
Hvalsø: Dugfriske forårsnyheder er blevet revet ned fra bøjler, modeller er hidkaldt og teknikken testet.
Søtorvets medarbejdere har knoklet op til påske for at blive helt klar til denne uges modeshow, der skydes i gang torsdag klokken 19 live på butikscentrets Facebookside.
- Hver butik har en flok modeller, der viser de nyeste styles, og så skal vi ellers bare have en fest med masser af konkurrencer, sjov og ballade, lover Louise Elkjær Rasmussen, butiksbestyrer i Noor og tovholder på torsdagens tur ned ad catwalken.
Udvider succes
Idéen opstod i kølvandet på coronavirussens første bølge sidste år, hvor to fysiske shows med publikum måtte aflyses. Siden dengang har Noor haft stor succes med at invitere kunderne indenfor på Facebook, hvor Louise Elkjær Rasmussen og datteren Cille Elkjær Fabricius med jævne mellemrum har løftet sløret for modebutikkens nyheder.
Et koncept der nu udvides til også at omfatte de øvrige tøjforretninger på Søtorvet, mens Absolute Beauty & Wellness sørger for, at modellernes makeup sidder lige i skabet.
- Vi har fået rigtig god feedback på det, vi har lavet hos Noor, og nu håber vi på, at denne uges modeshow kan være med til skabe opmærksomhed om hele centret, sige Louise Elkjær Rasmussen og fortsætter:
- Oven på genåbningen er det vigtigt, at vi får budt kunderne velkommen tilbage og får sat fokus på de lokale butikker, fastslår hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her