

Selv har Martin et barn på syvende årgang, og bestyrelsesmedlemmet fortæller, hvordan hans barn eksempelvis holder sig hele dagen, fordi toiletterne er for ulækre, og generelt føler sig umotiveret, fordi omgivelserne er langt fra inspirerende.

- Vi har nogle virkelig gode lærere, og de gør, hvad de kan, med hvad de har. Men her er et problem med økonomien, der gør det vanskeligt at opretholde gejsten - både for elever og lærere, siger Martin Lastrup Hviid.

Og det problem står han ikke alene om at berette om. Faktisk er Martin Lastrup Hviid blot én af 30 forældre i en forældrekreds, der repræsenterer samtlige skoledistrikter i Lejre Kommune, der er gået sammen for at ruske op i lokalpolitikerne.

- Vi har af flere omgange snakket sammen på tværs af skolebestyrelserne for de forskellige skoler, og det gik meget hurtigt op for os, at der er én fællesnævner, når det kommer til skolernes problemer. Om det er små eller store skoler. Og det er økonomien, fortæller Rikke Lange, der er bestyrelsesformand for skolebestyrelsen ved Allerslev Skole.

Hellere lavere karakterer

Kigger man på tallene, bruger Lejre Kommune lige under 7000 kroner mindre per elev per år end de kommuner, indenrigsministeriet sammenligner kommunen med. Og mens udligningsreformen har taget hårdt på kommunens økonomi, mener forældrene, at der alligevel burde kunne findes flere penge til samfundets fremtid, børnene.

- Jeg siger ikke, at vi har brug for 7000 ekstra per elev. Men jeg mener, vi bør se på, hvad der skal til for at få skolerne til at trives. Og måske det er 7000, måske det er 2000, hvem ved. Men som tingene er nu, har skolerne jo knap nok råd til stof, så børnene kan lære at sy i håndværk og design, lyder det fra Martin Lastrup Hviid.

- På papiret klarer vores børn sig rigtig godt. Karaktergennemsnittet ligger over landsgennemsnittet. Men det er jo i virkeligheden ikke det, der tæller. Jeg ville ønske, nogen turde sige, at vi skal gå ned i karakter - men til gengæld op i trivsel, lyder det tilsluttende fra Rikke Lange.

Ingen gardiner

De to forældre viser rundt på Kirke Såby skole, mens de fortæller videre om de generelle problemer, forældrebestyrelser i kommunen beretter om. Som et eksempel nævner Martin Lastrup Hviid, at der sidst har været en renovering på Kirke Såby Skole for 12 år siden. Hertil fortæller Rikke Lange, at mens Allerslev Skole netop har fået et løft, vidnende også dette også om, at pengene ikke blev prioriteret:

- Det er jo dejligt, at skolen får en overhaling - og det var virkelig også på tide. Men med i renoveringen var eksempelvis ikke gardiner. Så må skolen til at finde penge til det her i en i forvejen stram økonomi.

De to forældre, der er en del af de 30, ønsker at appellere til kommunalbestyrelsen.

- Skolen er til for eleverne. Her skal der skabes fundament for at lære, og det kræver trivsel. Trivsel, som undersøgelser viser, her ikke er. Så vi vil egentlig bare gerne høre, om politikerne virkelig mener, at budgettet er tilstrækkeligt for at opnå et godt resultat på trivselsmålingerne, spørger Rikke Lange.

Fuld forståelse

Det er et forfærdeligt dilemma, hvordan kommunens budget skal fordeles. Der er mange områder, der bør prioriteres, og det er frustrerende, at der ikke er penge nok, mener borgmester i Lejre Kommune Carsten Rasmussen (S).

- Jeg anerkender fuldt ud forældrenes frustrationer, skolerne har små penge at rode med, siger han og uddyber:

- Generelt har jeg aldrig ment, der er penge nok. Men det gælder både ældre, børn og mange andre områder, hvor kommunens penge skal strække til. Og vi forsøger at finde flest penge til flest mulige, men vi er også nødt til at se på, hvor pengene skal komme fra.

Et nyt budget

Den nye udligningsreform betyder, at Lejre Kommune skal hoste op med flere millioner kroner til andre kommuner - og det stiller landkommunen i en svær situation, når det handler om at fordele de resterende penge til egne borgere.

- Vi er en kommune, der ikke har så mange penge, og selvom vi forsøger at få det til at strække, så kan vi desværre ikke lægge budgetter, hvor udgifterne overgår indtægterne. Og hvert år bruger vi alle vores indtægter på udgifter, lyder det fra Carsten Rasmussen.

Hvorvidt man vælger at prioritere anderledes i det kommende budget, kan borgmesteren af gode grunde ikke spå om.

- Ud fra det antal kroner og øre, vi har, må vi se på, om der kan findes flere penge til folkeskolerne. Men der er også andre prioriteringer at tage hensyn til i det store billede, og jeg ved ikke, hvordan kommunalbestyrelsen vil prioritere pengene, når der lægges budget igen, slutter han.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk