6. marts 2021
Det ene lokalplanforslag, LK 79B, til Søtorvets udvidelse vil ændre Søvej, så vejen får to knæk og dermed vil lægge beslag på et større del af det grønne område ved søen. Lejre Kommunes lokalplanforslag.
gallery icon

Se billedserie

Det ene lokalplanforslag, LK 79B, til Søtorvets udvidelse vil ændre Søvej, så vejen får to knæk og dermed vil lægge beslag på et større del af det grønne område ved søen. Lejre Kommunes lokalplanforslag.
Foto: Holger Vincents
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: To lokalplanforslag til Søtorvets 2. etape i høring

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To lokalplanforslag til Søtorvets 2. etape i høring
Lejre Lokalavis & Midtsjællands Folkeblad - 06. november 2020 kl. 09:14
Af Holger Vincents

Hvalsø: Søvej skal flyttes længere mod vest, så der skabes plads til butiksnære parkeringspladser, og det vil få konsekvenser for det grønne område ved søen. Hvor stor en forandring, der bliver tale om, er dog fortsat et åbent spørgsmål.

Det står klart oven på tirsdages kommunalbestyrelsesmøde, hvor Lejres politikere med undtagelse af Enhedslisten sendte to næsten identiske lokalplanforslag til 2. etape på Søtorvet i høring.

Fælles for de to lokalplanforslag er, at de giver Søtorvsarkaden Aps, der hører under SuperBrugsen Hvalsø og står bag udviklingen af området, mulighed for at opføre en ny dagligvareforretning på 1200 kvadratmeter mellem Fakta og SuperBrugsen. Derudover skal der skabes plads til yderligere butikslejemål, mens flere lejligheder skal opføres syd for det nuværende Søtorvsbyggeri.

Grønt område må holde for
Forskellen på de to forslag er placeringen af den nye dagligvarebutik og vejføringen af Søvej.

I det ene lokalplanforslag skal butiksbygningen opføres tættere på Søvej, så der skabes plads til såvel parkeringspladser tæt ved supermarkedet samt et større grønt strøg mellem dagligvareforretningen og den nye boligkarré.

Konsekvensen ved dén løsning er, at Søvej skal omlægges, så et større del af det grønne område ved søen inddrages til vejføring. Konkret udstyres Søvej med to knæk, så Hvalsøs bilister samtidig vil skulle ned i fart, når de kører forbi skolen.

Det andet lokalplanforslag giver mindre plads mellem de nye bygninger på den nuværende Fakta-parkeringsplads. Til gengæld vil det ikke være nødvendigt at lægge beslag på en helt så stor del af søområdet, da vejen kan nøjes med at blive ført i en blød bue rundt om Søtorvet.

- Grundlæggende er der ikke den helt store forskel på de to forslag, men vejføringen er lidt forskellig, og derfor sender vi nu begge muligheder i høring i otte uger, så borgerne selv har mulighed for at give deres mening til kende, inden vi tager endeligt stilling, siger Lejres borgmester Carsten Rasmussen (S), der overfor Mediecentret ikke ønsker at tilkendegive, hvilket forslag han selv foretrækker på nuværende tidspunkt.

Positive partier
På tirsdagens Kommunalbestyrelsesmøde, der blev afholdt digitalt på grund af Covid-19, benyttede flere af borgmesterens kollegaer lejligheden til at rose de to nye lokalplanforslag. Både SF og Dansk Folkeparti rettede opmærksomheden mod trafiksituationen i det centrale Hvalsø.

- Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for en god løsning at vi flytter Søvej. Det giver flere fordele, blandt andet at vi i fremtiden ikke behøver have blomsterkummer stående som hastighedsdæmpende foranstaltninger, forklarede Ole Blickfeldt (DF).

De Konservatives Grethe Nørtoft Saabye slog fast, at Søtorvet 2. etape er nødvendig for at fremtidssikre stationsbyen.

- De erfaringer vi drager i år i forhold til levende bymidter viser, at der skal ske en samling af både handelslivet og mødesteder for mennesker i byerne, hvis de skal overleve på sigt, lød argumentet fra De Konservatives gruppeformand.

Enhedslisten utilfreds
Enhedslistens afviste, som det eneste parti i Kommunalbestyrelsen, at stemme for de to lokalplanforslag. Partiet kan ikke leve med, at Søtorvets 2. etape gør indhug i det grønne område ved søen.

- Det er Enhedslistens vurdering, at lokalplanernes indgreb i de grønne områder ikke er i overensstemmelse med det grundlag for områdefornyelsen, som ministeriet godkendte og har bevilget pengene til, siger Ivan Mott til Mediecentret.

Ingen borgermøder
På grund af Covid-19 vil de to lokalplanforslag ikke blive præsenteret på et borgermøde. Det besluttede politikerne ligeledes på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde.

- Vi har et forsigtighedsprincip i kommunen, og jeg ville meget nødigt se, at vi inviterede til et borgermøde, hvor der efterfølgende viste sig, at en masse borgere var blevet smittede, siger borgermesteren til Mediecentret med henvisning til, at et foreløbigt lokalplanforslag tidligere er blevet præsenteret for Bysamarbejdet Hvalsø.

Dét argument fremdrog Venstre ligeledes på kommunalbestyrelsesmødet.

- Jeg ved godt, at der er nogle, der synes, det skal se anderledes ud, men for det første har den her debat stået på i rigtig mange år, og den oprindelige lokalplan, som vi nu laver lidt om på, blev vedtaget efter demokratiske principper, og for det andet har det her lokalplanforslag været i en form for forhørig, sagde Venstres Line Holm Jacobsen.

På tirsdagens møde gjorde Kommunalbestyrelsen det desuden klart, at den ændrede vejføring skal stå færdig, før byggeriet kan gå i gang.

Tip os


mcred@sn.dk

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk