14. december 2019
Grundejerforeningen Lillemarken i Gevninge ønsker sig brændende at slippe for larmen fra Holbækmotorvejen. Til højre grundejerforeningens formand Peter Thornholm i selskab med sektretær Preben Hjulgaard. Foto: Holger Vincents.
Grundejerforeningen Lillemarken i Gevninge ønsker sig brændende at slippe for larmen fra Holbækmotorvejen. Til højre grundejerforeningens formand Peter Thornholm i selskab med sektretær Preben Hjulgaard. Foto: Holger Vincents.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tilbyder husejere at slippe for motorvejens larm: Virksomhed vil bygge gigantisk støjvold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tilbyder husejere at slippe for motorvejens larm: Virksomhed vil bygge gigantisk støjvold
Lejre Lokalavis & Midtsjællands Folkeblad - 27. november 2019 kl. 07:14
Af Holger Vincents
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Gevninge: Medlemmerne i Grundejerforeningen Lillemarken i det sydlige Gevninge har fået et godt tilbud: Slip for støjgenerne fra Holbækmotorvejen ganske gratis.

"Det er en ren win-win", siger grundejerforeningens formand Peter Thornholm, der repræsenterer 150 grundejere.

Det er virksomheden Jord.dk, der håndterer overskudsjord for virksomheder, som har tilbudt at bygge den 900 meter lange og 14-16 meter høje støjvold langs motorvejen fra Orehøjvej via Abbetvedvej og frem til skoven vest for byen.

Til gavn for 230 husttande
Et område der i dag ejes af to lodsejere, som allerede har indvilget i at stille jord til rådighed for projektet, såfremt kommunen vel at mærke giver tilladelse.

"Vores undersøgelser viser, at støjvolden vil sikre en betydelig støjdæmpning for omkring 230 husstande. For cirka 130 af dem vil støjvolden betyde en halvering af de støjgener, der opleves i området i dag", forklarer Rolf Mørk Nielsen, adm. direktør i Jord.dk, der samtidig oplyser, at der endnu ikke er sendt en formel ansøgning afsted til Lejre Kommune.

Glæde i grundejerforening
Ifølge målinger foretaget af Miljøstyrelsen i 2017 må den sydlige del af Gevninge i dag rigtig nok døje med støj, der overstiger styrelsens egne grænseværdier for sundhedsskadeligt støj på 58 dB i døgnet.

At en privat aktør nu tilbyder at gøre noget ved larmen fra de mange biler og uden at det skal koste naboerne så meget som en krone får naturligt nok positive ord med på vejen hos Grundejerforeningen Lillemarken.

"Alle os, der bor herude, kan høre motorvejen som den her irriterende summen, når vi sidder i vores haver. Derfor er der også et stort ønske om at få bygget den her støjvold, og når der nu er et tilbud om at opføre den gratis, bør Lejre Kommune slå til", mener Peter Thornholm.

Betænkelig borgmester
Lejre Kommunes borgmester er ikke umiddelbart afvisende overfor projektet, men Carsten Rasmussen siger samtidig, at han har betænkeligheder ved at give tilladelse til en støjvold i et område, som har potentiale til at lokke nye virksomheder til kommunen. Området er i dag delvist udlagt til erhverv, men endnu ikke udstyret med en lokalplan.

"En eventuel ansøgning vil naturligvis blive behandlet efter alle kunstens regler, og jeg kan sagtens forstå, at Gevninge-borgerne synes, det kunne være rart at slippe for støjen. Når det så er sagt, så skriger virksomhederne på erhvervsområder, og derfor er der tale om to modsatrettede interesser, der skal afvejes", forklarer borgmesteren, der tilføjer, at han "meget gerne ser området udviklet til erhverv".

Hos grundejerforeningen i Gevninge er holdningen, at alle vil nyde godt af en støjvold.

"Jeg synes ikke, det ene udelukker det andet. Samtidig tænker jeg, at nogle industrier vil finde området mere interessant, hvis de kan komme til at ligge bag en støjvold", siger Peter Thornholm.

Støjvolden vil ifølge Jord.dk's foreløbige beregninger få en bundbredde på 40-50 meter. Vil det ikke være en langt bedre løsning at få bygget en almindelig støjskærm, så man mister unødvendigt meget plads til potentielle virksomheder?

"Men hvem skal betale den? En støjskærm skal finansieres, og det tror jeg ikke, kommunen er villig til. Det her projekt er til gengæld fuldt finansieret", lyder svaret fra Peter Thornholm.

Virksomhed: Forsvarligt
Bliver planerne om støjvolden til virkeligheden skal 1000.000 tons overskudsjord fragtes til Gevninge. Jord.dk's direktør forsikrer, at den fremmede muld ikke vil udgøre en trussel mod miljøet i lokalområdet.

"Der er strenge restriktioner på jord, og dem overholder vi naturligvis. Jorden vil være renere, end hvad der eksempelvis er normalen for en vejrrabat", siger Rolf Mørk Nielsen, der ikke lægger skjul på, at støjvolden syd for Gevninge vil være en god forretning for virksomheden, der netop nu har fem lignende projekter under opførelse landet over, mens yderligere ti ansøgninger ligger til godkendelse hos forskellige kommuner.

"Det gør os i stand til at servicere vores kunder. Vores forretning er at håndtere overskudsjord og finde ny anvendelse til den, så støjvolde er et af de produkter, vi har på hylderne", siger direktøren.

Rolf Mørk Nielsen ønsker ikke at oplyse værdien af støjvolden, og hvor meget virksomheden står til at tjene på projektet, såfremt Lejre Kommunes politikere en dag beslutter at give grønt lys.

Like os på facebook

Tip os


mcred@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk