22. oktober 2021
Lejres borgmester, Carsten Rasmussen (S) gøres klar til valgdebat i Lorry ved forrige kommunalvalg. Vil han bevare borgmesterposten? Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Lejres borgmester, Carsten Rasmussen (S) gøres klar til valgdebat i Lorry ved forrige kommunalvalg. Vil han bevare borgmesterposten? Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En stærk borgmester udfordres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

En stærk borgmester udfordres
Lejre - 14. oktober 2021 kl. 19:12
Af Agnete Vistar

Som vanligt er det noget af en Hercules-opgave at forudsige kommunalvalgets udfald i Lejre den 16. november.

Ved hvert eneste kommunalvalg det sidste årti er der opstået nye partier eller lister, mens andre trækker sig, og det får hver gang det politiske billede til at bølge i et luftslør af de politiske farver rødt, blåt og grønt, der fletter sig ind og ud af hinanden.

Sådan er det også i år. I 2017 var der 13 partier/ lister, som stillede op - i år er der 10. Liberal Alliance banker på døren, og det gør også Lokallisten Levende Landsbyer og Nye Borgerlige. Ingen af dem har repræsentanter siddende i den nuværende kommunalbestyrelse i Lejre.

Andre små partier, der er inde i varmen i den nuværende periode, kan ende med at sidde på en knivsæg ved valget. Radikale Venstre har ét mandat. Det har Enhedslisten også, omend listen kan være mere sikker på at holde sig inde, selv om den er faldet ud af et teknisk valgforbund med S og SF på grund af en forsømmelse. Men iagttagere peger på, at forsømmelsen kan risikere at koste den rød-grønne alliance et mandat.

Det handler om relationer

Mandatfordelingen mellem de lidt større og de store partier er ikke givet på forhånd. De Konservative sidder på to mandater, ligesom Dansk Folkeparti, mens Venstre har syv (men blev valgt ind ved forrige valg på otte mandater, hvor Erik Holst siden blev løsgænger - han genopstiller ikke). Socialdemokratiet sidder på seks, og SF på fem mandater.

Men det er et faktum, at lokalpolitik handler meget om relationer. Og gennem flere valgperioder har et flertal af en række partier - S, SF, R, K, EL og senere også DF bygget et ret tæt samarbejde op, mens Venstre, som i en årrække har været det største parti, har siddet isoleret i Lejres kommunalbestyrelse. Faktisk har Venstre i over et årti nu siddet i opposition.

Der tales rigtigt meget i disse dage om, hvem der bliver borgmester efter kommunalvalget. Det mest sandsynlige er, i hvert fald som det ser ud lige nu, at den kommende borgmester skal findes i det nuværende flertal.

Stærk udfordrer

Det ville dog være alt for nonchalant at dømme en så stærk udfordrer til borgmesterposten som Venstres Tina Mandrup ude på forhånd. Hun er som leder af en stor skole i Kalundborg vant til at tage vare på en stor offentlig virksomhed, og hun har gang på gang markeret sig i denne valgperiode på mærkesager, såsom udbygningen af boliger, tilbagebetaling til forældre for manglende pasning under Covid-19 nedlukningerne og senest ønsket om friplejehjem.

Men Venstre og deres borgmesterkandidat er oppe imod en meget stærk borgmester i Carsten Rasmussen (S), som har siddet som borgmester i hele valgperioden og inden da fra 2016.

Carsten Rasmussen har ikke blot formået at samle et flertal omkring sig. Han er også meget synlig i kommunen, lige fra road-trips med Vores Sted-vognen til indvielser og store og små arrangementer og borgermøder.

Alle steder møder han mange Lejre-borgere, og det gør han i øjenhøjde. Det er ikke at gå for langt at forvente, at han vil kunne ride på en borgmestereffekt.

I Lejre by

Han udtaler sig markant og skaber sig også nogle gange kritikere blandt borgerne på den konto. Det er dog mest sket i forbindelse med protesterne over den voldsomme boligudbygning i og omkring Lejre by, hvor det kan gå ud over hans personlige stemmetal der. Men her er der til gengæld andre stærke socialdemokrater stillet op, herunder Connie B. Jensen (formand for socialdemokraternes vælgerforening) og ikke mindst Sine Gormsen, der har et stort netværk i kraft af sit engagement som formand for den store Allerslev Gymnastikforening.

Også to andre kandidater til borgmesterposten i flertallet er i spil. Det gælder Grethe Saabye (K), som ved de to foregående valg var på tale som borgmester på enten valgnatten eller i diskussionerne partierne imellem bagefter. Mens Carsten Rasmussen blev topscorer med næsten 1700 personlige stemmer, blev Grethe Saabye nr. 2 med 1009 stemmer. Hun har skabt sig en solid platform som formand for erhvervs- og turismeudvalget.

Den tredje borgmesterkandidat, Mikael Ralf Larsen (SF), der overtog pladsen som partiets rorgænger efter Mette Touborg, fik også et rigtigt godt valg sidste gang med 888 stemmer; tredje-flest blandt alle kandidater. Han er vellidt, godt inde i sagerne og får utvivlsomt ligesom de andre nævnte borgmesterkandidater et godt personligt valg den 16. november.

Men spørgsmålet er for både Grethe Saabyes og Mikael Ralf Larsens vedkommende, om de kan bevare antallet af mandater i kommunalbestyrelsen. De har pt. henholdsvis to og fem. En stor del af SF's femte mandat blev skabt på baggrund af valgteknisk samarbejde ved sidste valg, mens De Konservative var tæt på et tredje mandat.

Den ukendte faktor

Den store ubekendte faktor i det kommende kommunalvalg er i den sammenhæng, i hvilket omfang stemmerne til kommunalvalget vil følge landstendenserne hos moderpartierne. Lejre Kommunes vælgerskare har traditionelt ofte blæst på, hvordan det går med moderpartierne.

Mest markant skete det i 2013, da Mette Touborg buldrede ind i Lejres kommunalbestyrelse med i alt ni SF-mandater - samtidigt med, at SF var under næsten total nedsmeltning i Folketinget.

De Konservative har generelt fine meningsmålinger på landsbasis, og det kan give medvind lokalt, mens det har bøvlet slemt for Venstre og DF, samt LA. For ikke at tale om De Radikale. Men kommunalpolitik er nu engang noget andet end landspolitik.

Skal det lykkes for Venstre at slå en breche ind i det sammentømrede flertal, handler det om at bygge relationer op. Der har været møder mellem Venstrefolk og Konservative disse uger, ifølge Dagbladets informationer.

Et flertal med Venstre i spidsen vil kræve en betragtelig andel af mandater - mindst de otte, de fik sidste gang, eller helst flere. Et samarbejde med De Konservative er ikke ude i hampen, selv om Grethe Saabye befinder sig godt med de overvejende rød-grønne partier i flertallet. Til gengæld kan det, i hvert fald set udefra, være svært at få øje på et borgerligt flertal, og dermed et systemskifte, der omfatter DF, da der ikke er tætte relationer mellem Venstres Tina Mandrup og DF's Ole Blickfeldt.

Og spørgsmålet er, om Liberal Alliance kan få foden indenfor i varmen hos vælgerne. I øvrigt er det ikke usandsynligt, at SF kunne være interesseret i et samarbejde med Venstre.

Demografisk forskydning

Der er sket en demografisk forskydning i Lejre Kommune i valgperioden, på grund af den massive tilflytning. En stor del af de nye borgere er familier med børn, og mange af dem flytter i bofællesskaber; en del af dem har rød-grøn orientering.

Det kan meget vel føre til bedre valgresultater for partier som SF, Radikale, S og EL, samt for Lokallisten Levende Landsbyer, der sidst fik 265 stemmer, og som har fokus på emner som udvikling af landsbyerne.

Mange forældre har været pressede, fordi byggeri af nye børnehuse ikke har kunnet følge med indflytningen. Ventelister er opstået i Lejre by og i Hvalsø.

Ramt af sin succes

Der er derfor næppe tvivl om, at udviklingen af Lejre Kommune bliver et vigtigt valgtema - hvad skal der ske i landsbyerne; hvordan sikrer politikerne, at Lejres grønne image med natur og frisk luft bevares, og hvordan sikres kvaliteten i folkeskoler og børnehuse.

Flere seniorboliger er også i fokus.

I virkeligheden er Lejre blevet ramt af sin succes. Kommunen er umådeligt attraktiv at flytte til, også fordi den har et godt, grønt image - og her er det de fleste steder 2 millioner kroner billigere at bygge en bolig end inde i København.

Der har været en del udskiftning i den nuværende kommunalbestyrelse, men størsteparten af de nuværende medlemmer genopstiller.

De genopstiller ikke

Line Holm Jacobsen (V og borgmesterkandidat ved sidste kommunalvalg) takker af, ligesom tidligere udvalgsformand Leif Nielsen (S), nuværende formand for Udvalg for Job & Arbejdsmarked, Christian Plank (SF), Marinus Bastian Meiner (SF - han trak pænt mange stemmer i Gevninge sidste gang) samt løsgænger Erik Holst (der sprang fra Venstre i den forgangne periode).

Muligvis kan der ske nogle forskydninger på grund af dette. SF fik næst-flest stemmer af alle partier i Gevninge ved sidste valg, 21,3 procent, kun overgået af Venstre (26,6).

Hvalsø er traditionelt en bastion for Socialdemokratiet; sidst fik partiet 28,7 procent af stemmerne, mens Venstre stod svagest procentuelt med 15,9 procent. S stod også stærkt i Kirke Hyllinge, Rye og Osted, men havde ikke stor tilslutning i Lejre.

Venstre stod til gengæld stærkt i Glim, Sonnerup, Rye (der omfatter Ejby), Kirke Hyllinge, Osted og Sæby.

Servicen

Men som nævnt - tilflytningen og bekymring i vælgerskaren over muligheden for at opretholde servicen og skaffe gode forhold for børn og børnefamilier er en ny faktor, som kan komme i spil på valgdagen.

Skulle det glippe for Venstre at få den borgmesterpost, som er det primære mål, vil partiet efter tre valgperioder i opposition strække sig langt for at få indflydelse.

De vil i så fald gå efter det næstbedste, som kunne være formandsposter i fagudvalgene. Det interessante er, at en enig kommunalbestyrelse tidligere i år besluttede at skære ned på antallet af fagudvalg fra seks til blot fire.

Vedtægterne skal først endeligt vedtages i det nye år af en ny kommunalbestyrelse. Indtil videre eksisterer der derfor kun en forhåndstilkendegivelse om, at der skal være fire mod de nuværende syv.

Når partier skal tilgodeses

Iagttagere, som Dagbladet har talt med, peger dog på, at der kan ske alt muligt på valgnatten, når der skal dannes flertal i en ny Lejre-lokalregering - og nogle partier skal tilgodeses med en formandspost i et udvalg. Så kan antallet af fagudvalg pludselig stige igen, for fire vil ikke være nok...

SF sidder pt. på tre formandsposter, Konservative på én, Enhedslisten på én og Radikale på én. Og man kan sagtens tænke sig, at forskellige partier vil sælge sig selv dyrt på valgnatten, eller senere, hvis en ny kommunalbestyrelse ikke er dannet endnu den 17. november, dagen efter valget.

Ikke mindst Grethe Saabye (K), som kan blive en nøglefigur på valgnatten. Og lykkes det hende ikke at blive borgmester, vil hun sælge sig selv meget dyrt.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk